Kirurgi til ældre

Indikationerne for kirurgi er ikke anderledes for ældre end for alle andre: en afvejen af omkostninger mod den forventede gevinst. Problemet er alene, at disse faktorer ændrer valeur fortløbende. Med stigende alder bliver resurserne mindre og provenuet ved et indgreb mere tvivlsomt. Den gamle har kortere restlevetid med ringere kvalitet samt mindre glæde af den og samtidig mindre resistens mod kirurgisk indgriben samt et mere kritisk postoperativt forløb. Disse ændringer indtræder gradvist og ikke på dato, individuelt forskelligt i aldersforløbet. Altså er der intet standardsvar på spørgsmålet: Skal der opereres eller ikke? Ej heller fødselsattesten kan tjene til vejledning. Den 65-årige kan være mere fysisk sammenlignelig med en 80-årig end med sine jævnaldrende, så alderen bliver mere til vildledning end til vejledning. Yderligere er den enkeltes vurdering under hele forløbet skiftende, ikke blot fra år til år, men endda fra dag til dag, afhængig af den akutte situation. Men en dag når den, der bliver gammel nok, til konklusionen om indgreb: Det er ikke omkostningerne værd. For mange er det sidste argument for at acceptere smerte og besvær alene angst for døden. For andre forekommer døden i høj alder ikke som et tab, men ligefrem som en befrielse. I hvert fald som en rimelig slutning på en lang historie.

Der er ikke nogen skæringsdato for disse to holdninger. Der er heller ikke megen hjælp at hente hos yngre, selv læger klamrer sig til ufilosofiske argumenter: »O.k., du bliver nok 100 år!«. Eller det spejder-friske: »Så længe der er liv, er der håb!«. Hvor den gamle forgæves kan spørge: håb om hvad?

Kirurgen er en dårlig vejleder. Han kender sjældent patienten, blot hans røntgenbillede. Hans ambition går på at kvalificere sig ved at operere skrøbelige vrag uden mors in tabula – det videre forløb er ikke hans område. Men han er ofte vidunderligt dygtig. De sociale perspektiver er, ligesom de psykologiske, ikke hans ansvar og ligger uden for hans horisont. At invaliditetsgraden mindre afhænger af, hvor stift knæet er, end hvor højt oppe i etagerne man bor, er én ting. En anden er, hvor forskelligt det tæller, om gangrænøse ben, som amputeres, tilhørte et tidligere postbud eller en telefonist. Han vil bedre kunne rådgive kvalificeret om, hvorvidt en plagsom ligtorn skal fjernes, end om, hvordan der skal disponeres med den 90-årige, som har fået coloncancer. Stadig den simple statusopgørelse: omkostning mod gevinst.

Det er samme slags overvejelser, der gælder for dispositioner på en intensivafdeling, hvor patienten ofte er uden bevidsthed, og hvor behandleren står med ansvaret for procedurer og det mulige resultat, men hvor den, der kommer i maskinen, aldrig slipper ud, som den han var.

Da man havde »egen læge«, der kendte sin patients livsforløb, arbejde, bolig, økonomi og familie, var det nemmere at træffe beslutninger og f.eks. efter al forgæves umage sige: »Nu slutter vi!« I dagens situation kender læger omkring lejet ikke patienten, kun hans personnummer. De kan intet relevant beslutte for ham, kun rutinemæssigt gør det, de kan, og fortsætte med det, fordi de ikke kan holde op.

Lægens situation i dag er, at han ikke kender nok til patienten til at turde holde op. Så når man omsider er lykkeligt død, er der betydelig risiko for, at emsige behandlere vækker en op igen, så man resigneret må sukke: »Åh nej, så skal jeg til det én gang til!«.

En aldrende kollega agtede med dette perspektiv at få tatoveret tværs over sternum: Hold nallerne væk! Hvortil en fra intensivafdelingen bemærkede: »Spar det, vi tager ikke skjorten af dig, før vi går i gang«.

Endnu en gang må man erkende, at vel har vi opnået guders almagt (næsten), men vi har ikke arvet deres visdom.