Kan køling og kompression forebygge kemoterapiinduceret perifer neuropati?
Kemoterapiinduceret perifer neuropati (CIPN) er en hyppig senfølge til kemoterapi. Et nyt randomiseret studie undersøger, om køling og kompression kan forebygge CIPN.


Redigeret af Camilla Dalby Hansen, camilla.dalby.hansen@rsyd.dk
Flere mennesker overlever kræft og risikerer derfor at udvikle senfølger efter kemoterapi. En af de mest almindelige senfølger er kemoterapiinduceret perifer neuropati (CIPN), som kan give føleforstyrrelser herunder neuropatiske smerter. Et nyt studie, publiceret i JAMA Oncology, har undersøgt, om lokal håndkøling og kompression kan fungere som en enkel, lavteknologisk forebyggelse mod CIPN.
Afdelingslæge ph.d., klinisk lektor, Lise Ventzel, Onkologisk Afdeling, Vejle og professor Nanna Brix Finnerup, Dansk Smerteforskningscenter, Aarhus Universitet kommenterer: »Studiet konkluderer, at køling og kompression signifikant reducerer risikoen for CIPN. Denne konklusion kan dog ikke drages på det foreliggende. Studiet har ingen kontrolbehandling, idet man har randomiseret mellem de to interventioner – kulde og kompression og konsekvent behandlet den dominante arm, mens den ikkedominante arm ikke har modtaget en ineffektiv behandling. Forskellen i frekvensen af CIPN i den behandlede hånd en måned efter behandling kan altså være ren placeboeffekt. Dertil kommer, at studiet er negativt på sit primære effektmål, som er CIPN i den behandlede hånd efter otte måneder, hvilket der som forventeligt stort set ikke var nogen, der oplevede, da symptomer på kronisk CIPN hovedsageligt er i underekstremiteterne. Endelig er de anvendte spørgeskemaer ikke valideret til at registrere ændringer hos den samme patient for to forskellige arme, og resultaterne er ikke underbygget af objektive undersøgelser. Kuldebehandling eller kompression bør ikke anvendes i klinikken før der foreligger kontrollerede randomiserede studier i underekstremiteterne med validerede effektmål samt kontrol for patientforventning og blindet assessor«.
Interessekonflikter LV har ingen interessekonflikter NBF har modtaget honorar for konsulentarbejde fra NeuroPN, Saniona, PharmNovo og Tris Pharma og har via Aarhus Universitet været konsulent for AKIGAI og Merz.