Skip to main content

Intravaskulær ultralyd til at guide ballonudvidelse af koronararterier hos patienter med akut koronart syndrom

PCI har en central rolle hos patienter med akut koronart syndrom. Et nyt studie har sammenlignet brugen af intravaskulær ultralyd vs. angiografi til at guide PCI-behandlingen.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

3. jul. 2024
2 min.

Standardbehandling af akut koronart syndrom inkluderer medicinsk behandling og perkutan koronar intervention (PCI). PCI-behandling guides enten af angiografi alene eller angiografi suppleret med brug af intravaskulær ultralydskanning (IVUS). Et nyt studie har sammenlignet de to procedurer med hensyn til etårshændelser efter indgrebet.

Ledende overlæge Martin Kirk Christensen, Hjertemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, kommenterer: »Et stort, internationalt, randomiseret multicenterstudie har undersøgt brug af IVUS som tillæg til konventionel angiografi ved PCI-behandling af patienter med akut koronart syndrom. De fandt, at supplering med IVUS førte til en klar reduktion i risiko: HR = 0,55, for nye blodpropper i samme blodåre eller behov for yderligere revaskularisering af samme åre inden for et år. Der var ingen forskel på død eller i deres sikkerhedsendepunkt. Den absolutte risiko for det kombinerede endepunkt var 4,0% med IVUS mod 7,3% ved angiografi alene: p = 0,0001. IVUS har været tilgængeligt i mange år, men evidensen har været stærkt stigende de seneste år og på linje med det, der beskrives i studiet her. Der pågår et dansk multicenterstudie i samme tråd, men på STEMI-patienter: DANAMI-4. Studiet udgår fra Rigshospitalet med deltagelse af de øvrige danske hjertecentre i Aalborg, Odense og Aarhus«. 

Interessekonflikter ingen