Skip to main content

Internet-based monitoring of asthma

Læge Linda Makowska Rasmussen: Forf.s adresse: Borgmestervangen 8, 1. th., DK-2200 København N. E-mail: makowska@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 29. april 2005, kl. 13.00, Sygeplejeauditoriet, Indgang 50, Tuborgvej 235, H:S Bispebjerg Hospital, København. Bedømmere: Charlotte Suppli Ulrik, Ronald Dahl og Henrik Harving . Vejledere: Vibeke Backer, Klaus Phanareth og Hendrik Nolte .

31. okt. 2005
2 min.

Dette ph.d.-studie blev gennemført under min ansættelse på Lungemedicinsk Forskningsenhed, Intern Medicinsk Klinik I, Københavns Universitetshospital, H:S Bispebjerg Hospital.

Formålet var at undersøge effekten af et lægeadministreret internetbaseret monitoreringsprogram til astmabehandling i forhold til traditionel behandling hos speciallæge eller egen læge. Endvidere blev det undersøgt, om astmakontrol ved internetbaseret behandling kunne opretholdes i 12 måneder.

I et 12-måneders prospektivt studie blev 300 astmatikere randomiseret til tre parallelle grupper: 1) Internetbaseret behandling (n=100), 2) Specialistbehandling (n=100), og 3) Egen læge (EL)-behandling (n=100).

Af de 300 astmatikere fuldførte 245 alle tre besøg ved 0, 6 og 12 måneder. Ved seks måneder viste internetbaseret astmabehandling en signifikant bedre sygdomskontrol end behandling i de to andre grupper i forhold til symptomer (internet versus specialist (p=0,002) og EL (p< 0,001)), livskvalitet (internet versus specialist (p=0,03) og EL (p=0,04)), lungefunktion (internet versus specialist (p=0,002) og EL (p< 0,001)) og bronkial hyperreaktivitet (internet versus EL (p=0,02)). Ved 12 måneder var forbedringen stadig fordelagtig for internetgruppen for symptomer (internet versus specialist (p=0,002) og EL (p< 0,001)), bronkial hyperreaktivitet (internet versus EL (p< 0,001)) og lungefunktion (internet versus EL (p=0,003)). Forbedringen i lungefunktion aftog dog i de sidste seks måneder, men forblev signifikant. Kun for livskvalitet opretholdes forbedringen ikke i de sidste seks måneder.

Konklusion: Internetbaseret astmabehandling forbedrer astmakontrol og kan opretholdes i 12 måneder, trods afta-gende sygdomskontrol de sidste seks måneder.