I denne artikel behandler vi hyperhidrose (overdreven svedtendens) som »det tavse handikap«, en folkesygdom, der ikke er en del af pensum på læge- og sygeplejeskoler med lav viden om lidelsen til følge. Vi belyser diagnose, patienter og behandlingsmuligheder baseret på internationale forskningsresultater og rekommandationer.
Sveden er det vigtigste effektortrin i termoreguleringen og styres via hypothalamus [1]. Sved på håndflader og fodsåler bidrager til en god gribeevne, hvilket har været vigtigt under menneskets evolution. Den palmoplantare sved, undertiden kaldet »emotionel«, styres via cortex, det limbiske system og de sympatiske nerver [1]. Selv reflekser udløst af tryk i håndfladen/fodsålen kan udløse palmoplantar svedtendens.
Svedkirtlerne, som findes på størstedelen af kroppens overflade, har kolinerge muskarine receptorer,
og modtager signaler fra sympatiske fibre med acetylkolin som neurotransmitter. Cotransmitterne calcitoningenrelateret peptid (CGRP) og vasoaktivt intestinalt peptid (VIP) er potente vasodilatorer og forøger
vaskulær permeabilitet, hvilket er vigtigt ved sved-
produktion.
Der findes tre typer svedkirtler i armhulerne og lysken: ekkrine og apokrine samt hybriden apoekkrine. De ekkrine og apoekkrine svedkirtler producerer saltopløsningen »den normale sved«. De apokrine kirtler har visse funktioner i brystkirtlens sekretion, fordi sveden er rig på energi.
Sveden består af en lille mængde med fedtet konsistens. Den apokrine sved er primært lugtfri, men når hudbakterierne i armhulen og lysken nedbryder den, forekommer den karakteristiske lugt af sved.
Hyperhidrose er oftest karakteriseret ved en unormal reaktion på varme, arbejde og stress med overdreven sved enten generelt eller fokalt. Dette kan ses som en forlængelse af den fysiologiske reaktion, hvor generaliseret hyperhidrose involverer »termostaten«, hypothalamus, mens fokal, symmetrisk hyperhidrose involverer cortex og det limbiske system. Hos patienter med hyperhidrose er der øget aktivitet af det sympatiske nervesystem (sudomotor) ved ophidselse (smerte, råb, kærtegn) [2]. En stor amerikansk undersøgelse viste,
at 2,8% af befolkningen lider af hyperhidrose [3].
Hyperhidrose er, uanset genese, en tilstand, som har stor indvirkning på den ramtes livskvalitet. Læger har ofte utilstrækkelig viden om hyperhidrose og mangler derfor værktøjer til at håndtere patienternes angst og lidelse. Eksempler på almindelige historier fra patienter med forskellige former for hyperhidrose er præsenteret i Tabel 1.
Vha. validerede skalaer såsom bl.a. Dermatology Life Quality Index (DLQI) kan patienternes livskvalitet objektiviseres og sammenlignes med livskvaliteten hos patienter med andre hudsygdomme. Sådanne sammenligninger viser, at patienter med hyperhidrose ofte har en livskvalitet, der kan sammenlignes med livskvaliteten hos dem, der er hårdest ramt af psoriasis og berettiget til behandling med biologiske lægemidler (Figur 1).
Den mest almindelige form for hyperhidrose er primær hyperhidrose, som er karakteriseret ved patologisk forøget svedproduktion uden kendt underliggende årsag. Primær hyperhidrose har en genetisk disposition, som sandsynligvis er autosomalt nedarvet med begrænset penetrans [6]. Der skelnes mellem fokal og generaliseret primær hyperhidrose. Den fokale er bilateralt symmetrisk og lokaliseret til hænder, fødder, aksiller eller lyske. Hyperhidrose på en kombination af disse områder regnes også som fokal hyperhidrose. Stress er normalt opført som den mest forværrende faktor. De diagnostiske kriterier for primær fokal hyperhidrose er præsenteret i Tabel 2. Den generaliserede form omfatter oftest kombinationen torso og hoved, men i alvorlige tilfælde kan den også omfatte ekstremiteter. Varme/anstrengelse er normalt opført som den mest forværrende faktor. Kombinationen af fokal og generaliseret hyperhidrose forekommer også og er ikke usædvanlig.
Primær hyperhidrose på hænder/fødder debuterer sædvanligvis tidligt i barndommen, mens aksillær hyperhidrose ofte debuterer i ungdomsårene. Den generaliserede form debuterer ofte efter 50-årsalderen. For mange kvinder kaldes det ved sen debut for »postmenopausal hyperhidrose«, selv om der mangler andre menopausale symptomer, og østrogensubstition ikke har nogen virkning [7].
Prognosen ved primær hyperhidrose er ukendt. Hos nogle forsvinder symptomerne, mens de hos mange er livsvarige. Sygdommen kan også ændre karakter, f.eks. begynde som aksillær hyperhidrose i ungdomsårene, efterfulgt af en periode uden problemer og senere opstå som generaliseret hyperhidrose i 60-årsalderen.
En række sygdomme, der involverer mange forskellige specialer, kan også forårsage overdreven svedtendens, som kaldes sekundær hyperhidrose (Tabel 3). Generaliseret hyperhidrose kan f.eks. forårsages af malignitet, infektion eller endokrine sygdomme, men patienterne har normalt også andre symptomer såsom vægttab, træthed, tilbagevendende feber, hjertebanken, nattesved osv.
Nattesved kan være forbundet med alvorlig sygdom, men er også almindeligt forekommende uden alvorlig underliggende årsag [8]. Fluktuerende søvndybde pga. søvnapnø, bruksisme, smerte, restless legs-syndrom osv. synes at påvirke termoregulationen og kan således medføre nattesved [9, 10]. Klinisk erfaring viser også, at nattesved ofte indgår som et delsymptom på primær hyperhidrose. Dag- og nattesved er hos mange kvinder et delsymptom på klimakteriet. Mens andre menopausale symptomer forsvinder, fortsætter svedtendensen hos en betydelig andel af kvinderne. Helt op til 10% af alle kvinder lider af postmenopausal hyperhidrose ti år efter menopausen [11]. Hos mænd kan lave testosteronværdier forårsage generaliseret hyperhidrose, men andre symptomer såsom nedsat libido eller erektil dysfunktion kan give diagnostisk vejledning [12].
Fedme er sjældent årsag til generaliseret hyperhidrose, men kan være en forværrende faktor.
Et stort antal lægemidler kan give øget svedtendens som bivirkning. Selektive serotoningenoptagelseshæmmere og opioider er i denne forbindelse de mest almindelige. Blandt opioiderne er metadon særligt generende.
Polyneuropatier, hvor sudomotornerverne er beskadiget, forårsager reduceret svedtendens fra ekstremiteterne og kompensatoriske svedtendens fra
hoved og krop. Denne kompensatoriske svedtendens kan misfortolkes som værende primær generaliseret hyperhidrose. Polyneuropatien kan være kendt, f.eks. hos diabetikere, men kan også påvises på tidspunktet for undersøgelsen og skal udredes og om muligt behandles.
Regional eller asymmetrisk svedtendens er en stærk indikation på sekundær hyperhidrose. Et eksempel er Horners syndrom, hvor tabet af svedeevne fra den ene halvdel af ansigtet medfører kompensatorisk hyperhidrose fra den kontralaterale del. Ved regional hyperhidrose bør man foretage en neurologisk undersøgelse.
En undtagelse er fokal aksillær hyperhidrose, hvor selv den primære form ofte er asymmetrisk.
Man bør også få mistanke om sekundær hyperhidrose ved kort anamnese og generaliseret svedtendens samtidig med andre symptomer. Ved kort anamnese uden tegn på nogen sygdom eller nyligt påbegyndt behandling med medicin anbefales en mindre screening med måling af sænkningsrekation, C-reaktivt proteinniveau og blodtal, lever- og thyreoideaprøver, måling af immunglobulinF-1 (akromegali), chromogranin A (screening for endokrine tumorer, herunder fæokromocytom), S-testosteron samt røntgen af thorax.
Aluminiumchlorid er førstelinjebehandling af lokaliseret hyperhidrose [13]. Aluminiumchlorid reagerer med proteiner i svedkirtlernes kanaler og danner en mekanisk barriere. Behandlingen gentages en eller flere gange om ugen. For at undgå bivirkninger såsom smerter, rødme og kløe er det vigtigt, at huden er helt tør ved administration, hvilket desværre er umuligt at opnå for mange patienter med hyperhidrose.
Injektionsbehandling med botulinum type A toxin
(Btx A) er en meget effektiv behandling med relativt få bivirkninger, som er lokale og forbigående. Btx A injiceres dermalt over det afficerede hudområde. Toksinet forhindrer exocytose af acetylkolin til synapsekløften mod svedkirtlerne. Effekten kommer efter et par dage, og mere end 90% er tilfredse med behandlingen, som skal gentages 1-4 gange om året [14]. Btx A er godkendt til behandling af aksillær hyperhidrose [15,16]. Btx A har også vist en positiv effekt på flere andre steder [14, 17-21], men for ikke at forårsage bivirkninger som systemisk muskelsvaghed kan kun et begrænset område behandles.
Botulinum type B toxin (Btx B) har en virkningsmekanisme, der ligner den fra Btx A, men effekten på α-motorneuroner til muskler synes at være meget mindre, da der kræves 50-100 gange større doser til behandling af cervikal dystoni. Ny forskning viser, at Btx B i højere grad end Btx A kan fortyndes til lave koncentrationer, og at den svedhæmmende effekt af 1 E Btx A svarer til 1-2 E Btx B [22, 23]. Disse forskningsresultater har åbnet døren for behandling af helt nye patientgrupper, der har behov for behandling af store områder eller områder, hvor risikoen for lokal muskelbivirkning er stor, såsom på hænderne eller i ansigtet [24, 25]. Med relativt små doser Btx B kan patienter med kraniofacial hyperhidrose [25], generaliseret hyperhidrose
eller postmenopausal hyperhidrose, hvor brug af oral østrogen er uhensigtsmæssig eller ineffektiv, nu få behandling. Desuden kan behandling af hænderne hos børn, musikere eller andre, hvor lokal muskelsvaghed er ikke acceptabel, udføres med Btx B med kun en lille risiko for bivirkninger [26].
Iontoforese kan være et alternativ ved palmoplantar hyperhidrose. Ioner føres ind i svedudførselsgangene vha. en svag strøm, som forårsager en hindring i svedudførselsgangen. Iontoforese er dog tidskrævende. Initialt udføres behandlingen 3-4 gange om ugen i 20-30 minutter pr. behandling, og derefter reduceres intervallet til 1-4 gange pr. måned [13]. En apparat af god kvalitet til hjemmebrug bør bruges for at opnå en rimelig komplians.
Orale antikolinergika (f.eks. propanthelinbromid eller oxybutynin) kan være en god behandlingsmulighed ved generaliseret hyperhidrose mhp. at forlænge virkningen af botulinumtoksin, eller hvor botulinumtoksin er kontraindiceret.
Effekten er normalt ikke tilstrækkelig som monoterapi, og anvendelsen begrænses af generende bivirkninger på andre organsystemer, hovedsageligt mundtørhed.
Aksillær udtøming ved curettage eller vakuumsug er invasive metoder, der kan give god og varig effekt ved isoleret aksillær hyperhidrose [27]. I de senere år er
der blevet udviklet ikkeinvasive metoder med lokal ødelæggelse af svedkirtlerne vha. f.eks. mikrobølger (miraDry) med lovende resultater [28].
Pga. hyppigheden af alvorlige og irreversible bivirkninger udføres sympatektomier ikke længere i Sverige, men de tilbydes stadig i Danmark mod svær palmar og kraniofacial hyperhidrose og udtalt rødmen i ansigtet. Bivirkningsprofilen ved sympatektomi er ugunstig. Akutte bivirkninger omfatter pneumothorax og intratorakal blødning, undertiden med dødelig udgang. De mest almindelige kroniske bivirkninger er kompensatorisk hyperhidrose, neurogen smerte, Horners syndrom, gustatorisk hyperhidrose og fantomsved [29]. Af disse virkninger er den kompensatoriske svedtendens mest almindelig (incidens på 80-95% er rapporteret i flere undersøgelser) og kan være et livslangt handikap, der for mange er en langt større belastning end motiveret operation [29, 30].
Lokalbehandling med glutaraldehyd eller oral behandling med calciumantagonister, carboanhydrasehæmmere eller clonidin er alle beskrevet i litteraturen. Glutaraldehyd misfarver og kan kun anbefales til fødderne i særlige tilfælde. Calciumantagonister kan være effektive hos enkelte personer, men dokumentationen ved hyperhidrose er beskeden.
Hyperhidrose er en almindelig sygdom, der ofte undervurderes af sundhedsvæsenet, på trods af de store lidelser den forårsager for patienterne. Med denne artikel ønsker vi at øge kendskabet til hyperhidrose og vise, at mange danske patienter lider unødigt, da der findes gode behandlinger med blandt andet botulinumtoksin, som, baseret på forskningsresultater, internationalt har en helt anden plads i behandlingsrekommandationer end i Danmark.
Korrespondance: Carl Swartling.
E-mail: carl.swartling@svedklinikken.dk
Antaget: 16. december 2015
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 8. februar 2016
Interessekonflikter:
Hyperhidrosis affects 2.8% of the population and has severe negative influence on life quality. The disease is represented in many specialties but can unfortunately be incorrectly treated or not treated at all. Primary hyperhidrosis is the most common form. Secondary hyperhidrosis is most often excluded by a few anamnestic data. Botulinum toxin and anticholinergics are adequate treatment options when aluminium chloride is insufficient. This article describes the disease from the physician’s as well as the patient’s perspective. Furthermore, examination procedures and treatment procedures are presented.
Schlereth T, Dieterich M, Birklein F. Hyperhidrosis – causes and treatment of enhanced sweating. Dtsch Arztebl Int 2009;106:32-7.
Iwase S, Ikeda T, Kitazawa H et al. Altered response in cutaneous sympathetic outflow to mental and thermal stimuli in primary palmoplantar hyperhidrosis. J Auton Nerv syst 1997;64:65-73.
Strutton DR, Kowalski JW, Glaser DA et al. US prevalence of hyperhidrosis and impact on individuals with axillary hyperhidrosis: results from a national survey. J Am Acad Dermatol 2004;51:241-8.
Swartling C, Brismar K, Aquilonius SM et al. Hyperhidros – det “tysta” handikappet. Läkartidningen 2011;108:2428-32.
Hongbo Y, Thomas CL, Harrison MA et al. Translating the science of quality of life into practice: what do dermatology life quality index scores mean? J Invest Dermatol 2005;125:659-64.
Kaufmann H, Saadia D, Polin C et al. Primary hyperhidrosis – evidence for autosomal dominant inheritance. Clin Auton Res 2003;13:96-8.
Kim WO, Kil HK, Yoon KB et al. Treatment of generalized hyperhidrosis with oxybutynin in post-menopausal patients. Acta Derm Venereol 2010;90:291-3.
Mold JW, Roberts M, Aboshady HM. Prevalence and predictors of night sweats, day sweats, and hot flashes in older primary care patients: an OKPRN study. Ann Fam Med 2004;2:391-7.
Kiely JL, Murphy M, McNicholas WT. Subjective efficacy of nasal CPAP therapy in obstructive sleep apnoea syndrome: a prospective controlled study. Eur Respir J 1999;13:1086-90.
Bader GG, Kampe T, Tagdae T et al. Descriptive physiological data on a sleep bruxism population. Sleep 1997;20:982-90.
Berg G, Gottwall T, Hammar M et al. Climacteric symptoms among women aged 60-62 in Linköping, Sweden, in 1986. Maturitas 1988;10:
193-9.
Vermeulen A. Diagnosis of partial androgen deficiency in the aging male. Ann Endocrinol (Paris) 2003;64:109-14.
Hornberger J, Grimes K, Naumann M et al. Recognition, diagnosis, and treatment of primary focal hyperhidrosis. J Am Acad Dermatol 2004;
51:274-86.
Naver H, Swartling C, Aquilonius SM. Treatment of focal hyperhidrosis with botulinum toxin type A. Eur J Neurol 1999;6(suppl 4):S117-S120.
Heckmann M, Ceballos-Baumann AO, Plewig G. Botulinum toxin A for axillary hyperhidrosis (excessive sweating). New Engl J Med 2001;
344:488-93.
Naumann M, Lowe NJ. Botulinum toxin type A in treatment of bilateral primary axillary hyperhidrosis: randomised, parallel group, double blind, placebo controlled trial. BMJ 2001;323:596-9.
Schnider P, Binder M, Auff E et al. Double-blind trial of botulinum A toxin for the treatment of focal hyperhidrosis of the palms. Br J
Dermatol 1997;136:548-52.
Vadoud-Seyedi J. Treatment of plantar hyperhidrosis with botulinum toxin type A. Int J Dermatol 2004;43:969-71.
Kim WO, Kil HK, Yoon KB et al. Botulinum toxin: a treatment for compensatory hyperhidrosis in the trunk. Dermatol Surg 2009;35:833-8.
Hexsel DM, Dal’forno T, Hexsel CL. Inguinal or Hexsel’s hyperhidrosis. Clin Dermatol 2004;22:53-9.
Kinkelin I, Hund M, Naumann M et al. Effective treatment of frontal
hyperhidrosis with botulinum toxin A. Br J Dermatol 2000;143:824-7.
Rystedt A, Swartling C, Naver H. Anhidrotic effect of intradermal injections of botulinum toxin: a comparison of different products and concentrations. Acta Derm Venereol 2008;88:229-33.
Rystedt A, Karlqvist M, Bertilsson M et al. Effect of botulinum toxin concentration on reduction in sweating: a randomized, double-blind study. Acta Derm Venereol 2013;93:674-8.
Swartling C, Farnstrand C, Abt G et al. Side-effects of intradermal injections of botulinum A toxin in the treatment of palmar hyperhidrosis: a neurophysiological study. Eur J Neurol 2001;8:451-6.
Karlqvist M, Rosell K, Rystedt A et al. Botulinum toxin B in the treatment of craniofacial hyperhidrosis. J Eur Acad Dermatol Venereol 2014;28:1313-7.
Rosell K, Hymnelius K, Swartling C. Botulinum toxin type A and B improve quality of life in patients with axillary and palmar hyperhidrosis. Acta Derm Venereol 2013;93:335-9.
Tronstad C, Helsing P, Tonseth KA et al. Tumescent suction curettage vs. curettage only for treatment of axillary hyperhidrosis evaluated by subjective and new objective methods. Acta Derm Venereologica 2014;94:215-20.
Hong HC, Lupin M, O‘Shaughnessy KF. Clinical evaluation of a microwave device for treating axillary hyperhidrosis. Dermatol Surg 2012;
38:728-35.
Furlan AD, Mailis A, Papagapiou M. Are we paying a high price for surgical sympathectomy? J Pain 2000;1:245-57.
Walles T, Somuncuoglu G, Steger V et al. Long-term efficiency of endoscopic thoracic sympathicotomy: survey 10 years after surgery. Interact Cardiovasc Thorac Surg 2009;8:54-7.
