Sommeren går på hæld, og et spændende efterår venter. Ugeskrift for Læger skal i november være værter for International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE) ~ Vancouvergruppen. Vi er glade for igen at kunne byde ICMJE velkommen, da vi ser det som vores platform til at få indflydelse på de guidelines, som komitéen udstikker, og som har stor betydning for fremtidig international videnskabelig publikationspraksis. I ICMJE sidder 15 medicinske redaktører fra 13 internationale tidsskrifter, New England Journal of Medicine, The Lancet, The BMJ, PLOS Medicine, Annals of Internal Medicine og JAMA, samt redaktører fra Kina, Chile, Sydkorea, Etiopien, Indien og Tyskland og så altså Ugeskrift for Læger. Derudover er U.S. National Library of Medicine, the World Association of Medical Editors samt Bulletin of the World Health Organization også repræsenteret.
De første datadelingsguidelines fra ICMJE blev publiceret i juni 2017. På redaktionen var vores bekymring fra starten, om de nye guidelines ville være for drastiske og være endnu et bump på vejen for klinisk forskning. Denne bekymring delte vi med redaktionerne i mange af de andre lande. Heldigvis blev det en blød start, hvor der er taget højde for de fleste forbehold, sådan at vi kan vænne os til konceptet. I 2016 lagde ICMJE en høring om datadelingsguidelines ud på deres hjemmeside, og generelt var hovedparten af de mere end 300 indkomne kommentarer positive i forhold til åbenhed omkring forskningsdata. Den største bekymring var, at mindre forskergrupper uden tilknytning til lægemiddelindustrien eller større konsortier ville blive klemt, da de kunne blive nødsaget til at videregive deres data fra deres randomiserede kliniske undersøgelser uden retteligt af få noget igen.
Set med de etiske briller er datadelingsprincippet jo den rigtige vej at gå, så de data som genereres, når patienter potentielt udsættes for en risiko ved frivilligt at indgå i et forsøg, bliver udnyttet mest muligt.
I retningslinjerne fremgår det, at manuskripter, som indsendes til ICMJE-tidsskrifter, fra 1. juli 2018 skal indeholde datadelingsstatements, og det skal anføres, om ikkepersonhenførbare, individuelle deltagerdata vil blive delt, og om yderligere, relaterede dokumenter vil være tilgængelige, hvornår og hvor længe data vil være tilgængelige, og ud fra hvilke kriterier de vil blive delt. Med den nuværende lempelige udformning tilgodeser retningslinjerne både hensynet til patient- og forskerinteresser.
Desværre har vi gennem den senere tid flere gange opdaget plagiering med direkte oversættelse af dele af engelsksprogede artikler i statusartikler, som er blevet indsendt til Ugeskrift for Læger. Plagiering strider imod ICMJE’s regler, og på redaktionen ser vi meget alvorligt på dette. Det er alle medforfatteres pligt at have skærpet fokus på plagiering og især gøre yngre kollegaer opmærksomme på, at dette ikke er god videnskabelig praksis. Vi publicerer ikke artikler, hvori der er forekommet plagiering – heller ikke efter at afskrift er fjernet.
Lægemiddelstyrelsen har pr. 1. juli 2017 indført en tredobling på gebyret for anmeldelse af kliniske forsøg, foruden at der indføres et årligt vedligeholdelsesgebyr på ca. 12.000 kr. En ændring, som vil gøre det endnu sværere at drive industriuafhængige lægemiddelforsøg, og som dermed kan medvirke til at bremse den frie forskning. Fra myndighedernes side bør man derfor begynde at differentiere mellem offentlig og privat lægemiddelforskning, så den frie kliniske forskning tilgodeses.
Send meget gerne originalartikler ind til os! Parallelt med at vi har fået skrappere krav til kvaliteten af originalartikler, har vi set en nedgang i antallet af indsendte manuskripter. Formentlig hænger det også sammen med de mange udbydere af onlinetidsskrifter. En del af disse har desværre en noget tvivlsom redaktionel proces, så vi vil opfordre jer til at sende originalartikler ind til os, hvor den redaktionelle proces er af høj kvalitet, og hvor I vil få konstruktiv videnskabelig kritik, så artiklen i sidste ende bliver bedre.
Vi vil gerne byde et stort velkommen til Ugeskrift for Lægers nye chefredaktør Bo Hasseris Hansen. Bo kommer fra en stilling som redaktør i Danmarks Radio og vil bl.a. meget gerne knytte det videnskabelige stof bedre sammen med det journalistiske, så vi når endnu bredere ud. En udvikling, som vi på den videnskabelige redaktion hilser meget velkommen.
KORRESPONDANCE:
Anja Pinborg, Videnskabelig redaktør, Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal. E-mail: anja.bisgaard.pinborg.01@regionh.dk
Interessekonflikter: Redaktionens ICMJE Disclosures er tilgængelige på http://ugeskriftet.dk/videnskabelig-redaktion