Influence of physical training on adipose tissue metabolism - with special focus on effects of insulin and epinephrine

Doktordisputatsen, som består af ni tidligere publicerede artikler og en oversigt, er baseret på eksperimentelt arbejde udført under mine ansættelser på Medicinsk Fysiologisk Institut, Center for Muskelforskning, Panum Instituttet, i perioder imellem 1987 og 1999. Forsøg involverende mennesker blev udført på Klinisk Fysiologisk og Nuklearmedicinsk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital.

Formålet med disputatsen var at belyse udholdenhedstrænings indflydelse på fedtvævets metabolisme, specielt med fokus på effekterne af insulin og adrenalin. Jeg ønskede især at afklare trænings indflydelse på fedtvævets metabolisme in vivo . Studierne bestod af rotte-, hunde- og humanforsøg, og mikrodialyseteknikken blev anvendt i en stor del af forsøgene. I en evaluering af mikrodialyseteknikken fandt vi, at teknikken kan bruges til at studere fedtvævets metabolisme in vivo.

Træning reducerede mængden af fedtvæv og fedtcellestørrelsen, men havde ingen indflydelse på antallet af fedtceller. Træning øgede den mitokondrielle enzymaktivitet markant i hvidt fedtvæv hos rotter. Basal og adrenalinstimuleret gennemblødning per gram hvidt fedtvæv var markant højere hos trænede end hos utrænede individer. Hos rotter var både gennemblødning og lipolyse højere i intraabdominalt end i subkutant fedtvæv.

In vivo basal og adrenalinstimuleret lipolyse per gram fedtvæv var ikke forskellig imellem trænede og utrænede mennesker, men lipolysen var højere hos trænede end hos utrænede rotter. Fedtvævets insulinfølsomhed mht. hæmning af lipolysen var øget hos trænede i forhold til hos utrænede mennesker in vivo . Insulinstimuleret glukoseoptagelse i fedtvæv in vivo og insulinstimuleret glukosetransport i rotteadipocytter in vitro blev øget af træning. Dette var muligvis pga. den træningsinducerede øgning af GLUT-4-transportører og mRNA. Træning ændrede ikke basal eller adrenalinstimuleret laktatafgivelse per gram fedtvæv in vivo .

Træning nedsatte den glukosestimulerede insulinsekretion og øgede den glukosestimulerede glukosemetabolisme i pancreasøer in vitro , og adrenomedullære hormoner var ikke vigtige for disse adaptationer. Træning øgede binyrernes vægt og adrenalinindhold og binyremarvens volumen hos rotter, men reducerede den hypoglykæmiinducerede adrenalinsekretion.

Det konkluderes, at udholdenhedstræning er i stand til at reducere mængden af fedtvæv og øge fedtvævets gennemblødning og oxidative kapacitet. Træning ændrer endvidere forskellige aspekter af den insulin- og adrenalinstimulerede fedtvævsmetabolisme både in vitro og in vivo . Den træningsinducerede reduktion i fedtmasse og de associerede metaboliske adaptationer er muligvis gavnlig set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv.