Kan prævention udløse depression?

Siden introduktionen af p-piller i 1966 er hormonel kontraception blevet den mest anvendte præventionsform i Danmark. Metoden er gennem årene blevet udviklet med hensyn til hormonindhold og administrationsvej, og sidste år anvendte omkring 430.000 danske kvinder p-piller, minipiller, implantat, plaster eller hormonspiral. Udover at være en effektiv præventionsform anvendes p-piller også til behandling af metroragi, dysmenoré og endometriose, og de associeres med nedsat risiko for endometrie- og ovariecancer. Veletablerede bivirkninger ved brug af p-piller og anden hormonel kontraception er bl.a. øget risiko for venøs og arteriel trombose, men givet den betydelige brug af metoderne er det vigtigt at undersøge risikoen for øvrige potentielle bivirkninger.

Kønshormonerne østrogen og progesteron påvirker ikke alene menstruationscyklus, men også humør og adfærd. Der findes østrogenreceptorer i de områder af hjernen, der indgår i følelsesregulering såsom amygdala og hypothalamus, og både østrogen og progesteron menes at modulere syntesen af neurotransmittere, såsom serotonin [1]. At ikke alle kvinder tåler hormonel kontraception pga. bivirkninger som humørpåvirkning og risiko for udvikling af depression er da også velkendt i klinikken.

Som det fremgår af artiklen af Bchtawi et al [2] i dette nummer af Ugeskrift for Læger, foreligger der nu en række studier af sammenhængen mellem hormonel kontraception og depression og selvmord. Mange af studierne har haft metodemæssige svagheder, og resultaterne har været inkonsistente. Men som det fremhæves i artiklen, viser nyere registerstudier fra Danmark og Sverige en sammenhæng mellem hormonel kontraception og depression.

I det danske kohortestudie [3] anvendes vores unikke registerdata, og det påvises, at specielt hos yngre kvinder er anvendelse af hormonel kontraception forbundet med øget risiko for depression i de første 3-6 måneder efter påbegyndelsen af behandlingen. Hormonel kontraception var uanset administrationsform associeret med udvikling af depression, men risikoen synes at være størst ved præparater, som udelukkende indeholder gestagen. Den absolutte risiko for at udvikle depression eller at påbegynde antidepressiv behandling var i gennemsnit henholdsvis to og 50 pr. 10.000 brugere pr. år. I et andet dansk registerstudie har man ligeledes påvist, at der blandt kvinder med et aktuelt forbrug eller forbrug inden for de seneste seks måneder af hormonel kontraception sås øget risiko for selvmordsforsøg og selvmord, når der sammenlignedes med kvinder, som aldrig havde anvendt hormonel kontraception. I begge studier blev der justeret for væsentlige konfoundere, men der er forsat mulighed for ukontrolleret konfounding fra faktorer, der er associeret til både p-piller og depression. Den nuværende viden bygger fortrinsvis på observationelle studier, og det kontrafaktiske spørgsmål består: Hvordan havde forløbet været, hvis kvinderne ikke havde anvendt hormonel kontraception?

Hvis sammenhængene i det danske studier viser sig at være kausale, kan det beregnes, at der hvert år for hver 5.000 kvinder, som bruger hormonel kontraception, vil være én mere, som får en depressionsdiagnose, og for hver 200 vil der være én mere, som påbegynder behandling med antidepressiva.

På denne baggrund anbefaler Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik, at der ved brug af hormonel kontraception hos yngre og sårbare kvinder bør være øget opmærksomhed på risikoen for depression, selvmord og/eller selvmordsforsøg, samt at kvinder, som skal påbegynde behandling med hormonel kontraception, bør informeres om mulige psykiske bivirkninger.

Der er formentlig en mindre gruppe kvinder, der generelt eller i bestemte faser af livet er særligt sårbare over for ændringer i kønshormonbalancen. Dansk forskning bidrager på flere områder til at afdække sammenhængene nærmere. Bl.a. vil man i nye forsøg med hjerneskanning undersøge p-pillers påvirkning af serotoninsystemet, og resultaterne af yderligere farmakoepidemiologiske studier vil kunne bidrage til at indkredse kvinder, som er i særlig risiko.

KORRESPONDANCE: Merete Osler, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler og Afdeling for Epidemiologi, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet. E-mail: merete.osler@regionh.dk
INTERESSEKONFLIKTER: ingen. Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk