Kirurg for Røde Kors

I begyndelsen af maj 1980 stod jeg på en stige i vort gæstebadeværelse og hvidtede loft. Telefonen ringede, det var fra Dansk Røde Kors, som ville have mig til Thailand. Først afslog jeg, men efter en kort samtale med min kone fandt vi, at det nok ikke var så tosset at prøve. Kunne man få fri? Jeg ringede til professor Jens C. Christoffersen, min chef. Han var i sit sommerhus. Jeg forelagde ærindet for hans kone, for professoren var gået en tur. Hun fandt forslaget svært spændende og ville sige det til professoren. »Han ville også gerne med«, en typisk udtalelse fra en læge, der kunne mere end medicinen. Det blev begyndelsen til ti missioner for Røde Kors.

På den tid var det ikke så almindeligt at tage til Østen, og slet ikke til fjernt beliggende steder som grænsen til Cambodja og som læge. Jeg var speciallæge i kirurgi. Det skulle jo være godt nok, men heldigvis havde forsvaret sørget for flere kurser i krigskirurgi blandt andet i Sverige, hvor kirurger fra den amerikanske krig i Vietnam og fra Israel underviste. Det gav netop den ballast, som få andre havde fået.

Jeg havde et stort problem. Jeg havde aldrig arbejdet på en neurokirurgisk afdeling, så jeg brugte hele tiden i flyvemaskinen på at læse på emnet. Godt nok, for på den første vagt kom en meget smuk ung dame, der var blevet hugget i ansigtet med en økse, og en yngre mand, der var blevet skudt gennem hjernen. Vi lavede débridement. Næste morgen sad han op i sengen og forlangte noget at spise. Krigskirurgi var måske ikke så vanskeligt, som jeg troede.

En yngre kvinde blev bragt ind på den skandinaviske afdeling. Vietnameserne havde overfaldet de mange lejre på grænsen, og flere mindre hospitaler blev brændt. Der blev skudt med artilleri, og alle, der kunne, flygtede. Der kom mange sårede, og alle afdelinger var i fuld sving. Da vi var næsten færdige med det store arbejde, fandt vi den sårede kvinde skubbet lidt af vejen. Hun havde et skud gennem thorax og fik et dræn, men hun fik empyem, som vanskeligt kunne tømmes. Hun spiste intet og blev dårligere og dårligere. Hver morgen, når jeg ankom, sad hun i sengen med de foldede hænder foran ansigtet og spurgte ærbødigt, om hun ville overleve, og hvad der skulle ske med hendes nyfødte barn, der stadig var på grænsen. Jeg var optimistisk, men hvad skulle vi gøre. Hun kunne godt drikke lidt chokolademælk, men det var slet ikke nok. Svenskerne havde i en kamedorapport fortalt om en libanesisk læge, der gav 12 æg om dagen til patienter med brandsår. Fødevarer måtte ikke medbringes til den store lejr, hvor 140.000 mennesker opholdt sig, men delegaternes madpakker kunne bruges. Damen fik æg og chokolademælk, hun tog på i vægt og drog tilbage som helbredt (Fig. 1 ).

Der er en anden god ting ved krigskirurgi. Kommer folk levende ind på sygehuset, er der meget store chancer for, at de også kommer levende ud, blot man holder sig til de kendte principper med débridement af såret og forsinket sutur. Gør man ikke det, kan der være store risici.

Noget af det, der kan volde en problemer, er ens egen opførsel over for lokale medarbejdere. Skandinaver klarer sig godt. Jeg sammenligner med visse nabolande. Lad mig give nogle eksempler. En lokal anæstesisygeplejerske fortalte om hans families skæbne. Hans søster var blevet sprættet op levende af de røde khmerer. Vi var rystede. Han sluttede samtalen med et smil. Han ville ikke have, at vi skulle tabe ansigt over hans historie. Pludselig en dag ville den lokale stab ikke arbejde mere. Ingen ville sige, hvad der var i vejen, for ingen skulle tabe ansigt. Vi satte os alle på en sten foran hospitalet. Så var der en, der sagde, at vi havde beskyldt dem for at stjæle. Jeg kom i tanker om, at vi ofte siger »at nogen har taget noget«, når »noget« ikke ligger på sin vante plads. Jeg fortalte om vor sprogbrug. Alle åndede lettet op. Vi besluttede at holde møder hver 14. dag for at komme problemerne i forkøbet.

På et tidspunkt blev jeg fastansat i Dansk Røde Kors. Jeg havde flere gange været på den cambodjanske grænse og i 1982 inde i Cambodja. En fantastisk oplevelse at være i et land, der skal genskabes, så at sige fra næsten intet. Det var ikke muligt at bo på hospitalet i Kampong Speu. Muligvis ville vietnameserne ikke tillade det, de sad stadig som herrer i landet. Cambodjanerne har aldrig brudt sig rigtigt om dem. Det er gammelt fjendskab helt fra Angkortiden. Hovedstaden Phnom Penh havde kun en ganske lille befolkning, fortrinsvis bønder, der nu boede i etagehuse, hvor de havde grise og høns på tredje sal. Der stod bure med slanger uden for restauranterne og hejrer i rendestenen klar til at blive spist (Fig. 2 ). Få andre fremmede var i byen, men et svensk hold arbejdede ved Tonle Sap Søen. Alle andre var russere og østtyskere. De var ikke velsete. De lokale gjorde klart tegn til os, om at de ikke kunne lide dem. En dag blev jeg omringet af en masse børn, der råbte, at jeg var russer, og de begyndte at kaste med sten. Heldigvis kom en richshawfører forbi og dyssede det hele ned. Han havde cyklet med mig tidligere. Vi kendte til hinanden. Nu var han cyklopuch-driver. Tidlige var han gymnasielærer.

Jeg har oftest haft en ældre udgave af Hamilton Baleys: »Emergency Surgery« med mig. Den skal være lidt ældre, idet der skrives om ting, der nu er gået i glemmebogen, men som stadig kan bruges, når man ingen har at spørge om råd. En dag kom der en stakkels bonde og hans kone. Han var selv efter cambodjanske forhold tynd, han kastede blod op og havde mavesmerter. Skulle jeg sende ham hjem og sige, at jeg intet kunne gøre, hvilket han givetvis ville acceptere, eller skulle han have en ventrikelresektion for sit mavesår? Han ville løbe risikoen. Han blev opereret og havde mavesår. Han fik en dropslange som duodenalsonde, besked om ikke at spise og morphin til om natten. Konen skulle passe på, at alt gik som instrueret. Der blev givet anæstesi med æther af min gamle sygeplejekollega Inge Hansen. Der var ingen lys på operationsgangen, men en pandelampe var til god nytte, og vand måtte hentes fra floden. Da dagen var omme, kørte vi til Phnom Penh. Manden sad glad op i sengen næste dag.

Der kræves også en stab af medarbejdere med en egnet uddannelse. Eller måske nogen, der er villige til af lægge sig i selen for at få den. Blandt khmererne i Thailand var dette ikke noget problem. Mange havde en halvfærdig uddannelse ved universitetet eller var fx helikopterpiloter. Det var ikke svært at lære dem, at hvad der løb ind i en patient også skulle ud igen, og at sterilitet var en vigtig ting.

Tit måtte vi finde os i at blive flyttet fra sted til sted. 3-4 måneder et sted, så videre til et nyt. Næste mål var Pakistan. Først tre måneder som kirurg i Peshawar (Fig. 3 ). Derefter medical coordinator i Quetta og senere i Peshawar. Som medical coordinator er man medicinsk chef for sygehusene, med ansvar for opgavernes udførelse, for at kirurgien foregår ordentligt, men også for relationerne til fremmede afdelinger, myndighederne, ens egne fremskudte nødhjælpsposter, gæster osv. - et spændende job, hvor det er nemt at høste utilfredshed, hvis man ikke passer på. De kirurger, der kommer, kan være alt fra særdeles veluddannede læger til nogle, der kun li ge er begyndt på uddannelsen. Nogle kom fra lande, hvor man kun lærer ét speciale, såsom øvre abdominal-kirurgi og intet andet. Nogle havde et problem hjemme, som de håbede blev løst ved deres fravær. Samtidig skal man støtte personale, som ikke bliver ordentligt behandlet af kolleger, et fænomen der let optræder, når mange nationaliteter er samlet med meget forskellige meninger og holdninger om, hvordan tingene skal løses, oftest også med en begrænset indsigt i sagerne.

Samtidig er det en oplagt mulighed for at få et glimrende kendskab til stedet. Som medical coordinator har jeg rejst rundt til steder, hvor få andre har været. Mange har været i New Delhi og i Lahore for at se mogulpaladserne, langt færre har været i Tact I Bahi nord for Peshawar, hvor det bedst bevarede buddhistiske kloster ligger, endnu færre har set Ashokas indskrifter øst for Mardan, og næsten ingen har været i Tribal Area, grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan. Røde Kors havde flere førstehjælpsstationer i området fra Chaman vest for Quetta over Wasiristan og Landi Kotal til Mohammat Gath mod nord. Pakistansk lov hersker der, men ingen tager det højtideligt. Alle er bevæbnede. Ingen fremmed rejsende må færdes alene. Alle skal følges af mindst fire levies, eller soldater. Sært er det at gå rundt på sightseeing med bevæbnede soldater helt klos på en. Om natten skal man opholde sig i veritable fæstninger med krenelerede mure og bevæbnede soldater ved porten. Skønt er der i landskabet, ingen forurening med bildele eller plastikposer.

Arbejdet gav mange andre opgaver. Der var voldsomme kampe ved byen Khost i det helt østlige Afghanistan. Når operationsholdene blev trætte, måtte medical coordinator'en træde til. Vi kunne lige holde trit med ankomsten af syge, hvis jeg arbejdede om natten. To hold arbejdede om dagen. I de tolv dage det varede, før der kom forstærkninger, ankom der 12 patienter hver eneste nat. Man må huske på, at ikke alle krigsskader er lige svære, men en fast rutine og god hjælp er særdeles vigtig.

Krigen i Afghanistan fortsatte. Der blev skudt hen over hospitalet i Kabul, somme tider var der bevæbnede muhajediner inde på hospitalet. Til tider blev personalet så trætte af begivenhederne, at de helst ville væk, men det kunne også skyldes, at der var behov for moralsk opbakning, eller at der skulle laves en operation, som de troede, at jeg var mester i. På et tidspunkt hvor der var nogenlunde fredeligt, holdt Kabuls befolkning en stor fest. Klokken halv syv begyndte befolkningen at skyde med lyssporprojektiler, og en kugle kom ned gennem taget og ramte operationssygeplejersken. Kvinder og børn gik ud for se, hvad der skete. Mange blev ramt i hovedet af nedgående kugler. Pludselig var der over 25 skudskader i modtagelsen. Dette er for intet at regne, mod hvad der tidligere skete. Helt op mod 500 skadede kunne der komme ind. Oversygeplejerske Ingrid Anderson stod for triagen, hun fortjener alles ros.

I Basavul lidt inde i Afghanistan lå en førstehjælpsstation. Lidt derfra havde afghanerne lavet et nødhospital. En gammel mand var blevet indbragt, han var blevet fundet på vejen. Jeg stod og talte med staben, da døren gik op. Ind kom to nomader. Høje, flotte fyre med pandebånd om hovedet og et maskingevær i hånden. Alle de lokale forsvandt. Forholdet mellem nomader og fastboende er ikke altid godt. De så skumle ud. Jeg gik hen til dem og sagde på dansk, at det var morsomt at træffe dem, og om jeg kunne gøre noget for dem. Så ændrede situationen sig pludselig. Den gamle var deres far. Vi ville sørge for ham.

Derefter var jeg seks måneder i Mogadishu, hvor Røde Kors-arbejdet blev styret fra Nairobi. Stor afstand kan skabe vanskeligheder. Uheldigvis var nogle af cheferne for subdelegationerne ikke deres stilling voksen. En delegat blev skudt. En administrator forlod stedet efter to væbnede overfald. En måtte forlade stedet, fordi man truede med, at han ville kom hjem i en kiste. Men trods alt var det en kæmpeoplevelse. Stuegang dagligt til 90 patienter. Det er ikke nogen stor kunst, da de fleste havde skudsår, og forbindingen viste, hvor såret var. Men afskudte underkæber og alvorlige tarmlæsioner kunne give kæmpeproblemer. Når det stod helt galt til, og jeg var ved at opgive, kom sygeplejerskerne hen til mig, tog mig i hånden og sagde, at det nok skulle gå. Alle var naturligvis muhamedanere, men islam har mange ansigter. Der var mange ordentlige folk i dette kaos.

Sidste mission blev et halvt år i Cambodja. Er man først ramt af cambodjanitis, kan det ikke være bedre. I Mogol Borai, en stor landsby syd for Sisophong i Nordvestcambodja, havde Røde Kors et sygehus (Fig. 4 ). Jeg skulle tage mig af de mange syge fra grænsen, behandle mineskader, hjælpe og uddanne de lokale læger og tage mig af UNTAC-personale. Her i sidste halvdel af 1993 var vi det mest specialiserede sygehus i Cambodja. En sær tanke. Tre lokale kirurger, hvoraf den ene var en specialuddannet sygeplejerske, og to europæere. Også her måtte man læse på lektierne før operationerne. Der forekom tyfus og tuberkuløse tarmperforationer, alvorlige bækkenlæsioner med overrevet urethra og amputationer i rigelige mængder.

Demarkationslinjen gik ikke så langt fra hospitalet. Det var ofte min opgave at tage til den anden side og hjælpe et lille hospital, som Médicins Sans Frontières tog sig af. Ligesom hos os, havde de mange patienter med tuberkulose. Medicinen var dyr og blev oftest ikke taget, men blev solgt, for at familien kunne overleve. Det var som i dødens forgård at komme dertil, men de satte pris på os. En ting skulle man huske: Man skulle aldrig køre som det første køretøj på vejen dertil, for vejen var tit mineret. Det giver et vældigt hul i vejen, når man kører over en pansermine. Køretøjet forsvinder faktisk (Fig. 5 ).

Man skal holde op, mens legen er god. Efter tre og et halvt år sagde jeg stop. Man går glip af meget derhjemme, og der sker ændringer i ens fag. Men mine mange missioner med Røde Kors har givet mig megen lærdom og muligvis også en smule visdom. Jeg fik en glimrende stilling, da jeg kom hjem.