Skip to main content

Hot foot syndrome

Morten Schjørring Opstrup, Line Simmelsgaard & Rikke Skøt Cvetkovski

11. okt. 2021
2 min.

En 24-årig sund og rask mand blev henvist til dermatologisk vurdering af smertefulde elementer på fodsålerne. Smerterne var opstået i forbindelse med ophold i et sommerhus. Han havde selv mistanke om, at det var noget i jacuzzien, der havde udløst det, for hans mor og kusine, der begge havde været med i jacuzzien, havde udviklet lignende symptomer. Objektivt blev han fundet smerteforpint, og på fodsålerne sås der multiple erytematøse, ømme noduli. Blodprøver viste normalt niveau af C-reaktivt protein. På baggrund af sygehistorien og de kliniske fund blev det vurderet, at der var tale om hot foot syndrome. Der blev iværksat peroral behandling med ciprofloxacin, hvilket i løbet af få dage medførte symptomfrihed.Hot foot syndrome er en sjælden klinisk manifestation, der er forårsaget af Pseudomonas aeruginosa og viser sig som smertefulde noduli på fodsålerne oftest inden for to døgn efter udsættelse for bakterien [1]. I denne sygehistorie var patienten formentlig smittet af kontamineret vand i jacuzzien. Der er tidligere beskrevet mindre udbrud af hot foot syndrome [1, 2]. P. aeruginosa er en gramnegativ bakterie, der klinisk oftest har betydning hos immunsvækkede, der kan få opportunistiske infektioner. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at bakterien også hos raske mennesker kan give infektioner i huden, heriblandt folliculitis, grøn misfarvning af negle, interdigitale infektioner og infektioner i ørerne [3].



Korrespondance Morten Schjørring Opstrup. E-mail: Morten.schjoerring.opstrup@regionh.dk
Publiceret på ugeskriftet.dk 11. oktober 2021
Interessekonflikter ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2021;183:V71063

Referencer

Referencer

  1. Fiorillo L, Zucker M, Sawyer D, Lin AN. The pseudomonas hot-foot syndrome. N Engl J Med 2001;345:335-8.

  2. Yu Y, Cheng AS, Wang L et al. Hot tub folliculitis or hot hand-foot syndrome caused by pseudomonas aeruginosa. J Am Acad Dermatol 2007;57:596-600.

  3. Wu DC, Chan WW, Metelitsa AI et al. Pseudomonas skin infection: clinical features, epidemiology, and management. Am J Clin Dermatol 2011;12:157-69.