Skip to main content

Kønsforskelle i reguleringen af urinproduktionen

Forskningsassistent Charlotte Graugaard-Jensen: Forf.s adresse: Klinisk Institut, Århus Universitetshospital, Skejby, Brendstrupgårdsvej 100, DK-8200 Århus N. E-mail: graugaard@ki.ai.dk Forsvaret fandt sted den 20. juni 2008. Bedømmere: Truls E. Bjerklund Johansen, Bent Ottesen og Søren Schwartz Sørensen. Vejledere: Jens Christian Djurhuus, Gitte M. Hvistendahl og Jørgen Frøkiær.

20. jun. 2008
2 min.
Foto:Tonny Foghmar portræt,afdk,klinisk institut

Denne ph.d.-afhandling udgår fra Klinisk Institut, Aarhus Universitet, og Urologisk Afdeling på Århus Universitetshospital, Skejby.

Gennem de seneste 20 år er der forsket intenst i urinproduktionens døgnrytme mhp. at komme de fysiologiske og patofysiologiske mekanismer bag både enuresis nocturna og nykturi nærmere. Denne tese tager udgangspunkt i, hvordan endogent og eksogent østrogen påvirker urinproduktionen med specielt fokus på argininvasopressin (AVP) og oxytocin. Endvidere sættes der fokus på, hvor i reguleringen af urinproduktionen der forekommer kønsforskelle. I alt 70 døgnundersøgelser af raske unge mennesker ligger til grund for tesens resultater.

Vi finder, at den cirkadiane rytme i udskillelsen af AVP er uafhængig af koncentrationen af såvel endogent som eksogent østrogen. Højt østrogen nedsætter derimod ρ-osmolalitet og ρ-Na, hvilket støtter hypotesen om, at østrogen nedsætter osmoreceptorernes tærskel for AVP-frisætning. På trods af denne modulering er både diuresen og urinosmolaliteten uændret.

Der er samme AVP-rytme hos mænd og kvinder, dog med en tendens til at ρ-AVP er højere hos mænd end hos kvinder. Desuden synes den renale sensitivitet for AVP at være øget hos mænd, hvilket dog ikke medfører en ændring i hverken diurese eller urinosmolalitet. Urinudskillelse af prostaglandin-2 er øget hos mænd, hvorimod natriumudskillelsen ikke fandtes tilsvarende forhøjet. Dette kunne skyldes, at mænd besidder en helt specifik renal natriumhåndtering.

Der er kønsforskelle i reguleringen af urinproduktionen, men det er stadig ikke fuldt afklaret. Der er en stærk tendens til, at kønshormoner er involveret, men flere studier for at belyse dette er nødvendige.