Ph.d.-afhandlingen er baseret på kliniske studier udført på Medicinsk Afdeling F, Gentofte Hospital. Formålet var at undersøge den defekte virkning af inkretinhormonet glucose-dependent insulinotropic polypeptide (GIP) og effekten af dipeptidyl peptidase (DPP)4-hæmmer-behandling på primært glucagon-like peptide (GLP)-1 i en gruppe patienter med type 2-diabetes.
Tolv patienter med type 2-diabetes blev undersøgt med fire hyperglykæmiske clamps under samtidig behandling med et sulfonylurinstof og/eller GIP. Hypotese: Mekanisk lukning af KATP -kanalerne ved hjælp af et sulfonylurinstof reetablerer det manglende GIP-inducerede sene insulinrespons. Resultat: Hypotesen afvist. Der blev fundet en synergistisk effekt af GIP og ulfonylurinstof på både det tidlige og det sene insulin og C-peptid-respons. Konklusion: KATP -kanalerne er afgørende for funktionen af GIP, og den øgede risiko for hypoglykæmi, der blev observeret ved kombinationen af sulfonylurinstoffer og inkretinbaseret behandling, kan skyldes påvirkning af KATP -kanalerne.
Fireogtyve patienter med type 2-diabetes blev randomiseret til 12 ugers behandling med en DPP4-hæmmer eller placebo som tillæg til metformin. Patienterne blev undersøgt med en standardiseret måltidstest og en hyperglykæmisk arginin-clamp før, under og efter behandlingen. Primærhypotesen var et forbedret postprandielt GLP-1-respons, sekundært at undersøge effekten på β-celle-funktion, nye DPP4-substrater og tidsforløb for behandlingseffekt. Resultat og konklusion: Primærhypotesen blev afvist. β-celle-funktionen øgedes, og PYY blev identificeret som nyt in vivo-DPP4-substrat. Effekten af DPP4-hæmning blev påvist at indtræffe akut efter en uges behandling. Effekten på PYY kan være en forklaring på vægtneutralitet ved behandling med DPP4-hæmmere.