At have en sygdom, men ikke en diagnose udelukker for muligheden for medicinsk afhjælpning. For astma og KOL tyder tal på, at op til 70% af personer med sygdommene slet ikke er diagnosticerede, og at fænomenet er socialt ulige fordelt. Et canadisk studie har benyttet såkaldt »case-finding« til at identificere mulige patienter og har derefter undersøgt effekten af medicinsk intervention hos disse individer.
Professor emeritus, Jørgen Vestbo, University of Manchester, UK, og Allergi- og Lungeklinikken Vanløse, kommenterer: »Det er et spændende studie, der viser, at tidlig opsporing af astma og KOL ved systematisk undersøgelse af mennesker med lungesymptomer fører til en bedring på sigt hos de identificerede patienter, der tilbydes sekundær forebyggelse, behandling og opfølgning iht. internationale retningslinjer. I en randomiseret undersøgelse blev halvdelen af de nydiagnosticerede blot orienteret om deres diagnose, mens den anden halvdel blev tilbudt opfølgning og behandling hos en lungespecialist og en ,educator’. Effektmål var sundhedskontakter og indlæggelser, og der var forskelle – om end ikke store. Studiets styrke er det fine design, svagheden, at meget få af de mange telefonscreenede er endt med at indgå i undersøgelsen. I dansk praksis betyder det, at lungesymptomer bør føre til overvejelser om astma/KOL og en spirometri – og en systematisk tilgang til behandling af de nydiagnosticerede af en sundhedsprofessionel med kendskab til obstruktive lungesygdomme. Det er ikke langt fra de eksisterende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen – men nok ikke helt, hvad patienter med lungesymptomer møder i en travl almen praksis i dag«.
Interessekonflikter JV har modtaget honorar for foredrag/rådgivning fra ALK, AstraZeneca, Boehringer-Ingelheim, Chiesi, GSK, Novartis og TEVA, og han var i en årrække involveret i internationale retningslinjer for KOL i GLobal Initiative for Chronic Obstructive Lung Disease (GOLD).