Skip to main content

Gode resultater efter gentagen leverresektion for kolorektale cancermetastaser

Hans Christian Rolff, Dan Calatayud, Peter Nørgaard Larsen & André Wettergren Abdominalcentret, Klinik for Kirurgisk Gastroenterologi og Transplantation, Rigshospitalet

23. mar. 2012
3 min.


Introduktion

Standardbehandlingen for resektable kolorektale levermetastaser (KLM) er kirurgi med en rapporteret femårsoverlevelse på omkring 40%. Op til 70% af patienterne vil udvikle recidiv efter leverresektion. Hos 30% er recidivet lokaliseret til leveren, hvilket gør patienterne til kandidater for gentagen resektion. Internationale studier har vist, at patienter, der undergår gentagen leverresektion, har en femårsoverlevelse, der er sammenlignelig med patienter, som kun har undergået primær leverresektion. I dette studie sammenlignes de perioperative og postoperative begivenheder samt overlevelsen hos patienter, der havde gennemgået sekundær leverresektion for KLM, med en matchet kontrolgruppe, der havde gennemgået primær leverresektion på baggrund af KLM.

Materiale og metoder

Data blev indsamlet retrospektivt via patientjournaler. Dette inkluderede data vedrørende: demografi (alder, køn, American Society of Anesthesiologist (ASA)-gruppe), primærtumor (colon/rectum, Dukes klasse), leverinvolvering (antal metastaser, størrelse af metastaser, uni- eller bilobulær involvering), perioperative data (antal leversegmenter involveret i resektion, perioperativ ultralydskanning, erytrocytinfusioner, friskfrosne plasmainfusioner, trombocytkoncentratinfusioner, radiofrekvensablation, makro- og mikroskopisk radikal resektion (R0)), postoperative data (ophold på intensivafdeling, indlæggelsestid, kirurgiske komplikationer, medicinske komplikationer, 30-dages-mortalitet) og overlevelse. I alt 24 patienter blev inkluderet. Kontrolgruppen blev identificeret ved at tage den kronologisk førstkommende primære leverresektion på baggrund af KLM, der forekom efter en gentagen leverresektion, som var gennemført på baggrund af KLM. Herved blev 24 patienter inkluderet i kontrolgruppen. De to grupper, den primære resektionsgruppe (PRG) og den sekundære resektionsgruppe (SRG), blev statistisk sammenlignet vedrørende demografi, primærtumor og leverinvolvering.

Resultater

Der var ingen statistisk signifikante forskelle mellem PRG og SRG vedrørende demografi, primærtumor og leverinvolvering. Der var ingen signifikante forskelle mellem PRG og SRG med hensyn til de perioperative begivenheder. Der var dog en tendens til, at resektionerne i PRG involverede flere leversegmenter: 2,63 i PRG sammenlignet med 1,88 i SRG (p = 0,08). Postoperativt var andelen af kirurgiske komplikationer 17,4% i PRG bestående af to tilfælde af galdelækage, et tilfælde af postoperativ blødning og et tilfælde af subfrenisk absces. Andelen af kirurgiske komplikationer i SRG var 4% og bestod af et tilfælde af galdelækage (p = 0,18). 30-dages-mortaliteten var 4% i PRG og 0% i SRG (p = 0,41). Indlæggelsestiden var 10,6 dage i PRG og 8,4 dage i SRG (p = 0,71). Femårsoverlevelsen i PRG var 36% og 42% i SRG (p = 0,17).

Konklusion

Dette studie viser, at sekundær leverresektion for KLM er sikker sammenlignet med primær leverresektion for KLM. Studiet viser også, at patienter, der undergår gentagen leverresektion af recidiverende KLM, har samme femårsoverlevelse som de patienter, der kun får foretaget en leverresektion på baggrund af KLM. Ovenstående understreger vigtigheden af at være opmærksom på muligheden for gentagen resektion af KLM. Materialet understreger således vigtigheden af fortsat systematisk kontrol af patienter, der har fået foretaget leverresektion på baggrund af KLM.

Danish medical JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(2):A4373