Kan det betale sig at behandle gamle?

Ordet »ældrebyrde« er blevet populært og anvendes med bekymrede miner af politikere og planlæggere inden for sundhedsvæsenet. I de fleste lande øges middellevetiden da også, samtidig med at vi ved, at antallet af sygdomme stiger med alderen. Men er der et reelt grundlag for bekymring? Eller er der snarere tale om en politisk skræmmekampagne i stil med angsten for de fremmede?

Hvis man forestiller sig, at et øget antal gamle mennesker uundgåeligt vil resultere i et øget antal af patienter, der lider af kroniske sygdomme såsom hjerte-kar-sygdomme, diabetes, gigtlidelser m.m., ja, så er der måske grund til bekymring. En alternativ mulighed er imidlertid, at det ikke alene er levealderen, der øges. At også den sygdomsfri levetid bliver længere på grund af bedre levestandard, øget viden om levevilkårs og livsstilsfaktorers indflydelse på sygelighed og et bedre sundhedsvæsen. I så fald er bekymringen måske ikke bare overflødig, men direkte forkert og vildledende. Nogle undersøgelser tyder på, at det forholder sig sådan.

En stor del af bekymringen drejer sig om anvendelse af hospitalsresurser. Dette spørgsmål er belyst i et retrospektivt kohortestudie af Dixon et al [1].

Dixon undersøgte antallet af hopitalsindlæggelser og antal sengedage pr. person i forskellige aldersgrupper. Fra tidligere undersøgelser ved man, at forbruget af sundhedsydelser især er betinget af, hvor tæt man er på døden. Dixon har derfor set på de sidste tre leveår og fandt, at gamle mennesker ikke har et større forbrug af sengedage og ikke bliver hyppigere indlagt end unge. Hovedparten af de anvendte sengedage ligger for alle aldersgrupper i det sidste leveår. Man kan altså sige, at det er det sidste leveår, der »belaster« sundhedsvæsenet mest, hvad enten man dør som ung eller som gammel.

Den behandling, som tilbydes gamle mennesker i forhold til yngre, er generelt mindre kostbar for sammenlignelige sygdomme, ligesom gamle mennesker generelt indlægges med sygdomme, som er mindre kostbare at behandle end de sygdomme, yngre indlægges med. Den udbredte forestilling om, at »ældrebyrden« bliver tung at løfte for hospitalsvæsenet, er således forkert. Det er døden og tiden umiddelbart op til døden, der koster (og den skal vi jo alle igennem før eller siden).

At stille diagnosen »døende inden for nær fremtid« er ofte vanskeligt. Ikke mindst når man har med gamle mennesker at gøre. Det er derfor uundgåeligt, at man regelmæssigt kommer til at behandle forgæves. På den anden side er den mulige gevinst ved at behandle gamle mennesker ofte stor. Ved profylaktisk behandling med f.eks. antihypertensiva og statiner er den absolutte gevinst ved at behandle gamle mennesker - som har en højere sygdomsrisiko - større end ved behandling af unge. For en lang række tilstande betyder en effektiv behandling, at gamle mennesker kan leve uden unødvendige smerter og funktionsindskrænkninger. Det gælder f.eks. osteoartrose, høre- og synsnedsættelse, depression og meget andet (Figur 1).

Det er en fornuftig investering at give gamle mennesker en god medicinsk behandling. Ikke alene lever de patienter, som har været igennem en grundig geriatrisk vurdering og deraf afledt behandling, længere, sundhedsudgifterne pr. person bliver i denne gruppe også efterfølgende lavere.

Hvis man i sundhedsvæsenet anlægger en nihilistisk holdning i forhold til behandling af gamle, er det sandsynligt, at den voksende ældrebefolkning virkelig bliver en »byrde«, om ikke for sundhedsvæsenet, så i hvert fald for den kommunale plejesektor. Resultatet bliver, at sundhedsproblemer »eksporteres« til den sociale sektor. En eksport, som vil blive kostbar, menneskeligt såvel som økonomisk.

Hvis vi omvendt behandler alle, så godt vi kan, uden skelen til kronologisk alder, kan »ældrebyrden« måske også på længere sigt vise sig at være en resurse.

Korrespondance: Ellen Astrid Holm, Geriatrisk Afdeling, Roskilde Amts Sygehus Roskilde, DK-4000 Roskilde. E-mail: rseaho@ra.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet