Skip to main content

Hjernen og insulinfølsomhed

Insulin frigives fra betaceller ved fødeindtag. Ud over de perifere effekter af insulin er hjernen også et målorgan. Et nyt studie viser, at det ekstracellulære miljø omkring de insulinfølsomme neuroner spiller en stor rolle ved f.eks. type 2-diabetes.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

19. dec. 2024
2 min.

Hjernen spiller en stor rolle i appetitregulering. Et netværk af proteiner og kulhydrater omkring de insulinfølsomme neuroner i hjernen kan blokere for frigivet insulin til at nå disse neuroner, hvilket har betydning for appetit og ultimativt udvikling af overvægt. Dermed er hjernen igen i fokus, hvad angår insulinfølsomhed og vægtregulering.

Læge, ph.d., klinisk forsker, Nikolaj Rittig, Steno Diabetes Center Aarhus, kommenterer: »Det er et interessant studie og teori, idet det undersøger, hvordan ændringer og tilpasninger i insulins indvirkning på hjernen kan spille en rolle for reguleringen af både blodsukker og appetit. Forfatterne hævder at have fundet et nyt terapeutisk mål, da man ved at bremse udviklingen af fibrose i vores hjerne kan modvirke udviklingen af metaboliske sygdomme. Studiet baseres dog udelukkende på dyreforsøg, mus, og der mangler i min optik humane data, der kan understøtte og validere forfatternes resultater og teori. Hjernen spiller en helt central rolle for reguleringen af appetit og styres af et komplekst samspil med de signaler, den modtager fra diverse organer, f.eks. tarm, lever, fedtvæv og muskler. Det er derfor spændende, hvordan der konstant opstår nye teorier omkring, hvordan man kan påvirke dette system og dermed forbedre den metaboliske sundhed. Tarmhormonet glucagon-like peptide-1, GLP-1, er et godt eksempel på, hvordan man ved at påvirke specifikke områder i hjernen, som udtrykker GLP-1-receptoren, kan forbedre både blodsukkerniveauer og dæmpe appetitten. Disse opdagelser har haft en helt enormt stor betydning for udviklingen af lægemidler, der nu bruges til at behandle en lang række sygdomme. Det er dog desværre kun sjældent, at nye opdagelser fra prækliniske studier, f.eks. forsøg i mus, rent faktisk resulterer i klinisk anvendelige interventioner, der kommer befolkningen til gavn«. 

Interessekonflikter ingen