En grenarterieokklusion i øjet skyldes almindeligvis en embolus fra halspulsåren, aortabuen eller hjertet, men kan være del af en kæmpecelleartritis. Tilstanden kan sidestilles med en akut cerebral iskæmisk hændelse og bør udredes akut [1, 2]. Den klassiske præsentation er akut, smertefrit synstab [3].
En 67-årig kvinde oplevede et pludseligt indsættende smertefrit synstab i nedre del af synsfeltet for højre øje to timer efter en endt flyvetur.
Oftalmologisk diagnosticerede man en grenarterieokklusion, og patienten blev akut henvist til en neurologisk afdeling med henblik på videreudredning, og der blev udført trombolyse. Ved senkontrol (dag 365) havde hun fortsat sequela i form af synsfeltsudfald.
På billedet ses et fundusfoto af højre øje (A) og optisk kohærenstomografi (OCT) (B) i højde med plaquen.
* indikerer okklusionen. Sorte pile viser iskæmisk område. Dobbeltpil på OCT viser nethindetykkelsen i højde med plaquen.
Forekomsten af slagtilfælde under eller lige efter en flyvetur er 1:35.000 [4], og forekomsten af central retinal arterieokklusion er 1-2:100.000 [1]. Det er kontroversielt, om isolerede karokklusioner i øjet skal
behandles med trombolyse, da der er risiko for komplikationer ved indgrebet, [5] og der ikke er påvist nogen sikker effekt i studier.
Korrespondance: Cecilia Rönnbäck.
E-mail: elisabeth.cecilia.roennbaeck@regionh.dk
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 23. september 2019
Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk
Referencer
LITTERATUR
Dattilo M, Biousse V, Newman NJ. Update on the management of central retinal artery occlusion. Neurol Clin 2017;35:83-100.
Préterre C, Godeneche G, Vandamme X et al. Management of acute central retinal artery occlusion: intravenous thrombolysis is feasible and safe. Int J Stroke 2017;12:720-3.
Hayreh SS, Podhajsky PA, Zimmerman MB. Branch retinal artery occlusion: natural history of visual outcome. Ophthalmology 2009;116:1188-94.
Álvarez-Velasco R, Masjuan J, DeFelipe A et al. Stroke in commercial flights. Stroke 2016;47:1117-9.
Wardlaw JM, Murray V, Berge E et al. Thrombolysis for acute ischaemic stroke. Cochrane Database Syst Rev 2014;7:CD000213.