Medforfatter til studiet, professor, cheflæge, Stig Andersen, Geriatrien, Aalborg Universitetshospital, kommenterer: »Et studie af Xu et al. undersøgte, hvordan thyroideafunktion ændrer sig med alderen, og om sådanne ændringer er forbundet med tidlig død. Analysen omfattede data fra 137.488 individuelle deltagere fra 31 prospektive kohortestudier i Europa, USA, Asien, Brasilien og Australien og er blandt de største undersøgelser af thyroideafunktion ved aldring. Tværsnitsanalyser viste højere TSH [thyroideastimulerende hormon]-niveau med stigende alder i jodsufficiente områder, men lavere i områder med jodmangel. Longitudinelt steg niveauet dog let med alderen uanset jodstatus. Variation i niveauet tiltog markant efter 65-årsalderen, og referenceområdet blev bredere hos ældre, hvor den øvre grænse ofte lå på 5-7 mIU/l og over 7 mIU/l hos personer over 80 år. I Danmark ses thyroideasygdom hos en af tre kvinder over et livsforløb. Samstemmende med det nye studie viser danske data, at gamle med lidt højere TSH-niveau både lever længere og bliver længere i eget hjem. Resultaterne understøtter behovet for aldersspecifik tolkning af TSH-niveau hos ældre, og måske er tiden moden til, at vi løfter øvre behandlingsgrænse for TSH-niveau for de gamle. Disse data understøtter at sigte mod TSH-niveau på 7 mIU/l for folk i 70’erne og 8 mIU/l hos folk i 80’erne«.