Antidiabetisk medicin og lægemidler til antikoagulationsbehandling er de stofgrupper, som hyppigst fører til akutte indlæggelser hos ældre på grund af medicinbivirkninger. Specielt for sulfonylurinstofferne er der på grund af deres lange halveringstider og hypoglykæmiske effekter grund til at være opmærksom. Warfarin kan forstærke den hypoglykæmiske effekt af sulfonylurinstofferne.
Det aktuelle studie er et retrospektivt kohortestudie med 465.918 > 65-årige, som havde diabetes, og som i perioden 2006-2011 var i behandling med sulfonylurinstof. 71.895 (15,4%) indløste i løbet af undersøgelsesperioden også en recept på Warfarin. I de perioder, hvor patienterne ud over sulfonylurinstofferne også var i warfarinbehandling, var indlæggelser og skadestudebesøg på grund af hypoglykæmi signifikant højere (294/416.479 versus 1903/3.938.939; oddsratio (OR): 1,22; 95% konfidens-interval (KI): 1,05-1,42). Samtidig brug af sulfonylurinstof og warfarin var også associeret med faldrelaterede frakturer (3.919/416.479 versus 20.759/3.938.939; OR: 1,47; 95% KI: 1,41-1,54) og konfusion (2.490/416.479 versus 14.414/3.938.939; OR 1,22: 1,16-1,29).
Forsker og læge Sasha Pilemann-Lyberg kommenterer: »Det er vigtigt at vurdere indikationen for brugen af sulfonylurinstoffer hos den enkelte patient. Vi har i et nyligt publiceret retrospektivt studie vist, at sulfonylurinstoffer skal bruges varsomt eller helt undgås hos ældre patienter med flere konkurrerende nyre-, lever- eller hjertesygdomme. I Danmark var der 0,48 tilfælde af svær hypoglykæmi pr. 100 patientår hos patienter behandlet med sulfonylurinstoffer. Med ovenstående in mente er sulfonylurinstoffer stadig relevant i behandlingen af type 2-diabetes«.
Interessekonflikter: ingen