2-3% af den danske befolkning lider af fødevareallergi. Af disse oplever de færreste egentlige anafylaktiske reaktioner. Det kan være resursekrævende at udrede for fødevareallergi, da det ofte er svært at
få en fyldestgørende kostanamnese. I det følgende gennemgås en usædvanlig form for fødevareallergi, som først fik bevågenhed i 2009 i USA i området ved Rocky Mountains [1, 2].
SYGEHISTORIE
En 54-årig tidligere rask mand blev indlagt med
kraftigt urtikarielt udslæt over det meste af krop-
pen. Udslættet var ledsaget af åndenød og globulusfornemmelse, og han havde hjemme været kortvarigt ukontaktbar. Han havde inden anfaldet indtaget en enkelt skefuld chili con carne. Han havde kendt nøddeallergi og kunne desuden berette om et tidligere anfald, hvor han fem timer forinden havde spist en cheeseburger. Dette anfald blev beskrevet som alvorligt, men førte ikke til hospitalskontakt.
Under indlæggelsen blev patienten behandlet med glukokortikoid og antihistamin, og efter et døgns observation blev han udskrevet med en adrenalinpen og henvisning til udredning i et allergiambulatorium. I forbindelse med opfølgning blev der foretaget en priktest, som var positiv for birk og hund (ALK, Soluprick). Blodprøver viste forhøjet total koncentration af immunglobulin (Ig)E på 1.269 kE/l
(referenceværdi: < 150 kE/l), let forhøjede koncentration af specifik IgE for birk, hest, hund, kat, komælk og svinekød samt svært forhøjet koncentra-
tion af IgE for oksekød på 42 kE/l (referenceværdi:
< 0,35 kE/l). Ved opfølgning tre måneder senere havde han haft yderligere tre tilfælde med generaliseret nældefeber efter indtagelse af henholdsvis marcipan, oksekød og svinekød. På mistanke om allergi over for galaktose-alfa-1,3-galaktose (alfa-gal) udspurgtes patienten om evt. flåtbid. Han oplyste, at han jævnligt blev udsat for flåtbid, når han færdedes
i omegnen af Gedser; et af disse bid havde medført stort lokalt udslæt. Yderligere serologiske under-
søgelser for kylling, får og alfa-gal blev foretaget. Kutantestning med rødt kød blev ikke foretaget,
da sensitiviteten heraf anses for at være ringe [3]. Patienten ønskede ikke peroral provokation af frygt for fornyet anafylaksi. Han påbegyndte i stedet en streng diæt, hvor han undgik de fødeemner, som man mistænkte for at medføre anafylaksi, og hvor specifik IgE-koncentra-tion havde vist sig at være forhøjet (svine- og oksekød, mælkeprodukter og nødder). På denne diæt var han symptomfri. Inden svarene på de seneste blodprøver forelå, fik han dog seks timer efter indtagelse af lammekød et nyt, svært anafylaktisk anfald ledsaget af nældefeber, diarré, opkastning, besvimelse og påvirket vejrtrækning. Hans hustru gav adrenalinpen med god effekt. Få dage senere forelå svaret på koncentration af specifik IgE for alfa-gal, denne var stærkt forhøjet: 601 kE/l (referenceværdi: < 0,35 kE/l) (Thermo Fisher Scientific, ImmunoCAP Specifik IgE). Koncentration af specifik IgE for fårekød var ligeledes forhøjet: 17,8 kE/l (referenceværdi: < 0,35 kE/l).
DISKUSSION
Forsinket allergisk reaktion på rødt kød indtræder typisk 4-6 timer efter indtagelsen og er relateret til antistoffer mod oligosakkaridet alfa-gal, som findes hos alle ikkeprimate pattedyr. Opmærksomheden på alfa-gal opstod i USA i slutningen af sidste årti, hvor man fandt store regionale forskelle i forekomsten af allergiske reaktioner over for det monoklonale antistof cetuximab, som anvendes ved forskellige cancerformer. Det viste sig, at reaktioner på cetuximab opstod hos patienter med eksisterende antistoffer mod alfa-gal, som findes på Fab-delen af cetuximabmolekylets tunge kæde [2]. Herefter undersøgte man i området alle sværere allergiske tilfælde med høj forekomst af allergi over for cetuximab. Man fandt en subgruppe, der var kendetegnet ved 3-6 timers forsinket allergisk reaktion efter indtag af rød kød og sensibilisering over for alfa-gal [2]. Som forklaring på den store regionale variation i forekomsten af antistoffer mod alfa-gal rettedes mistanken mod flåtbid, idet man fandt en sammenhæng mellem forekomsten af cetuximaballergi og rocky mountain spotted fever, som netop bæres af flåter. Siden har man fundet specifik IgE over for flåtproteiner i sera fra patienter med alfa-gal-antistoffer, ligesom en svensk forskergruppe for nylig har identificeret alfa-gal i mave-tarm-systemet hos flåtarten Ixodes ricinus, som også er udbredt i Danmark [4, 5]. Alfa-gal-allergi (og hermed kødallergi) antages således at kunne induceres via flåtbid.
Forsinket allergisk reaktion på rødt kød er en forholdsvis nyopdaget lidelse. Diagnostikken vanskeliggøres af forsinkelsen mellem indtagelse og reaktion, men bør haves in mente, når der ikke kan oplyses om eksponering for relevante allergener lige forud for den allergiske reaktion.
Korrespondance: Kasper Lorenz Johansen, Medicinsk Afdeling, Holbæk
Sygehus, Smedelundsgade 60, 4300 Holbæk. E-mail: kasperlorenz@dadlnet.dk
Antaget: 12. maj 2014
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 25. august 2014
Interessekonflikter:
Summary
IgE-induced anaphylactic reaction after eating lamb meat
Kasper Lorenz Johansen & Kirsten Rasmussen:This article presents the case of a 54-year-old male, who was admitted to hospital after suffering a severe anaphylactic reaction after tasting a spoonful of chili con carne and four months later after eating lamb meat. Galactose-alpha-1,3-galactose allergy was suspected and the subsequent blood test showed highly elevated specific IgE levels. Delayed allergy to meat is a relatively new type of allergy and the delayed onset of allergic symptoms poses a diagnostic challenge to the physician. This type of allergy should be considered when there has been no obvious allergen exposition prior to the allergic reaction.
Referencer
LITTERATUR
Chung CH, Mirakhur B, Chan E et al. Cetuximab-induced anaphylaxis and IgE
specific for galactose-alpha-1,3-galactose. N Engl Med 2008;358:1109-17.Commins S, Platts-Mills T. Delayed anaphylaxis to red meat in patients with IgE specific for galactose alpha-1,3-galactose (alpha-gal). Curr Allergy Asthma Rep 2013;13:72-7.
Michel S, Scherer K, Heijnen IA et al. Skin prick test and basophil reactivity to
cetuximab in patients with IgE to alpha-gal and allergy to read meat. Allergy 2014;69:403-5.Hamsten C, Starkhammar M, Tran T et al. Identification of galactose-α-1,3-galactose in the gastrointestinal tract of the tick Ixodes ricinus; possiple relationship with red meat allergy. Allergy 2013;68:549-52.
www.danmarksinsekter.dk/ixodes_ricinus.shtml (19. jun 2014).