Historien om hæmoglobin A 1c

Hæmoglobin A 1c (HbA 1c ) blev beskrevet for mere end 50 år siden som et molekyle, der kunne ses ved kromatografisk undersøgelse af hæmoglobin [1]. Molekylet viste sig at indeholde glykeret hæmoglobin, og i 1970'erne fik HbA 1c en plads i klinikken, først som måling af totalt HbA 1 og siden som det mere specifikke HbA 1c [2].

Det store gennembrud kom i 1993 med The Diabetes Control and Complications Trial (DCCT)-studiet [3]. Man fandt en sammenhæng mellem HbA 1c -niveauet hos patienter med type 1-diabetes og udviklingen af komplikationer, og studiet skabte et grundlag for behandlingsmålene. Det gav en metodemæssig forankring, idet en given HbA 1c -måling skulle kunne sammenlignes med resultaterne fra DCCT-studiet.

Denne forankring blev dog efterhånden for usikker, idet metoden, som var anvendt i DCCT-studiet, ikke blev brugt mere, og nyere resultater ikke kunne efterprøves i relation til DCCT-studiet. Ergo var der behov for en ny standardisering af HbA 1c , som var uafhængig af analysemetoden.

I 2007 udkom resultatet af et samarbejde mellem de store diabetesorganisationer og International Federation of Clinical Chemistry and Laboratory Medicine (IFCC) med en konsensus om global standardisering af HbA 1c [4]. HbA 1c blev entydigt defineret som antallet af glykerede hæmoglobinmolekyler i forhold til det totale antal hæmoglobinmolekyler og gav mulighed for international sammenligning af resultater og sporbarhed på analysen.

I Danmark blev den nye standardisering af HbA 1c indført i foråret 2010 med navnet HbA 1c (IFCC) og enheden mmol/mol. HbA 1c -resultater, omregnet til den gamle enhed, skulle dog fortsat udgives i en tilvænningsperiode.

Det var en svær proces med mange overvejelser og høringsudvekslinger med relevante parter i Danmark. Da der ikke var nogen klar linje hverken i Norden eller i Europa for implementering af HbA 1c (IFCC), valgte Dansk Selskab for Klinisk Biokemi (DSKB) at anbefale en glidende overgang i Danmark. På samme tid indførte man på laboratorierne også estimated average glucose (eAG), især til brug i dialogen med patienten. Målet var, at alle laboratorier skulle ende med kun at rapportere eAG og HbA 1c (IFCC) med enheden mmol/mol. Dette mål er endnu ikke nået.

I slutningen af 2010 udkom WHO's rapport om anvendelsen af HbA 1c til diagnostik af diabetes mellitus [5]. DSKB blev, sammen med en række andre selskaber, bedt om at rådgive Sundhedsstyrelsen (SST) i implementeringen heraf. Dansk Endokrinologisk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin og DSKB sendte et fælles svar til SST. Essensen var, at HbA 1c burde indføres til diabetesdiagnostik med grænseværdien ≥ 48 mmol/mol (≥ 6,5%). Analysens begrænsninger skal dog kendes og altid haves in mente - eksempelvis ved sygdomme med ændring i erytrocytlevetiden.

Det er DSKB's forventning, at den nye HbA 1c - med specifikke krav til analysekvaliteten - bliver førstevalg som analyse til diagnostik af diabetes mellitus, og at den med tiden vil udkonkurrere andre mindre reproducerbare analyser, efterhånden som HbA 1c valideres til brug hos flere patientkategorier.

Korrespondance: Nete Hornung, Klinisk Biokemisk Afdeling, Regionshospitalet Randers, Skovlyvej 1, 8930 Randers NØ. E-mail: netehorn@rm.dk

Interessekonflikter: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk