Hoaglands tegn


Nicoline Rohrdanz Lyngsbo1 & Esben Stistrup Lauritzen2, 3
En 30-årig kvinde blev indlagt grundet et klinisk udfordrende billede i form af periorbitale ødemer, hævede lymfeknuder på halsen, feber, halssmerter og hovedpine med debut fem dage forud for indlæggelse. Ved objektiv undersøgelse fandt man tydelige periorbitale ødemer, tonsilhypertrofi med hvidlige belægninger, bilateralt hævede angulærknuder og splenomegali. Blodprøverne var upåfaldende fraset let lymfocytose og let trombocytopeni, og der var ikke proteinuri. Samlet set var symptomerne mest forenelige med infektiøs mononukleose, men de periorbitale ødemer passede umiddelbart ikke med diagnosen. En litteratursøgning afslørede en etableret sammenhæng mellem de periorbitale ødemer og Epstein-Barr-virus (EBV), betegnet Hoaglands tegn [1, 2]. Robert Hoagland beskrev i 1952 fænomenet ved infektiøs mononukleose som hævelse af den orbitale del af det øvre øjenlåg, der hænger ned over en også hævet palpebral del [1]. I nogle studier ses det hos op mod halvdelen af patienter med positiv EBV-serologi [1-3]. Patienten blev udskrevet og efterfølgende bekræftet EBV-positiv som forventet. Genkendelse af Hoaglands tegn kan fremme hurtigere og mere målrettet diagnostik.
Korrespondance Nicoline Rohrdanz Lyngsbo. E-mail: NICLYN@rm.dk
Antaget 25. juni 2026
Publiceret på ugeskriftet.dk 21. september 2026
Interessekonflikter ingen. Begge forfattere har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Disse er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Referencer findes i artiklen publiceret på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2026;188:V74034
doi 10.61409/V74034
Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0