Skip to main content

Interventions for patients with primary biliary cirrhosis

Læge Yan Gong: Forf.s adresse: Bispebjerg Bakke 26C, 2. th., DK-2400 København NV. E-mail: gong_yan2002@yahoo.com Forsvaret finder sted den 14. september 2007, kl. 14.00, Auditorium A, Teilum-bygningen, Frederik V's Vej 11, København. Opponenter: professor Rolf Olsson, Sverige, Troels Havelund og cand.stat. Lene Theil Skovgaard. Tutorer: Christian Gluud, Erik Christensen og Jiyao Wang.

24. aug. 2007
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Copenhagen Trial Unit, Centre for Clinical Intervention Research, Rigshospitalet. Formålet var at vurdere effekten af ursodeoxykolsyre, d-penicillamin, kolkicin, methotrexat, azathioprin, og ciclosporin A hos patienter med primær biliær cirrose (PBC).

Vi foretog seks systematiske bedømmelser af relevante randomiserede kliniske forsøg. Forsøgene blev hovedsageligt identificeret i The Cochrane Hepato-Biliary Group Controlled Trials Register, The Cochrane Library, MEDLINE, og EMBASE. Vi anvendte metaanalyser, hvor det var hensigtsmæssigt for at vurdere interventionseffekten på dødelighed, dødelighed eller levertransplantation, kliniske symptomer, lever- biokemi, leverhistologi, og utilsigtede hændelser.

De seks systematiske bedømmelser inkluderede i alt 42 forsøg med 4.009 PBC-patienter. To tredjedele af forsøgene havde lav metodisk kvalitet, hvad angår generering af allokeringssekvens, skjult allokering, blinding, og patientopfølgning. Metaanalyserne viste ingen signifikant gavnlig effekt af ursodeoxykolsyre, d-penicillamin, kolkicin, methotrexat, azathioprin, og ciclosporin A på dødeligheden af PBC-patienter. Ursodeoxykolsyre forbedrede biokemiske variable og kliniske symptomer som bugvattersot og gulsot, men var også forbundet med utilsigtede hændelser, hovedsageligt vægtøgning. D-penicillamin havde ingen gavnlige kliniske effekter og øgede signifikant utilsigtede hændelser. Kolkicin kan muligvis forbedre hudkløe, men kunne øge utilsigtede virkninger (hovedsageligt forbigående diare), selvom det ikke var statistisk signifikant. Methotrexat kan muligvis forbedre hudkløe og sænke aktiviteten af serum-basiske fosfataser og plasma- immunglobulin M, men levertoksicitet kan ikke udelukkes. Patienter, som fik azathioprin udviklede flere utilsigtede hændelser end patienter, som ikke fik nogen intervention, eller som fik placebo, f.eks. udslæt, svær diare, og knoglemarvsdepression. Ciclosporin A kan muligvis forbedre hudkløe, sænke alaninaminotransferaseaktiviteten, og øge serumalbuminkoncentrationen. Men ciclosporin A forårsagede flere utilsigtede hændelser, omfattende nyresvigt og forhøjet blodtryk.

Vi fandt ikke troværdig evidens, der understøtter den kliniske brug af de bedømte interventioner til PBC-patienter. En stor del af forsøgene er belastede af lav metodisk kvalitet, få inkluderede patienter, og kort varighed. Ingen af interventionerne kan anbefales til generel brug i klinisk praksis.