Skip to main content

Ingen effekt af steroidbehandling ved idiopatisk facialisparese

Kristian Friesgaard Christensen, Therese Ovesen & Christer Swan Andreassen Øre-næse-hals-afdeling H, Aarhus Universitetshospital

20. apr. 2012
3 min.

INTRODUKTION

Idiopatisk facialisparese (IFP), eller Bells parese, har en årlig incidens på 11-40 pr. 100.000. Hovedparten opnår spontan remission uden sequelae, mens omkring 30% oplever følger som smerter og varig parese af varierende grad. Studier har vist en bedre prognose for patienter, der var behandlet med kortikosteroider, samt at effekten er mest udtalt blandt midaldrende og ældre patienter. Formålet med dette studie var at undersøge, om effekten af prednisolon ved behandling af IFP kunne genfindes i den kliniske hverdag på en dansk øre-næse-hals-afdeling.

MATERIALE OG METODER

Dette var en retrospektiv journalgennemgang af 129 patienter med perifer facialisparese ved Øre-næse-hals-afdeling H, Aarhus Universitetshospital, i perioden 2004-2009. Da prednisolon blev etableret som standardbehandling af IFP i december 2006, sikrede observationsperioden (to perioder a tre år) to patientgrupper af samme størrelse. I alt 43 patienter blev inkluderet i undersøgelsen efter eksklusion i henhold til følgende kriterier: kranietraume, Ramsay Hunts syndrom, Borrelia -infektion, akut otitis media, graviditet eller amning, diabetes mellitus, dysreguleret hypertension, svær hjertesygdom, hjerneblødning/infarkt, multipel sklerose, mavesår, immundefekt eller -suppression (herunder organtransplanterede patienter), dissemineret cancer og alder < 16 år. Heraf fik 20 patienter prednisolon, mens de resterende 23 patienter ikke blev behandlet med kortikosteroider. Sværhedsgraden af facialisparesen blev vurderet ud fra House-Brackmann (HB)-skalaen før behandling og ved klinisk kontrol.



RESULTATER

De to grupper adskilte sig ikke med hensyn til alder, køn, tid fra symptomdebut til behandlingsstart, observationstid eller sværhedsgrad af IFP ved behandlingsstart. Der var ingen forskel i ændringen i HB-score mellem patientgrupperne (delta-HB-score hhv. 3 (spændvidde: 0-5) og 3 (spændvidde: 1-5) for patienter behandlet med prednisolon versus patienter ikke behandlet med prednisolon, p = 0,69). Ved aldersstratificering sås for patienter, der var ældre end 40 år, en lavere HB-score ved followup for patienter, der var behandlet med prednisolon (median-HB: 1 (spændvidde: 1-2)) end hos patienter, som ikke modtog denne behandling (median-HB: 2 (spændvidde: 1-4)) (p = 0,02), men der var ingen forskel i absolut ændring i HB-score (p = 0,12). Blandt yngre patienter var der ingen effekt af steroid på paresegrad ved followup (p = 0,59). Ændring i HB-score var større blandt de ældste patienter (delta-HB: 4 (spændvidde: 2-5)) end blandt gruppen af yngre patienter (delta-HB: 2 (spændvidde: 0-5)), der modtog samme behandling (p = 0,03).

KONKLUSION

Behandling med kortikosteroider medførte på kort sigt ingen bedring af paresegrad efter IFP i patientgruppen som helhed. Således kunne den effekt, som behandling med steroid har vist på IFP i større prospektive studier, ikke genfindes hos patienter, der blev behandlet på en øre-næse-hals-afdeling. Fremtidige studier bør evaluere den potentielle aldersafhængige effekt.

Danish medical JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(4):A4416