Skip to main content

The kidney in vitamin B 12 and folate homeostasis

Læge Henrik Birn: Forf.s adresse: Valmuevej 3, DK-8240 Risskov. E-mail: hb@ana.au.dk Forsvaret finder sted den 20. oktober 2006, kl. 14.00, Auditorium 424, Anatomisk Institut, Bygning 1230, Universitetsparken, Aarhus Universitet, Århus. Opponenter: Pierre Ronco , Frankrig, Bo van Deurs og Jørgen Gliemann .

16. okt. 2006
2 min.

Disputatsen er baseret på mit arbejde ved Cellebiologisk Afdeling, Anatomisk Institut, Aarhus Universitet, og omfatter ti publicerede artikler inklusive en sammenfattende oversigt. Formålet har været at afdække de cellulære mekanismer, der regulerer optagelsen af filtrerede vitaminer og vitaminbindende proteiner i nyrens proksimale tubulus. Den betragtelige filtration i nyrens glomeruli indebærer, at fysiologisk betydende mængder vitaminer udskilles med ultrafiltratet. Den tubulære reabsorption af disse vitaminer, hvad enten de filtreres frit eller bundet til transportproteiner, er derfor afgørende for at forhindre et betydeligt tab af vitaminer i urinen.

Disputatsarbejderne baseret på studier i mus og rotter har vist, at forholdsvis få receptorer er ansvarlige for endocytose af vitaminerne B12 og folat. Megalin, en multiligand endocytosereceptor, er vigtig for optagelse og ophobning af vitamin B12 i nyren. Korrekt syntese af megalin i nyren er afhængig af samtidig tilstedeværelse af receptorassocieret protein, der også er et vigtigt værktøj for studiet af megalin. I forbindelse med rigelig vitamintilførsel oplagres store mængder frit vitamin B12 i nyren hos gnavere, hvorved nyren får en tilsyneladende funktion som vitamindepot. Da vitamin B12 endvidere metaboliseres i nyren, kan denne også spille en væsentlig rolle for omsætningen af vitaminet. Folat-receptoren er involveret i endocytose af filtreret folat og er dermed vigtig for normal optagelse af folat. Det strukturelt nært beslægtede, soluble folatbindende protein bindes til megalin således, at megalin også synes at spille en rolle for optagelsen af folat, der er bundet til folat-bindende protein. En tredje endocytose-receptor, cubilin-amnionless-komplekset, der fungerer som den ileale intrinsic factor-B12 -receptor, er også udtrykt i nyren og er væsentlig for normal, tubulær reabsorption af albumin, der også fungerer som bindingsprotein for folat.

Sammenfattende konkluderes, at optagelsen af folat og vitamin B12 i nyrens proksimale tubulus spiller en central rolle ikke alene for at bevare vitaminerne ved at sikre mod tab i urinen, men også i forbindelse med omsætning og muligvis deponering af vitaminer. Optagelsen i tubulus varetages af specifikke endocytose-receptorer, som interagerer og, for visses vedkommende, også er involveret i optagelsen af andre vitaminer og deres bindingsproteiner. Vor viden om de mekanismer, der formidler den intracellulære transport og cellulære sekretion af vitaminer, er sparsom. I modsætning til den tubulære reabsorption, der synes at være en konstitutiv proces, er sekretionen af vitaminer muligvis reguleret, f.eks. af vitaminindholdet i vævene. Fremtidige studier vil forhåbentlig tilvejebringe en forståelse af disse processer og deres regulering.