Ipsilateral simultan Colles- og os scaphoideum-fraktur opstået efter lavenergitraume

Håndledsnære frakturer hører til blandt de hyppigst sete frakturer på skadestuen. Collesfraktur med dorsal vinkling af distale radiusfragment er den hyppigste af disse [1]. Os scaphoideum-frakturer hører ligeledes til blandt de hyppige diagnoser på skadestuen. Patienter, der har begge frakturer, er dog ganske sjældne og ses oftest efter højenergitraumer [2].

Vi beretter her om en patient med ipsilateral Colles- og os scaphoideum-fraktur, der opstod pga. et lavenergitraume.

SYGEHISTORIE

En 66-årig rask mand blev indbragt af Falck til skadestuen. Han klagede over smerter i højre håndled efter at være faldet over en kantsten.

Objektivt sås let hævelse og formforandring af højre håndled, men ingen misfarvning. Ved palpation var der direkte og indirekte smerter i både den radiale og den ulnare del af håndleddet.

Der var ømhed ved indirekte tryk gennem tommelfingeren og direkte ømhed i tabatieren og over tuberculum scaphoideum. Der var normal bevægelighed af alle fingre og normale neurovaskulære forhold.

En røntgenoptagelse af højre håndled viste Collesfraktur med 30° dorsal vinkling af de distale fragmenter. Samtidig sås en udislokeret tværfraktur af corpus ossis scaphoidei.

Der blev anlagt lokalanæstesi ind i frakturhæmatomet, og patienten blev hængt op i stræk med modvægt. Efter 20 min blev bruddet reponeret. Der blev anlagt en cirkulær gipsbandage med immobilisering af første finger. En kontrolrøntgenoptagelse viste en acceptabel vinkel på ca. 15°. Der planlagdes en samlet bandageringstid på otte uger med røntgenkontrol efter ti dage.

Patienten udeblev fra de første planlagte ambulante kontroller og kom derfor først til kontrol efter fire uger. Her sås synlig fejlstilling i håndleddet. På en røntgenoptagelse sås skred af frakturen med en dorsal vinkling på ca. 30° og forkortning af radius. Der var normale neurovaskulære forhold og fri bevægelighed i alle fingre. Der blev anlagt en cirkulær gipsbandagering, som skulle sidde i yderligere fire uger. Operativ behandling var ikke indiceret, da patienten havde fået konstateret cancer i halsen og var temmelig præget af denne sygdom med dårligt funktionsniveau.

Ved den afsluttende kontrol var der fejlstilling i håndleddet, men patienten havde god funktion i hånden og ingen palpationssmerter.

DISKUSSION

Samtidig forekomst af Colles- og os scaphoideum-fraktur er ganske sjældent [2]. Hove har fundet 2.330 distale radiusfrakturer på tre år, heraf var kun fire kombinerede Colles- og os scaphoideum-frakturer [2]. Dette kan muligvis forklares ved, at Collesfrakturer hyppigst opstår hos ældre og os scaphoideum-frakturer hyppigst hos yngre mennesker. Ydermere er det sjældent, at os scaphoideum-frakturer kan ses på røntgenoptagelser initialt. Traumemekanismen for begge er fald med landing på strakt arm.

Der er ikke fuldstændig konsensus om behandling af disse kombinerede frakturer [3]. Behandlingen af Collesfraktur afhænger af vinklingen af fragmenterne og patientens funktionsniveau. Man vil oftest forsøge reposition i lokalanæstesi på skadestuen. Den operative behandling kan bestå i ekstern fiksering eller intern fiksering med en volarskinne, K-tråde eller marvsøm [1].

Behandlingen af os scaphoideum-fraktur afhænger af frakturens lokalisation, og om den er dislokeret eller ej [4]. Dislokerede corpusfrakturer skal behandles operativt, mens udislokerede kan behandles konservativt med gipsbandage. Denne bandage er dog forskellig fra den dorsale bandage, som anvendes ved Collesfraktur, da den også immobiliserer tommelfingeren. Dette er afgørende for helingen og tommelens funktion [4].

KONKLUSION

Både Collesfrakturer og os scaphoideum-frakturer ses hyppigt på skadestuen. Samtidig forekomst af disse to frakturer er forholdsvis sjælden, men formentlig underdiagnosticeret, da os scaphoideum-frakturen ofte ikke ses på initialtrøngenbilleder, og traumemekanismerne er ens. Bandageringen af de to frakturer er dog forskellig, og derfor bør man være opmærksom på mulig samtidig forekomst. Simultant fund af begge frakturer er beskrevet som hyppigst forekommende efter højenergitraumer, men vi præsenterer her en patient, som pådrog sig begge frakturer efter et lavenergitraume.

Vi anbefaler, at man ved den objektive undersøgelse er omhyggelig og undersøger hele regionen for associerede skader. Specielt bør førstefingerstråle undersøges for direkte og indirekte ømhed, og særlig opmærksomhed bør haves på ømhed over tuberculum scaphoideum og i tabatieren. Dette bør gentages ved afbandagering.

KORRESPONDANCE: Stine Estrup, Præstøvej 56, 4700 Næstved.
E-mail: sed@regionsjaelland.dk

ANTAGET: 8. november 2012

FØRST PÅ NETTET: 6. maj 2013

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk