Skip to main content

HIV and cardiovascular disease

Læge Signe Westring Worm: Forf.s adresse: Copenhagen HIV Programme (CHIP), Københavns Universitet, Panum Instituttet, Bygning 21.1., Blegdamsvej 3B, DK-2200 København N. E-mail: sww@cphiv.dk Forsvaret fandt sted den 29. januar 2009. Bedømmere: Christian Torp-Pedersen, Jussi Sutinen, Helsinki, Finland, og Henrik Nielsen. Vejledere: Jens D. Lundgren og Nina Friis-Møller.

30. jan. 2009
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Copenhagen HIV Programme (CHIP), Københavns Universitet.

Formålet med ph.d.-afhandlingen var på baggrund af data fra D:A:D-studiet - et internationalt, prospektivt, kohortesamarbejde - at undersøge risikoen for kardiovaskulær sygdom (CVD) hos hiv-smittede med særlig vægt lagt på betydningen af det metaboliske syndrom, udviklingen af sukkersyge (DM) og behandling med medicin fra et af de tre hyppigst anvendte midler mod hiv-infektion, NRTI-stofklassen. I tidligere studier er der påvist en sammenhæng mellem antiretroviral behandling og udvikling af blodpropper i hjertet, men også hiv-infektionen i sig selv ser ud til at have en betydning for udviklingen af CVD.

Vi fandt, at jo flere af delkomponenterne af det metaboliske syndrom, de hiv-smittede havde, jo større var risikoen for, at der udvikledes CVD. Men at denne risiko ikke længere var til stede, når man justerede for de delkomponenter, der udgør det metaboliske syndrom. På baggrund af dette kan vi ikke anbefale at vurdere en hiv-patients risiko for CVD baseret på det metaboliske syndrom, men anbefaler i stedet, at man fokuserer på den enkelte patients samlede absolutte risikoscore for CVD.

Vi undersøgte betydningen af det at have DM i sammenligning med det at have haft tidligere hjerte-kar-sygdom for den fremtidige risiko for udvikling af hjerte-kar-sygdom. Vi fandt, at DM var en selvstændig og stærk risikofaktor for udvikling af hjerte-kar-sygdom, men at denne risiko kun var halvt så stor som risikoen ved tidligere af have haft hjerte-kar-sygdom. Det er fortsat af stor betydning at screene for og intervenere mod udvikling af DM.

Brugen af antivirale midler fra NRTI-stofklassen har for nogle stoffers vedkommende været associeret med udvikling af insulinresistens og DM samt ændringer i fedtstofskiftet. Overraskende fandt vi, at abacavir, som ikke er kendt for nogle metaboliske komplikationer, var stærkt associeret med udvikling af blodpropper i hjertet. Yderligere studier af den biologiske forklaring på dette, især med fokus på betydningen af inflammation hos hiv-smittede, er igangsat og vil være af betydning, før retningslinjer for den fremtidige hiv-behandling og behandling af eventuelle bivirkninger kan udstikkes.