Juleartikel: Øget forekomst af hestehale blandt multitraumatiserede ryttere

Hestehale (engelsk: ponytail) er en frisure til langt hår, hvor håret er strøget tilbage og sat op med en hårelastik på bagsiden af hovedet. Hestehalen er en gammel frisurestil, som blandt andet kan findes på antikke, græske freskoer fra 2000 f.v.t. I den vestlige kultur blev hestehalen ifølge Wikipedia populariseret i kølvandet på introduktionen af Barbiedukken i 1959 [1]. Som den ældre generation kan berette, var vi i Danmark dog på forkant af denne udvikling: Allerede i 1954 slog en otteårig Gitte Hænning (med hestehale) igennem med landeplagen »Giftes med farmand« [2], og datidens piger tog i den grad frisuren til sig.

I en hestehale foregår der en kompleks interaktion mellem hårets elasticitet, et udadrettet tryk, som stammer fra kollisionen mellem de enkelte hår i bundtet, og tyngdekraften. Goldstein et al [3] har beskrevet den avancerede fysik i en stillestående hestehale bestående af 9.500 hår ved hjælp af en fjerdegrads, ikkelineær differentialligning, hvori der indgår det såkaldte Rapunzel-tal, som karakteriserer indvirkningen af tyngdekraften på håret afhængig af hårets længde. Bevægelsesmønstret af hestehalen hos løbere er blevet analyseret af Keller [4], som fandt, at løberens hoved forhindrer en hestehale i at svinge op og ned, hvorfor den typiske bevægelse af hestehalen hos løbere er sidelæns. Goldstein & Keller modtog i 2012 IgNobel Prisen (den alternative Nobelpris [5]) i fysik for deres forskning.

Et stort, amerikansk studie, som analyserede idrætsrelaterede traumer igennem en tiårig periode, fandt, at ridning er farligere end motorcykelkørsel, skiløb og kontaktsport som American football eller rugby [6]. Alligevel er ridning ifølge tal fra Danmarks Statistik den niendemest populære sportsgren i Danmark målt på antal medlemmer [7].

På baggrund af vores kliniske og billeddiagnostiske erfaring havde vi mistanke om en overrepræsentation af hestehale blandt ryttere indbragt som multitraumepatienter efter at være faldet af hesten. Hestehaler kan nemt overses under patientens kliniske undersøgelse, fordi patienten ligger på ryggen. Desuden distraheres traumelederen som regel af andre kliniske fund [8]. Til gengæld kan en hestehale diagnosticeres nemt og hurtigt på CT af cerebrum.

METODER

Vi gennemførte en retrospektiv undersøgelse af samtlige multitraumepatienter modtaget på Sygehus Lillebælt i perioden fra 15. juli til 15. oktober 2022. I studiet indgik data i form af traumemekanismen som angivet i henvisningen til traume-CT, patientens alder og køn samt forekomst af hestehale ved gennemsyn af traume-CT. Studiegruppen bestod af patienter indbragt efter at være faldet af deres hest, og kontrolgruppen bestod af de øvrige multitraumepatienter.

Tilstedeværelse af hestehale diagnosticeres bedst ved gennemsyn af CT af cerebrum i lunge- eller knoglevinduet i de tre hovedsnitplaner. Billeddiagnostiske kriterier for hestehale er: 1) Hele håret skal være samlet i ét bundt, 2) bundtet skal konvergere imod en hårelastik og 3) passere helt igennem hårelastikken. Samtlige kriterier skal være opfyldt.

Data blev analyseret med Fishers eksakte test.

RESULTATER

Samtlige observerede hestehaler var blevet bundet med en hårelastik, som var højdens på CT. Dette letter diagnosticeringen ved at tillade en umiddelbar lokalisering af hestehalens centrum. Udgående fra elastikken ses divergens af hårbundtet i begge retninger. En typisk hestehale er gengivet i Figur 1.

I studieperioden blev der modtaget syv kvindelige ryttere med en gennemsnitsalder på 22 år (10-44 år), som var faldet af deres hest. Seks af disse ryttere bar hestehale. Hos én af rytterne med hestehale blev der også diagnosticeret hesteskonyre (Figur 2). Der blev ikke modtaget mandlige ryttere i studieperioden. På grund af denne kønsbias valgte vi i kontrolgruppen kun at inkludere kvindelige multitraumepatienter, og de udgjorde 13 patienter med en gennemsnitsalder på 33,5 år (13-50 år). Kun to af patienterne i kontrolgruppen bar hestehale. Der blev ikke observeret forskel mellem hestehalerne i henholdsvis studiegruppen og kontrolgruppen. Hos tre patienter i kontrolgruppen, alle uden hestehale, var en hest involveret i traumemekanismen: To patienter var blevet sparket i maven af en hest, og en patient havde været passager på en motorcykel, som ramte en hest. Hesten omkom i denne ulykke. I alt var en hest således involveret i 50% af traumerne i dette studie.

Der blev observeret en overhyppighed af hestehaler hos multitraumepatienter, som var faldet fra en hest (p < 0,005), ved sammenligning med de øvrige multitraumepatienter. Til gengæld syntes hestehale at være underrepræsenteret i den lille gruppe af patienter, som blev sparket i maven af en hest (n = 2), ved sammenligning med ryttere, som var faldet af deres hest (n = 7), p = 0,08.

Der blev ikke observeret fletninger eller rottehaler i dette studie.

DISKUSSION

Ingen mandlige ryttere blev modtaget som multitraumepatienter igennem hele studieperioden. Vi tolker selvfølgelig ikke dette som tegn på, at mænd er bedre ryttere. Tallene genspejler snarere den skæve kønsfordeling blandt fritidsryttere: I januar 2021 var 92% af Dansk Rideforbunds 66.000 aktive medlemmer kvinder [9]. En tilsvarende kønsfordeling rapporteres i et studie fra Universitetssjukhuset i Linköping, som i løbet af to år modtog 288 patienter med hesterelaterede traumer, hvoraf 94,5% var kvinder [10]. Alligevel vil vi gøre opmærksom på, at det kan diskuteres, om mænd er bedre ryttere end kvinder [11]. Som en mandlig rytter pointerer: »Obviously, we are better for one simple reason. We learn to develop a good position very early on or suffer severe pain«. Hestene synes til gengæld ikke at gå op i rytterens køn: I et østrigsk studie blev der ikke fundet forskel på puls og kortisolsekretion i saliva hos otte springheste, som gennemgik samme forhindringsbane to gange, én gang med en mandlig og én gang med en kvindelig rytter [12].

Igennem evolutionen har hesten som byttedyr udviklet diverse træk, som øger dens chancer for overlevelse. Således kan stimuli, som hesten oplever som truende, udløse en kamp- eller flugtreaktion [13]. Derudover kan heste holde øje med deres omgivelser ved hjælp af et synsfelt med en imponerende perimetri på 357°, som kun efterlader en minimal, posterior, blind vinkel på 3° (Figur 3) [14]. I princippet sidder rytteren i denne blinde vinkel, men hesten behøver kun at vende hovedet en anelse for også at kunne se, hvad der sker i dette område. Derfor er heste så eminente til at ramme et mål, som de sigter efter med bagbenene. Man må på baggrund af disse kendsgerninger antage, at hesten kan se sin rytters hestehale, især hvis denne hestehale bevæger sig sidelæns, som det er beskrevet hos løbere [4], og at en hest følgelig kan tænkes at blive opskræmt af sin egen rytters hestehale.

Samtidig formoder vi på baggrund af tilkendegivelser fra personer, der går med hestehale (både ryttere og ikkeryttere; upublicerede data), at hestehalen kan forringe en rytters koncentrationsevne ved at forårsage en ubehagelig, strammende fornemmelse på stedet, hvor hårbundtet samles. Hestehaler har således potentiale til at øge risikoen i forbindelse med ridning ved at påvirke både rytter og hest.

KONKLUSION

Ridning er en farlig fritidsbeskæftigelse. Hvis man ikke kan lade være, bør man tage sine forholdsregler og blandt andet bruge beskyttelsesudstyr. Yderligere studier er nødvendige for at afgøre, om ryttere med hestehale har en øget risiko for at falde af deres hest. Ryttere, som er i tvivl, kan overveje at bære håret åbent under ridning, mens det muligvis kan give en lille fordel at samle håret i en hestehale under arbejdet i stalden.

Derudover er det afgørende at vælge den rigtige hest. En af forfatterne så en brugbar tommelfingerregel hos en hesteudlejning på Island, som hermed skal deles:

»For fast riders we have fast horses; for slow riders we have slow horses; and for riders who have never ridden before, we have horses that have never been ridden before«.

Publiceret på ugeskriftet.dk 11. december 2023