Hudsygdomme er hyppige og påvirker førlighed og livskvalitet

Hudsygdomme er blandt de mest udbredte helbredstilstande globalt og er den fjerdehyppigste årsag til tabte leveår på grund af invaliditet, hvilket overgår sygdomme som KOL, astma, slidgigt og diabetes [1]. Særligt eksemer, kroniske sår, hudcancer samt bakterielle, virale og svampeinfektioner bidrager væsentligt til dette tab.

Hudsygdomme påvirker livskvaliteten markant: 60-90% af patienter med hud- og modermærkekræft samt kroniske inflammatoriske hudsygdomme som akne, rosacea, psoriasis, atopisk eksem, hidrosadenitis suppurativa, urticaria, alopecia areata, vitiligo og seksuelt overførte infektioner rapporterer nedsat livskvalitet [2]. Flere af disse kroniske hudsygdomme er også forbundet med øget dødelighed. Et dansk studie har bl.a. vist, at patienter med psoriasis har en højere dødelighed sammenlignet med baggrundsbefolkningen, hvilket kan tilskrives årsager som hjerte-kar-sygdomme, cancer, psykiske lidelser og selvmord [3].

I almen praksis udgør hudrelaterede konsultationer op mod 25% af alle henvendelser [4], hvilket understreger behovet for, at både dermatologer og andre læger har et solidt kendskab til hudsygdomme og deres potentielle komplikationer. Dette behov er særligt presserende i lyset af lange ventetider på at komme til hudlæge, hvilket kan forsinke diagnostik og behandling.

Det er derfor særdeles relevant, at Ugeskrift for Læger har dedikeret dette temanummer til hudsygdomme. Heri er således samlet en række artikler om forskelligartede, primært kroniske, hudlidelser, som redegør for de nyeste tiltag, hvad angår diagnostik, udredning og behandling.

Der er heldigvis sket betydelige fremskridt inden for behandlingen af hudsygdomme. Målrettede, immunmodulerende terapier er blevet introduceret til behandling af kroniske, inflammatoriske tilstande, og inden for diagnostik og behandling af hud- og modermærkekræft er der også sket væsentlige forbedringer, herunder anvendelse af avancerede kirurgiske teknikker og medicinsk apparatur.

Ofte er den største udfordring for patienter med hudsygdomme, både i Danmark og i udlandet, derfor ikke mangel på behandlingsmuligheder, men snarere adgangen til disse. Dette gælder både adgangen til hudlæger i primærsektoren og adgangen til specialiserede behandlinger givet på de dermatologiske hospitalsafdelinger, f.eks. dyre lægemidler. Dette kan føre til øget sygelighed og afledte udgifter til sociale ydelser, som må forventes at kunne nedbringes ved at sikre bedre adgang til dermatologisk behandling.