Skip to main content

Knowing the unseen and seeing the unknown

Læge Malene Hilden: Forf.s adresse: Toftebakkevej 18, DK-2500 Valby. E-mail: malenehilden@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 26. november 2004. Bedømmere: Bent Ottesen, Kari Ormstad , Norge, og Elsa-Lena Ryding , Sverige. Vejledere: Berit Schei , Norge, Katrine Sidenius og Jens Langhoff-Roos .

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Gynækologisk Afdeling, Amtssygehuset i Glostrup, samt Center for Voldtægtsofre, H:S Rigshospitalet, og inkluderer tre originale arbejder.

Formålet med arbejdet var at opnå indsigt i de helbredsmæssige konsekvenser af seksuelle overgreb. Blandt kvinder undersøgt umiddelbart efter et overgreb, ønskede vi at vurdere risikoen for at pådrage sig anogenitale skader. Dernæst ønskede vi at belyse sammenhængen mellem tidligere seksuelle overgreb og aktuelt helbred, samt at undersøge gynækologiske patienters oplevelser af den gynækologiske undersøgelse.

Afhandlingen omhandler to studier: et registerbaseret blandt kvindelige ofre undersøgt på Center for Voldtægtsofre og en spørgeskemaundersøgelse blandt gynækologiske patienter i fem nordiske lande.

Anogenitale skader var associeret til overgreb på kvinder, der ikke tidligere havde haft samleje, samt til overgreb, som involverede anal indtrængning. Forekomsten af skader var ikke associeret til alvorligheden af overgrebet.

Blandt 3.539 gynækologiske patienter rapporterede 21% at have været udsat for et seksuelt overgreb på et tidspunkt i deres liv. Denne gruppe kvinder henvendte sig hyppigere pga. kroniske underlivssmerter, og de angav hyppigere at deres helbred generelt var dårligere end ikke seksuelt misbrugte kvinders.

De fleste gynækologiske patienter oplevede kun lidt ubehag under den gynækologiske undersøgelse. En lille andel beskrev kraftigt ubehag, hvilket var associeret til bl.a. ung alder, negativ kontakt med gynækologen og tidligere seksuelle overgreb.

Det er vigtigt at gynækologer er opmærksomme på denne sammenhæng, og der bør ved anamneseoptagelse spørges til tidligere overgreb, om ikke blandt alle patienter, da blandt udvalgte patientkategorier.