Skip to main content

Herpes zoster-neuritis med svær parese af højre skulder

Ugens billede.
Ugens billede.

Christoffer Tandrup Nielsen, Reumatologisk Ambulatorium, Medicinsk Afdeling, Holbæk Sygehus, E-mail: christoffertandrupnielsen@gmail.com, Mads Bakkegaard, Reumatologisk Klinik, Rigshospitalet, Ugeskr Læger 2016;178:V67840

27. jun. 2016
2 min.

Ti dage efter et herpes zoster-udslæt (A, cirkler) på højre side af ryggen fik en 51-årig rask kvinde svær parese af højre skulder svarende til en påvirkning, som man ville forvente ved motorisk påvirkning af C5-C6-nerverødderne. Højre arm abduceredes udelukkende ved at løfte hele skulderåget primært med m. trapezius pga. parese af m. supraspinatus og m. deltoideus (A, stjerne). Man havde ikke mistanke om involvering af centralnervesystemet. Cervikal, torakal og lokal patologi i skulderen blev udelukket. En netop afsluttet ugekur med aciclovir 800 mg 5 × dagligt blev forlænget en uge og suppleret med 50 mg prednisolon dagligt i fem dage samt fysioterapi. Tre uger efter var skulderfunktionen nærnormaliseret (B) og fuldt genvundet efter to måneder.

Ved neurofysiologisk undersøgelse påvises motorisk affektion i 40-45% af tilfældene med herpes zoster-udslæt, mens parese er sjældnere (3-19%) og opstår 1-2 uger efter udslættet uden altid at modsvare dermatomet [1, 2]. Omend prognosen er god, kan tiden til genvindelse af fuld motorisk funktion vare fra måneder op til to år, og tilstanden kompliceres ofte af postherpetisk neuralgi [3, 4]. Tidlig diagnosticering og behandling med binyrebarkhormon og antiviral medicin er vigtig for et gunstigt forløb [3, 4].

Interessekonflikter:

Referencer

LITTERATUR

  1. Mondelli M, Romano C, Rossi S et al. Herpes zoster of the head and limbs: electroneuromyographic and clinical findings in 158 consecutive cases. Arch Phys Med Rehabil 2002; 83:1215-21.

  2. Merchut MP, Gruener G. Segmental zoster paresis of limbs. Electromyogr Clin Neurophysiol 1996; 36:369-75.

  3. Jones LK, Reda H, Watson JC. Clinical, electrophysiologic, and imaging features of zoster-associated limb paresis. Muscle Nerve 2014;50:177-85.

  4. Kawajiri S, Tani M, Noda K et al. Segmental zoster paresis of limbs: report of three cases and review of literature. Neurologist 2007;13:313-7.