Risikovurdering for kommende kardiovaskulær sygdom er en tidlig indsats med henblik på at allokere ressourcer til dem, der har mest gavn af det. Tidligere modeller for risikovurdering har vist gode resultater, men har ikke taget højde for, at befolkninger i dag er blandede med hensyn til etnicitet. Et nyt studie viser lovende resultater med det såkaldte PREVENT-risikoscoreprogram. Professor, overlæge, Jens Cosedis Nielsen, Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »PREVENT-risikoscoren er udviklet og valideret i en stor, blandet amerikansk population. Etnicitet er udeladt fra denne score, der til gengæld inddrager data om nyrefunktion, HbA1c og et indeks for social stand. I det netop publicerede studie testes denne risikoscore imod den observerede forekomst af kardiovaskulære events over ti år på en 2,5 millioner stor population af amerikanske veteraner og i forskellige etniske grupper heri. Scoren viser en moderat performance med henblik på at prædiktere kardiovaskulære events i alle grupperne, men med en ikke ubetydelig variation imellem de forskellige etniske grupper. Fundene støtter, at man ikke umiddelbart kan benytte den testede prædiktionsmodel til præcist at forudsige kardiovaskulær risiko i forskellige etniske grupperinger. Det er svært at forestille sig, at modellen i sin nuværende form kan benyttes til at identificere patienter, der kan profitere af profylaktisk behandling; i hvert fald bør dette først testes i et nyt studie. I tolkningen skal også inddrages, at den undersøgte kohorte af veteraner langtfra er repræsentativ for en generel population. I alt 94% af de inkluderede var mænd, og BMI var i gennemsnit 29 kg/m2. Forfatterne fremfører yderligere som en begrænsning i studiet, at man ikke har medtaget data om mentalt helbred såsom posttraumatisk stresssyndrom og depression, der måske kunne spille en ikke ubetydelig rolle i den undersøgte population. Studiet understøtter at benytte risikostratificeringsmodeller udviklet og valideret i geografiske og etniske populationer sammenlignelige med den population, man vil risikostratificere«.