Incidens af type 2-diabetes på verdensplan i de sidste 50 år

I de sidste dekader har mange studier vist, at prævalensen af diabetes er steget i stort set alle lande. Prævalensdata er yderst relevante, når man skal vurdere betydning af diabetes for sundhedsvæsenet, men stigende prævalens kan være udtryk for forbedret overlevelse med sygdommen, selvom antallet af nye tilfælde faktisk falder. Incidens beskriver risikoen for at udvikle diabetes i en given population, herunder evt. effekt af hhv. screening for sygdommen og forebyggende tiltag som f.eks. sundere kostvaner. Imidlertid er der færre studier, som undersøger incidensen af diabetes. Et nyt systematisk review beskriver incidens af type 2-diabetes på baggrund af data fra 47 tidligere publicerede studier, som er blevet publiceret i 1960-2014. Forfatterne finder, at mens incidensen af diabetes var stigende eller stagnerende i 81% af studierne publiceret i 1960-89, var tilsvarende tal 63% i 2006-2104, hvor 37% af studierne beskrev faldende incidens.

Professor og overlæge Marit Eika Jørgensen, Steno Diabetes Center Copenhagen, kommenterer: »Arbejdet fra Magliano et al er vigtigt for at belyse, i hvilket omfang den store stigning i diabetesprævalens skyldes en reel stigning i antallet af nye tilfælde. Der er en tendens til at overse, at den vigtigste årsag til diabetesepidemien efter 1990 er den simple, at antallet af incidente cases overstiger antallet af døde – den såkaldte epidemiologiske ubalance – selv med helt uændrede incidens- og mortalitetsrater. Der har dertil været et fald i mortalitet, men det forklarer dog samlet set ikke mere end ca. 10% af stigningen i diabetesprævalensen i Danmark. Behovet for primær forebyggelse af diabetes er naturligvis fortsat til stede trods stagnerende eller aftagende incidens, men den nye undersøgelse i BMJ cementerer, at konsekvensen af den stigende prævalens først og fremmest er, at langt flere med diabetes i fremtiden får behov for behandling og vil leve længere med diabetes og dermed også med øget risiko for diabeteskomplikationer. Generelt er det en svaghed ved BMJ-studiet, at der kun findes få opgørelser efter 2011, hvor HbA_1c blev indført som diagnostisk kriterium. De fleste studier, inkl. danske, har vist et brat fald i incidens, fordi den nye metode identificerer færre personer og på et senere sygdomsstadie«.

Magliano DJ, Islam RM, Barr ELM et al. Trends in incidence of total or type 2 diabetes: systematic review. BMJ 2019;366:I5003.

INTERESSEKONFLIKTER: MEJ har modtaget forskningsstøtte fra Astra Zeneca, AMGEN AB, Boehringer Ingelheim og Sanofi Aventis, og har aktier i Novo Nordisk.