Vådt arbejde og eksponering for kemikalier i hårprodukter er kendte risikofaktorer for, at frisører har en høj risiko for at udvikle håndeksem. Nyt dansk studie baseret på spørgeskemaer, der blev udsendt til over 5.000 frisører, som blev uddannet mellem 1985 og 2007, estimerer betydningen af håndeksem for chancerne for at forblive i frisørfaget. Forfatterne rapporterer, at udvikling af håndeksem reducerer signifikant karrierelængden. Frisører, som oplevede håndeksem det meste af tiden, forlod faget efter en median karrieretid på syv år. Frisører, som rapporterede håndeksem gentagne gange, forblev i faget i ca. 12 år, mens de, som kun havde haft eksem én gang, forblev i faget i 20 år. Tilstedeværelse af kontaktallergi over for hårfarver og atopisk dermatitis øgede risikoen for karriereskift.
Professor Charlotte Gotthard Mørtz, Hudafdelingen og Allergicentret, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Livstidsprævalensen af håndeksem blandt frisører er meget høj (40-45%). Frisører er den faggruppe, der har den højeste incidens af anerkendt arbejdsbetinget håndeksem (33,4/10.000 frisører/år i Danmark). Håndeksem fører ofte til jobskifte og har store samfundsmæssige omkostninger, og det påvirker samtidig patienternes livskvalitet betydeligt. Dette unikke prospektive studie følger mere end 5.000 frisører og understreger vigtigheden af forebyggende tiltag for at reducere incidensen af arbejdsbetinget håndeksem hos frisører. Det er slående, at karrierelængden hos frisører reduceres så meget på grund af eksem, og at 12% af studiepopulationen forlader faget på grund af håndeksem. Beskyttelse inklusive brug af handsker og hudpleje er vigtig, specielt for patienter med nuværende eller tidligere atopisk dermatitis. Ud over atopisk dermatitis er vådt arbejde og udsættelse for kontaktallergener vigtige risikofaktorer for udvikling af håndeksem«.