Skip to main content

Imaging of non-melanoma skin cancer with optical coherence tomography

Læge Mette Mogensen: Forf.s adresse: Dermatologisk Afdeling, Roskilde Sygehus, Køgevej 7-13, DK-4000 Roskilde. E-mail: mmg@regionsjaelland.dk Forsvaret fandt sted den 30. april 2009. Bedømmere: Anne Braae Olesen, Michael Larsen og Lennart Emtestam, Sverige. Vejledere: Gregor B.E. Jemec, Elisabeth A. Holm og seniorforsker Lars Thrane.

1. maj 2009
2 min.

Denne ph.d.-afhandling er baseret på et klinisk forskningsprojekt udført på Dermatologisk Afdeling, Roskilde Sygehus, i perioden fra august 2005 til juli 2008. Den bygger på fire publikationer.

Udvikling af noninvasiv diagnostik af nonmelanom hudkræft (NMHC) er efterspurgt, dels fordi en biopsi kan være vanskelig at foretage i visse områder, og dels fordi man med en enkelt biopsi ikke kan kortlægge tumormargin eller tumortykkelse. Optical coherence tomography (OCT) er en optisk, billeddannende teknik med en opløsning på 8-24 μ m. I flere mindre studier har man demonstreret et diagnostisk potentiale af OCT ved NMHC. Formålet med dette studie er at undersøge den kliniske anvendelighed af OCT gennem kvalitative og kvantitative undersøgelser af OCT'er af dels normal hud og negle, dels NMHC med særlig vægt på sidstnævnte. Både normal hud, negle og NMHC blev endvidere undersøgt med 20 MHz ultralyd. Hovedkonklusionerne fra afhandlingen er, at OCT-morfologi af normal hud og negle korrelerer fint med den velkendte histologi. Endvidere er OCT mere reproducerbar end ultralyd ved tykkelsesmåling af negle. OCT-måling af epidermis tykkelse (ET) er nem at udføre og har ligeledes høj reproducerbarhed og stemmer overens med resultaterne af tidligere studier af ET. Med OCT kan man kvantificere tykkelsen af NMHC-læsioner < 2 mm mere nøjagtigt og med mindre bias end med ultralyd, og den beskrevne OCT-morfologi muliggør differentiering mellem normal hud og NMHC med høj sensitivitet og specificitet. Derimod er differentialdiagnostik af NMHC vanskelig at foretage med den nuværende opløsning og billedkvalitet. Fremtidige perspektiver for OCT i dermatologien er måling af tumortykkelse med et OCT-udstyr med forbedret billedkvalitet og valg af behandlingsmodalitet derefter.