Skip to main content

Kan dansk studie rykke på behandlingen af alkoholafhængighed?

Der er stadigvæk et markant terapeutisk hul inden for behandling af alkoholafhængighed.

Redigeret af Camilla Dalby Hansen, camilla.dalby.hansen@rsyd.dk

12. maj 2026
2 min.

Professor emeritus, dr.med. Ulrik Becker, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, kommenterer: »Højt alkoholforbrug har store sundheds- og samfundsmæssige konsekvenser, og behandlingsmulighederne for mennesker med alkoholafhængighed kan fortsat forbedres. Et nyt dansk studie publiceret i The Lancet tyder på effekt af GLP-1-agonisten semaglutid på overvægtige patienter med alkoholafhængighed og skadeligt alkoholforbrug på en række alkoholrelaterede end-points. Pressedækningen af dette studie kunne få en til at tro, at der er tale om en revolutionerende behandling, som radikalt vil ændre dansk alkoholbehandling og prognosen for patienter med alkoholproblemer – det tror jeg bestemt ikke har været forfatternes intention. 
Det er et fortrinligt studie, men for det første er det et lille studie med 108 deltagere med BMI på 30 eller mere – det svarer til lidt mere end 15% af en population af patienter, der henvendte sig i et offentligt finansieret alkoholambulatorium i et studie af Knudsen og kolleger.
For det andet er GLP-1 undersøgt over for placebo, og der findes ikke head to head-studier over for to særdeles veldokumenterede medikamenter mod alkoholafhængighed – naltrexon og acamprosat – med hver mere end 20 randomiserede studier.
For det tredje er medikamentel behandling kun et supplement til struktureret psykosocial behandling.
For det fjerde – og vigtigste – er der langt større problemer i dansk alkoholbehandling som afdækket i den nylige kulegravning, og som efterfølgende er blevet en syltekrukke.
Det gælder mangelfuldt datagrundlag, strukturelle problemer, manglende bindende retningslinjer, store geografiske forskelle, fastlæggelse af måltal, implementering af medicinsk behandling, behandling af dobbeltdiagnoser, underbehandling og social ulighed for blot at nævne nogle. Ingen tvivl om, at det er et interessant studie, som bidrager til vores forståelse af alkoholproblemer. Effekten af GLP-1-agonister på alkoholafhængighed hviler indtil videre på ganske få og små studier, og før der er flere og større studier, og før alle de andre problemer er løst, så er det umuligt at sige noget om, hvilken plads – om nogen – GLP-1-analoger vil få i behandlingen af alkoholproblemer. Det kommer under alle omstændigheder til at tage laaaang tid«.

Klausen MK, Justesen SK, Pedersen JN et al. Once-weekly semaglutide versus placebo in patients with alcohol use disorder and comorbid obesity: a randomised, double-blind, placebo-controlled trial. Lancet. 2026;407(10540):1687-1698. https://doi.org/10.1016/S0140-6736(26)00305-3

Knudsen AW, Jensen JEB, Nordgaard-Lassen I et al. Nutritional intake and status in persons with alcohol dependency: data from an outpatient treatment programme. Eur J Nutr. 2014;53(7):1483-92. https://doi.org/10.1007/s00394-014-0651-x

Interessekonflikter ingen