Juleleder 2025 – Året der gik


Thomas Benfield
Kære læsere
Højtider og taknemmelighed er tæt forbundne, og der er meget Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktion har at være taknemmelig for ved årets slutning.
På Ugeskrift for Læger værdsætter vi de mange forfattere, som deler deres specialistviden i en dansk kontekst i opdaterede artikler om mange forskelligartede emner, der interesserer de mere end 30.000 medlemmer af Lægeforeningen og herved 50.000 andre læsere. Og de gør det ganske uden vederlag. Vi har også meget at takke de over 750 bedømmere for. Uden deres fagfællebedømmelse vil hverken Ugeskrift for Lægers statusartikler og kasuistikker eller Danish Medical Journals originalartikler have den høje faglige standard og integritet, som er kendetegnende for vores videnskabelige artikler. Bedømmerne får ganske vist en portvin, et stykke chokolade eller en donation til Læger uden Grænser for deres indsats, men det er vist mest symbolsk. At forfattere og bedømmere stiller sig vederlagsfrit til rådighed, betyder sådan set, at vi sammen har gjort det muligt at skabe viden, som er frit tilgængelig for alle, idet Lægeforeningen finansierer det redaktionelle arbejde.
I årets løb har vi sagt farvel til to af vores assisterende redaktører. Først faldt psykiater Poul Videbech for foreningens åremål. Senest var det hepatolog og gastroenterolog Aleksander Krag. Begge har i deres seksårige perioder været uvurderlige for bladets faglige udvikling. Lykkeligvis har vi kunne erstatte Poul og Aleksander med psykiater Julie Nordgaard og onkolog Martin Hutchings, der fremover vil stå for hhv. psykiatri og neurofagene og det medicinske område.
Mange læsere har måske bemærket det seneste initiativ i Danish Medical Journal, nemlig en artikelserie, som vi kalder for »Controversies in Medicine« [1]. Igen er vi taknemmelige for de forfattere, som sætter vigtige emner på spidsen. Til Jens Peter Gøtze en særlig tak for at få idéen og føre den ud i livet.
I årets sidste nummer slipper vi gækken løs. Jeg er atter imponeret over de mange vittige og morsomme artikler. Læs dem. De er bare sjove.
Til sidst og ikke mindst en stor tak til sekretariatet: Elizabeth, Jette, June, Niels, Anja, Johanne, Laura, Tove og vores chefredaktør, Bo, da intet vil være muligt uden dem. Vi glæder os til det næste år!
Glædelig jul og godt nytår.
Korrespondance Thomas Benfield. E-mail: tlb@dadlnet.dk
Publiceret 8. december 2025
Interessekonflikter ingen – relevant for denne leder. Forfatter har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Denne er tilgængelig sammen med lederen på ugeskriftet.dk.
Artikelreference Ugeskr Læger 2025;187:V205209
doi 10.61409/V205209
Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0