HER-familien ved epitelial ovariecancer - biologiske og kliniske aspekter

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus.

Ovariecancer er den hyppigste dødsårsag blandt de gynækologiske cancerpatienter. Nye tiltag for at forbedre den dårlige prognose for patienter med ovariecancer involverer et behov for bedre og mere specifikke biomarkører og nye behandlingsformer.

Molekylærbiologiske markører kan muligvis blive et nyttigt værktøj til at identificere patienternes individuelle risiko med og kan således være et vigtigt redskab til identifikation af patienter, der har en særlig dårlig prognose, og som derfor skal behandles mere intensivt eller anderledes end patienter, der har en anderledes profil af biomarkører. Således kan biomarkører være med til at skræddersy behandlingen til de enkelte patienter ud fra særlige kendetegn ved patientens cancersygdom.

Dysregulering af det humane epidermale vækstfaktorreceptorsystem (HER) kendes fra flere cancerformer. Den epidermale vækstfaktorfamilie er således en potentiel molekylærbiologisk markør og mål for targeteret cancerterapi hos patienter med ovariecancer.

HER-familien består af fire medlemmer: HER1, HER2, HER3 og HER4, som indgår i normale cellers vækst, differentiering og overlevelse.

Hovedformålet med ph.d.-afhandlingen var at undersøge betydningen af HER-familien ved epitelial ovariecancer.

I artikel I illustreres signifikant nedsat koncentration af HER1-protein og forhøjede HER2-, HER3- og HER4-proteinkoncentrationer samt øgede HER2-HER4-genekspressionsniveauer i ovariecancervæv sammenlignet med i normalt ovarievæv og med benigne og borderlinetumorer.

I artikel II undersøges den potentielle tilstedeværelse af EGFRvIII-mutationen ved ovariecancer, og resultaterne indikerer, at denne mutation ikke er til stede i hverken normalt ovarievæv eller i benigne/maligne ovarietumorer og således næppe indgår i patogenesen af ovariecancer.

Afhandlingen indeholder desuden en undersøgelse (artikel III) af serumniveauer af HER1, HER2 og VEGF i et materiale af benigne, borderline og maligne ovarietumorer. En klar forskel i HER1- og VEGF-serumniveauerne i hele spektret fra normale ovarier til maligne ovarietumorer blev påvist, og man må med rimelighed antage, at disse forskelle i serumværdier for HER1 og VEGF indeholder klinisk vigtig information.

I artikel IV påvises en signifikant korrelation mellem HER2-ekspression målt ved immunhistokemi og HER2-genamplifikation (FISH-analyse). Derudover havde patienter, som var HER2-positive, signifikant dårligere overlevelse end patienter med HER2-negative tumorer.

Resultaterne i denne ph.d.-afhandling indikerer, at HER-familien har en biologisk rolle og betydning ved epitelial ovariecancer. Ydermere har systemet formentlig også en klinisk betydning.