Skip to main content

Hvordan skal behandlingen af apoplexia cerebri organiseres?

Kirsten Damgaard Pedersen, Finn Rønholt Hansen & Torben Munck Mortensen

2. nov. 2005
3 min.

Siden udgivelsen af referenceprogrammet for behandling af patienter med apoplexia cerebri har der været fokuseret meget på oprettelsen af apopleksienheder. Baggrunden er internationale studier, der dokumenterer øget overlevelse og førlighed, hvis behandlingen sker i apopleksienheder (1).

På trods af denne viden bliver 22-60% af patienterne med apopleksi ikke hospitaliseret i Storbritannien. Dette faktum har været baggrunden for videnskabelige undersøgelser, der sammenlignede forskellige behandlingstilbud til apopleksipatienter og effekten af behandlingen, når den udføres i patienternes eget hjem (2, 3).

Bhalla et al har påvist en større overlevelse og bedre funktionsmæssigt udkomme for apopleksipatienter, der bliver behandlet i eget hjem (2). Lederen i samme udgave af Age and Ageing påpeger svaghederne i undersøgelsen (4), men også betydningen af at få problemstillingen belyst i et kontrolleret studie, som Kalra et al har gjort (3).

Herhjemme er der i Lemvig-projektet og i et projekt fra Københavns Kommune påvist en positiv effekt af tidlig træning af apopleksipatienter i eget hjem (5).

Ved apopleksienheden på Amtssygehuset i Glostrup gennemføres der for øjeblikket et randomiseret kontrolleret studie, hvor effekten af koordineret udskrivelse og hjemfølgning samt efterfølgende træning i eget hjem ved et tværfagligt apopleksiteam undersøges. Teamet består af en ergo- og en fysioterapeut samt en læge.

Uden at ville foregribe resultaterne af dette studie, får de refererede arbejder sammenholdt med den kliniske erfaring os til at foreslå, at den fremtidige organisering af rehabiliteringsforløbet for apopleksipatienter i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, baseres på et tæt samarbejde mellem primær- og sekundærsektoren.

Tvangfrit kunne man også hævde, at der allerede er lagt op til dette med de nye love om genoptræning i kommunalt regi og i hospitalsregi samt ikke mindst i det samarbejde, som loven foreskriver.

Det er ikke vores opfattelse, at vi skal kopiere organiseringen i Storbritannien, hvor en betragtelig del af patienterne ikke hospitaliseres. Alle patienter bør indlægges akut på et apopleksiafsnit i hospitalsregi mhp. diagnostisk afklaring og intensiv overvågning og behandling i den akutte fase. Så snart tilstanden skønnes stabil, bør det, afhængigt af omfanget af funktionsreduktionen, være muligt at udskrive de patienter, der ikke har brug for hospitalsfaciliteterne, til hjemmet med et sufficient tilbud om genoptræning i kommunalt regi, inklusive specifik træning i eget hjem. Det vil formentligt være hensigtsmæssigt med et tæt samarbejde mellem primær- og sekundærsektoren fx i form af et apopleksiteam, der kan mildne overgangen fra den tætte observation og pleje på hospitalet til hjemmet, hvor hjælpen naturligvis må være af mere begrænset omfang.

For patienter, der har behov for længerevarende rehabilitering i hospitalsregi, bør der ligeledes være mulighed for at supplere den hospitalsbaserede rehabilitering med relevant træning i eget hjem.

En sådan model vil klart sætte patienten og det hensigtsmæssige patientforløb i centrum, men med baggrund i hidtidige og meget aktuelle erfaringer, kan man frygte, at forskellige kommunale og amtskommunale økonomiske interesser vil stå i vejen for disse mere hensigtsmæssige behandlingsforløb!

Denne organisationsmodel bør evalueres i et randomiseret kontrolleret multicenterstudie.

Antaget den 5. februar 2002.

Amtssygehuset i Glostrup, geriatrisk afdeling B.


Referencer

  1. Langhorne P, Dennis M, Hankey G, Williams B. Stroke Unit Trialists Collaboration. Organised inpatient (stroke unite) care for stroke (Cochrane Review). I: The Cochrane Library, Issue 3, 1999. Oxford: Update Software.
  2. Bhalla A, Dunda R, Rudd AG, Wolfe CDA. Does admission to hospital improve the outcome for stroke patients? Age Ageing 2001; 30: 197-203.
  3. Kalra L, Evans A, Perez J, Knapp M, Donaldson N, Swift CG. Alternative strategies for stroke care: a prospective randomised controlled trial. Lancet 2000; 356: 894-9.
  4. Young J. My place or yours - what is the best place for early stroke care? Age Ageing 2001; 30: 185-6.
  5. Andersen HE, Schultz-Larsen K, Eriksen K, Brown A, Kreiner S, Forchhammer GH. Can readmission after stroke be prevented? Stroke 2000; 31: 1038-45.