Hver tredje hoveduddannelseslæge i diagnostisk radiologi føler sig ikke rustet til rollen som medicinsk ekspert

Speciallægereformen blev påbegyndt i 1998, og med baggrund heri trådte Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 660 af 10. juli 2003 om uddannelse af speciallæger i kraft den 1. januar 2004; den er stadig gældende i revideret form [1, 2]. Uddannelsesreformens centrale omdrejningspunkt var formuleringen af syv lægeroller, som tilsammen beskrev de kompetencer, speciallægen skulle mestre. Disse syv roller var inspireret af den canadiske model for det postgraduate curriculum og blev på dansk benævnt: medicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder, leder, akademiker, sundhedsfremmer og professionel. Specialeselskaberne udarbejdede mål- og kompetencebeskrivelser samt lærings- og evalueringsstrategier for at sikre, at de uddannelsessøgende kunne tilegne sig de formulerede kompetencer inden for hver rolle [3].

Sundhedsstyrelsen udgav i februar 2012 en status- og perspektiveringsrapport, hvori man konkluderede, at hovedparten af Speciallægekommissionens anbefalinger var blevet implementeret, og det anførtes, at der var behov for at se de syv lægeroller som en mere integreret del af arbejdsfunktionerne [4]. Rollerne er senest revideret i maj 2013 [5]. Med hensyn til målbeskrivelser henviste Sundhedsstyrelsen til specialeplan 2010, hvori der skelnes mellem hovedfunktioner, regionsfunktioner og højtspecialiserede funktioner. Det anførtes, at den nyuddannede speciallæge skulle kunne varetage diagnostik og behandling på hovedfunktionsniveau, evt. tillige et antal udvalgte regionsfunktioner, samt kunne visitere til specialets øvrige regionsfunktioner og højtspecialiserede funk-tioner. Sundhedsstyrelsen anbefalede, at målbeskrivelsen for rollen »den medicinske ekspert« fremover tog udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens specialeplan, hvilket for de fleste specialers vedkommende ville medføre mindskede krav om uddannelse i specialiserede funktioner og større fokus på opnåelse og vedligeholdelse af de brede generalistkompetencer [4].

REGIONALE FORSKELLE I UDDANNELSESFORLØBENE FOR DIAGNOSTISK RADIOLOGI

Speciallægeuddannelsen rammesattes af en introduktionsstilling på 6-12 mdr. efterfulgt af hoveduddannelse på 48-60 mdr. med et tostedskrav, der skulle sikre den uddannelsessøgende læge en bred tilgang til specialet. Inden for specialet diagnostisk radiologi er hoveduddannelsen på fire år, og da de regionale videreuddannelsesråd sammensatte hoveduddannelsesforløbene individuelt, er der p.t. store regionale forskelle i sammensætning af blokkene. I Region Nord omfatter forløbet tre år på et universitetshospital + et år på et regionshospital, i Region Syd er det to år på et universitetshospital + to år på et regionshospital, mens Region Øst ud over et forløb som i Region Syd og Nord også tilbyder fire år på et universitetshospital.

Med baggrund i disse regionale forskelle og set i perspektiv af Sundhedsstyrelsens ønske om, at målbeskrivelsen fremover skal tage udgangspunkt i specialeplan 2010 med større fokus på erhvervelse af generalistkompetencer, ønskede vi at undersøge, om læger i eller efter hoveduddannelsesforløb føler sig rustede til at arbejde som speciallæge inden for de syv lægeroller. Samtidig ville vi undersøge, hvordan uddannelsesmiljøet på henholdsvis universitets- og regionshospitaler blev opfattet, og hvor man oplevede det største uddannelsesudbytte. Endelig ønskede vi at undersøge, hvad de hoveduddannelsessøgende læger opfattede som det optimale uddannelsesforløb i relation til at opnå de målbeskrevne kompetencer.

METODE

Et elektronisk spørgeskema til anonym besvarelse blev udsendt til alle læger, der var eller havde været i hoveduddannelsesstilling i de tre uddannelsesregioner efter etablering af uddannelsesreformen, hvilket drejede sig om i alt 161 personer. Der blev udsendt rykker efter en uge og igen efter fire uger. I alt syv spørgeskemaer blev returneret med ugyldig e-mail-adresse, og af de resterende 154 svarede 98, hvilket giver en svarprocent på 64. Det anvendte software var SurveyMonkey.

De uddannelsessøgende blev indledningsvist bedt om at angive, hvordan deres hoveduddannelse var sammensat, og hvor langt de var i forløbet. Vi medtog uddannelsessøgende fra første år til efter fuldført uddannelse. Kun 3% af de uddannelsessøgende var på første år, 11% var på andet år af deres hoveduddannelse, og vi medtog disse to grupper for at se, om vurderingerne ændredes under forløbet, hvilket en krydstabulering viste ikke var tilfældet.

Af Tabel 1 fremgår det, om de uddannelsessøgende følte, at hoveduddannelsen samlet set rustede dem til at arbejde som radiolog inden for de syv lægeroller, hvad de syntes om uddannelsesmiljøet på henholdsvis et universitetshospital og et regionshospital, samt hvor de syntes, at de fik det største uddannel-sesudbytte inden for de syv lægeroller. I Tabel 2 angives, hvordan det optimale uddannelsesforløb efter de uddannelsessøgendes mening ville se ud set i relation til at opnå de målbeskrevne kompetencekrav.

RESULTAT AF SPØRGESKEMAUNDERSØGELSE

Af de deltagende var 86% på tredje år eller længere i deres forløb. Med hensyn til sammensætning af forløbene havde 38% to år på et universitets- og to år på et regionshospital, 38% havde tre år på et universitets- og et år på et regionshospital, og 19% havde fire år på et universitetshospital. 4% angav andet.

Som det fremgår af Tabel 1 angav majoriteten (58,2-69,2%), at de følte sig rustede inden for rollerne medicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder og professionel. I alt 88% af lægerne var enige eller delvist enige i, at der var et godt uddannelsesmiljø på universitetshospitalet, mens det kun var tilfældet for 73,7% på regionshospitalet.

45,5% angav, at de fik størst udbytte i diagnostiske færdigheder på et universitetshospital, mens fordelingen var nogenlunde lige, hvad angik praktiske færdigheder. Signifikant flere angav at have fået større uddannelsesudbytte inden for oplæring i anvendelse af videnskabelige metoder og forskning på et universitetshospital end på et regionshospital (hhv. 61,4% og 60,2%). Overordnet set angav kun 5-15% af respondenterne et regionshospital som det sted, hvor de havde fået det største udbytte bortset fra oplæring i praktiske færdigheder. Universitetshospitalet blev angivet som værende bedst inden for fem af de 11 kategorier.

I Tabel 2 angives vurderingen af det optimale uddannelsesforløbs sammensætning. De fleste (30 af 84) havde 18 mdr. på et universitetshospital, 12 mdr. på et regionshospital og 18 mdr. på et universitets-hospital som deres førsteprioritet; 62 af 84 havde 12 mdr. på et regionshospitalsophold og 36 mdrs. universitetsophold som første- eller andenprioritet.

Ingen angav et forløb udelukkende på et regionshospital som første- eller andenprioritet, mens syv havde et forløb udelukkende på et universitetshospital som førsteprioritet.

DISKUSSION

Vores undersøgelse viser, at ca. to tredjedele af de uddannelsessøgende i diagnostisk radiologi følte sig rustede til at arbejde som speciallæge i rollerne me-dicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder og professionel, hvorimod flertallet ikke følte sig rustede i rollerne leder/administrator, akademiker og sundhedsfremmer. Det er tvivlsomt, om det kan betragtes som tilfredsstillende, at en tredjedel af respondenterne var uenige i, at de på det adspurgte tidspunkt besad de ovenfor nævnte målbeskrevne kompetencer, specielt set i lyset af, at 65% af de adspurgte var på sidste år i uddannelsen eller færdiguddannede.

Oplevet udbytte vurderedes generelt højest på universitetshospitalerne. Specielt lavt vurderedes regionshospitalerne inden for diagnostiske færdig- heder, forskning og anvendelse af videnskabelige metoder. Baggrunden for vores resultater er ikke undersøgt nærmere, men mulige årsager kunne være bedre normeringer og/eller større forsknings- og uddannelsesmæssigt fokus på universitetshospitalerne. Forskelle i patientklientel, arbejdsopgaver, kompetence hos dem, der superviserer, og i adgangen til evidensbaserede retningslinjer kan også spille en rolle.

Der var stor variation i sammensætningen af det optimale hoveduddannelsesforløb med hensyn til varighed og placering af ophold på universitets- og regionshospitaler; 73,8% af de uddannelsessøgende havde 36 mdr. universitetshospitalsophold kombineret med 12 mdr. på et regionshospital som første- eller andenprioritet, hvis de selv kunne vælge sammensætning af forløb. Baggrunden for denne prioritering er ikke undersøgt nærmere, men den afspejler formentligt det større oplevede uddannelsesudbytte på universitetshospitalerne. Kun 39% af respondenterne i vores undersøgelse havde haft et sådant forløb, og om denne gruppe gennemsnitligt følte sig bedre rustede end de øvrige, giver vores anonyme spørgeteknik ikke mulighed for at afdække.

Formålet med vores undersøgelse har været at tage temperaturen på de uddannelsessøgendes oplevelse af egne målbeskrevne kompetencer, på hvor de overvejende oplevede at have erhvervet dem, og på hvordan et optimalt uddannelsesforløb i deres optik ville se ud. Vores metode har derfor været et relativt enkelt anonymt spørgeskema, hvilket formentlig har bevirket en høj svarprocent. Begrænsningen er, at vi ikke har kunnet eksplorere i hver enkelt besvarelse. Spørgsmålet er: Er »temperaturen« tilfredsstillende? Og hvis ikke, hvad fejler så uddannelsen? Det kan vi i denne undersøgelse ikke entydigt svare på, og yderligere undersøgelse er påkrævet for at tilvejebringe denne afklaring. De præliminære resultater er allerede præsenteret og drøftet i specialets uddannelsesudvalg, og publiceringen skal betragtes som oplæg til videre diskussion af, hvordan uddannelsesforløbene kan optimeres, gerne på tværs af specialer.

Vores resultater er væsentlige, dels med henblik på den fortsatte indsats for forbedret implementering af de syv lægeroller, og dels set i lyset af Sundheds-styrelsens anbefaling af at målbeskrivelsen for rollen »den medicinske ekspert« fremover tager udgangspunkt i specialeplan 2010 med fokus på diagnostik og behandling på hovedfunktionsniveau. Hvis man ønsker større fokus på generalistkompetencer i speciallægeuddannelsen, er det afgørende, at man ved, hvor og hvordan de bedst opnås.

KONKLUSION

Vores undersøgelse viser, at kun to tredjedele af de hoveduddannelsessøgende læger i diagnostisk radiologi følte sig rustede i rollen som medicinsk ekspert, og at universitetshospitalerne vurderedes som værende bedre uddannelsessteder end regionshospitalerne. I Sundhedsstyrelsens statusrapport anbefales det, at målene for den medicinske ekspert fremover overordnet tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens specialeplan med fokus på generalistkompetencer. Uanset om dette medfører en opprioritering af varigheden af uddannelsesophold på regionshospitaler, er det nødvendigt at afklare, hvordan man optimerer uddannelsesmiljøet her. Ydermere bør det afklares, hvordan man sammensætter et bedre uddannelsesforløb, så de uddannelsessøgende føler sig bedre rustede til specielt rollerne som medicinsk ekspert og akademiker, da disse må anses for at være meget centrale med hensyn til specialets fortsatte udvikling og kvalitetssikring.

Korrespondance: Benedicte Lange, Nordre Frihavnsgade 19, 5. tv,
2100 København Ø. E-mail: bl@benedictelange.dk

Antaget: 10. oktober 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 3. februar 2014

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk