Skip to main content

Kardiovaskulær risikovurdering i en blandet befolkning

Risikovurdering med hensyn til kardiovaskulær sygdom har tidligere ikke taget højde for etnicitet. Et nyt amerikansk studie med > 2.5 millioner deltagere har forsøgt sig med netop risikovurdering og en blandet etnicitet.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

16. okt. 2025
2 min.

Risikovurdering for kommende kardiovaskulær sygdom er en tidlig indsats med henblik på at allokere ressourcer til dem, der har mest gavn af det. Tidligere modeller for risikovurdering har vist gode resultater, men har ikke taget højde for, at befolkninger i dag er blandede med hensyn til etnicitet. Et nyt studie viser lovende resultater med det såkaldte PREVENT-risikoscoreprogram.

Professor, overlæge, Jens Cosedis Nielsen, Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »PREVENT risikoscoren er udviklet og valideret i en stor blandet, amerikansk population. Etnicitet er udeladt fra denne score, der til gengæld inddrager data om nyrefunktion, HbA1c og et indeks for social stand. I det netop publicerede studie testes denne risikoscore imod den observerede forekomst af kardiovaskulære events over 10 år på en 2,5 millioner stor population af amerikanske veteraner og i forskellige etniske grupper heri. Scoren viser en moderat performance mhp. at prædiktere kardiovaskulære events i alle grupperne men med en ikke ubetydelig variation imellem de forskellige etniske grupper.Fundene støtter, at man ikke umiddelbart kan benytte den testede prædiktionsmodel til præcist at forudsige kardiovaskulær risiko i forskellige etniske grupperinger. Det er svært at forestille sig, at modellen i sin nuværende form kan benyttes til at identificere patienter, der kan profitere af profylaktisk behandling, i hvert fald bør dette først testes i et nyt studie.I tolkningen skal også inddrages, at den undersøgte kohorte af veteraner langt fra er repræsentative for en generel population. I alt 94% af de inkluderede var mænd og body mass index var i gennemsnit 29. Forfatterne fremfører yderligere som en begrænsning i studiet, at man ikke har medtaget data om mentalt helbred såsom post-traumatisk stress syndrom og depression, der måske kunne spille en ikke ubetydelig rolle i den undersøgte population.Studiet understøtter at benytte risikostratificeringsmodeller udviklet og valideret i geografiske og etniske populationer sammenlignelige med den population man vil risikostratificere«.

Interessekonflikter ingen