Skip to main content

Immunolocalization and regulation of renal aquaporins and key sodium transporters

Marie-Louise Elkjær Andersen: Forf.s adresse: Vand og Salt Centeret, Cellebiologisk afdeling, Anatomisk Institut, Wilhelm Meyers Alle, Bygn. 233/234, Aarhus Universitet, 8000 Århus C. E-mail: mle@ana.au.dk Forsvaret finder sted d. 23 august 2001, kl. 13:00, Auditoriehuset, Auditorium 3, bygning 252, rum 204, Universitetsparken, Aarhus Universitet. Bedømmere: Christian Aalkjær, David Marples, England og Carel van Os, Holland. Vejledere: Søren Nielsen og Jørgen Frøkier.

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er udført ved Anatomisk Institut, Aarhus Universitet, og omhandler lokaliseringen af en række relativt »nye« aquaporiner (AQP), samt involveringen af renale aquaporiner og Na+ -transportproteiner i hypokaliæmiinduceret nefrogen diabetes insipidus (NDI). Aquaporiner (»vandkanaler«) er en gruppe af membranproteiner, der primært er involveret i væskereabsorption, hvor især AQP2 har vist sig at spille en kritisk rolle i udviklingen af diverse sygdomme associeret med ændret vandbalance.

Første del omhandler immunlokalisering af AQP7, AQP8 og AQP9 i rotte- og musevæv med fokus på den renale lokalisering. AQP7 er lokaliseret til børstesømmen i den proksimale tubulus, hvilket indikerer, at den her spiller en rolle i koncentrering af urinen. AQP9 findes ikke i nyrerne, hvorimod AQP8 viste sig at være en intracellulær vandkanal i nyrens proksimale tubuli og samlerør.

Et yderligere mål med afhandlingen var at undersøge den integrerede rolle af renale aquaporiner, og Na+ -transportører i udviklingen af hypokaliæmiinduceret NDI. Rotter behandlet med kalium-fattigt foder udviklede hypokaliæmi og NDI med nedsat ekspression af AQP2, fosforyleret AQP2 samt AQP3. Effekten af hypokaliæmi på en række renale Na+-transportproteiner blev ligeledes undersøgt. NHE3 (Na+ /H+ exchanger type 3) var således markant opreguleret, mens BSC-1 (type 1-bumetanidsensitive Na+ -K+ -2Cl--cotransportør) var signifikant nedreguleret. Da BSC-1 bl.a. er ansvarlig for opretholdelsen af den kortikomedullære gradient, er det særdeles sandsynligt, at BSC-1 er involveret i hypokaliæmiinduceret NDI. Også TSC (thiazidsensitiv NaCl co-transportør) og α -, β - og γ -ENaC (epitelial Na+ -kanal) var nedregulerede, antagelig pga. nedsat plasmaaldosteronværdier.