Skip to main content

Hjertestopbehandlingen har behov for randomiserede studier

Et observationelt studie fandt hurtig adrenalinadministration til patienter med hjertestop med stødbar rytme associeret med dårligere overlevelse. Et andet fandt ingen association mellem forsinket anden defibrillering og bedre overlevelse.

Redigeret af Kreesten Meldgaard Madsen, kreesten@dadlnet.dk

13. apr. 2016
2 min.

Et observationelt studie fandt hurtig adrenalinadministration til patienter med hjertestop med stødbar rytme associeret med dårligere overlevelse. Et andet fandt ingen association mellem forsinket anden defibrillering og bedre overlevelse.

To netop publicerede studier tyder ikke på, at de ændringer, som inden for de senere er år foretaget af retningslinjerne og praksis ved avanceret genoplivning, har forbedret overlevelsen. I England blev guidelines i 2005 ændret til at anbefale to minutters hjertemassage mellem konsekutive defibrilleringer ved ventrikulær takykardi (VT) frem for serier a tre chok. Af i alt 2.733 patienter med VT modtog 1.121 (41%) mere end et defibrilleringsforsøg. Efter justering for risikofaktorer var forsinkelse med hjertemassage ikke associeret med bedre overlevelse indtil udskrivelse (risikoratio (RR) = 0,89; 95% konfidens-interval: 0,78-1,01; p = 0,08).

Et andet studie undersøgte effekten af hurtig indgift af adrenalin allerede efter første defibrilleringsforsøg hos patienter med fortsat klinisk hjertestop og stødbar rytme. Denne praksis har været almindelig i England, men er ikke i tråd med danske guidelines (http://nbv.cardio.dk/hjertestop og http://genoplivning.dk). I alt 2.978 patienter blev inkluderet og matchet på deres propensity score, og af dem fik 1.510 (51%) adrenalin inden for de første to minutter efter det første defibrilleringsforsøg. Adrenalinadministration var associeret med nedsat oddsratio for overlevelse i propensity score-analysen (oddsratio = 0,70; 95% konfidens-interval: 0,59-0,82; p < 0,001).

Overlæge Juliane Theilade, Hjerteafdelingen, Herlev Hospital, kommenterer: ”Hyperakutte scenarier er ofte dårligt repræsenteret i den evidensbaserede medicin og behæftet med praktiske og etiske udfordringer. Den tidligere rapporterede overvældende overlevelsesgevinst ved terapeutisk hypotermi efter hjertestop formodes nu snarere betinget af en generelt mere aggressiv og positiv tilgang til disse svært truede patienter end hypotermi per se. Tilsvarende antyder det aktuelle studie, at vores behandlingsalgoritmer ved hjertestop fortjener testning i randomiserede studier”.

Bradley SM, Liu W, Chan PS et al. Defibrillation time intervals and outcomes of cardiac arrest in hospital: retrospective cohort study from Get With The Guidelines-Resuscitation registry. BMJ 2016;353:i1653.

Andersen LW, Kurth T, Chase M et al. Early administration of epinephrine (adrenaline) in patients with cardiac arrest with initial shockable rhythm in hospital: propensity score matched analysis. BMJ 2016;353:i1577.

Interessekonflikt: Juliane Theilade har konsulteret for Boehringer Ingelheim og deltaget i kongresser støttet af Boehringer Ingelheim og Medtronics.