Hydrokortison kan ikke forhindre udvikling af shock ved sepsis
Et tysk forsøg viser, at hydrocortison i tillæg til væske- og antibiotikabehandling ikke nedsætter andelen af patienter med sepsis, som udvikler septisk shock.
Et tysk forsøg viser, at hydrocortison i tillæg til væske- og antibiotikabehandling ikke nedsætter andelen af patienter med sepsis, som udvikler septisk shock.
Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk
Tidligere undersøgelser har vist, at glukokortikoider kan dæmpe det inflammatoriske respons ved akutte tilstande som svær pneumoni, sepsis og akut respiratorisk distress-syndrom (ARDS). I nogle studier har behandlingen medført bedret behandlingsresultat, men resultaterne har ikke været entydige. Det nye dobbeltblindede forsøg, som randomiserede 380 patienter med svær sepsis, der ikke var i septisk shock (defineret som hypotension eller behov for vasopressorer i > 4 timer), fokuserede på, om hydrocortison givet dagligt i en dosis på 200 mg i fem dage med efterfølgende aftrapning over fem dage, kunne forhindre udvikling af septisk shock. Dødelighed, behov for respirator, bivirkninger og varigheden af indlæggelsen på intensivafdelingen og på hospitalet var også effektmål. Ca. halvdelen af patienterne havde sepsis erhvervet uden for hospitalet, mens den anden halvdel havde en hospitalserhvervet sepsis, og pneumoni var det hyppigste infektionsfokus. Resultaterne viste ingen effekt af hydrocortison på hverken udvikling af septisk shock eller de øvrige endepunkter, og forfatterne konkluderede, at kortikosteroider ikke bør anvendes til denne patientgruppe.
Overlæge Anders Perner, Rigshospitalet kommenterer: »Resultaterne af dette forsøg bidrager med en væsentlig brik i det komplekse puslespil om anvendelsen af steroid til patienter med sepsis. I sig selv er patientantallet for lille til at kunne give et definitivt svar. Omvendt forøgede hydrocortison frekvensen af alle de registrerede bivirkninger sammenlignet med placebo, dog uden at dette var statistisk signifikant for bivirkningerne hver for sig. Samlet venter vi på resultaterne af ADRENAL-forsøget (NCT01448109), der ved at randomisere 3.800 patienter med septisk shock til hydrocortison eller placebo, kan give et mere finalt svar på, om vi skal give steroid til de sygeste sepsispatienter«.
Anders Perner er medlem af styregruppen for et sepsisforsøg gennemført af Ferring. Hans afdeling får forskningsmidler fra Ferring, CSL Behring og Fresenius Kabi.