I samtalens rum. En magtanalyse med afsæt i den livsstilsrelaterede forebyggelsessamtale

Ph.d.-afhandlingen, som udgår fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, undersøger, hvordan man skal styre sig selv og patienterne, når man som sundhedsprofessionel skal være livsstilsforebygger. Den livsstilsrelaterede forebyggelsessamtale på H:S Bispebjerg Hospital analyseres som et styringsprogram, hvis mål er at få patienter, der ryger eller drikker over genstandsgrænsen, til at ændre livsstil. For at det skal lykkes, må programmet tillige omfatte de sundhedsprofessionelle.

Konklusionen er, at programmet styrer gennem en dobbelthed: dels rettes programmet mod individets sundhed, dels mod en befolkningsproblematik, folkesundheden. Programmet funderes dels på frihed som ideal, dels på bestemte normer for, hvordan den enkelte bør styre sig selv. Disse dobbeltheder sætter ansvarliggørelse i centrum. Patient såvel som sundhedsprofessionel skal blive ansvarlig ikke blot for den individuelle sygdom, men også for de kollektive ressourcer og for folkesundheden. De ansvarlige sundhedsprofessionelle skal gennem egen livsstil være et instrument til at forandre patienternes livsstil. De skal derudover lægge maksimalt pres på patienterne gennem krav og konsekvenser (det benævnes hjælp-til-selvhjælp). Patienter, der forvalter friheden usundt, kan opfattes som uansvarlige, hvilket kan medføre, at de sundhedsprofessionelle bliver fordømmende, påfører patienterne skyld (og i værste fald nægter dem behandling) med alvorlige konsekvenser for tillidsforholdet mellem patient og behandler. Når det rejses som et etisk dilemma af de sundhedsprofessionelle, betragtes det i programmet som barrierer eller modstand, de skal bearbejde. Hermed ekskluderes etiske overvejelser om forebyggelsessamtalens negative effekter.