Skip to main content

Kombinationsvaccine mod mæslinger, fåresyge, røde hunde og skoldkopper øger risikoen for feberkramper

Formålet med dette canadiske, retrospektive kohortestudie var at bestemme risikoen for udvikling af feberkramper efter administration af henholdsvis MFRV og MFR + V.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@hotmail.com

25. jul. 2014
2 min.

Lande som Canada, Italien og Tyskland anvender den såkaldte MFRV-vaccine, som ud over mæslinger, fåresyge og røde hunde beskytter mod skoldkopper (varicella). Studier har antydet, at kombinationsvaccinen, i forhold til to separate vacciner (MFR + V), øger risikoen for feberkramper. Formålet med dette canadiske, retrospektive kohortestudie var at bestemme risikoen for udvikling af feberkramper efter administration af henholdsvis MFRV og MFR + V.

I kohorten indgik 277.774 børn i alderen 12-23 måneder, heraf 4% ”højrisikobørn” (tidligere feberkramper, neurologisk sygdom), som fik første dosis af enten MFRV eller MFR + V i 2006-2012. Vaccinationsdata blev koblet til data vedrørende eventuel feberkramperelateret kontakt med sundhedsvæsenet omkring vaccinationstidspunktet.

For MFR + V-gruppen var incidensen af feberkramper 2,2 pr. 10.000 administrerede doser; for MFRV-gruppen var incidensen 5,8 pr. 10.000 doser. Risikoen for at udvikle feberkramper 7-10 dage efter vaccinering var dobbelt så stor for MFRV som for MFR + V (relativ risiko (RR) = 1,99; 95% konfidens-interval (CI): 1,30-3,05). Der var en relativ højere incidens af feberkramper i højrisikogruppen, men risikoforøgelsen for denne gruppe var ikke signifikant (RR = 1,30; 95% CI: 0,60-2,79).

Ifølge forskerne må man fra politisk hold opveje fordele og ulemper ved de to vaccinationer og tage stilling til, om valg af vaccine skal være op til det enkelte barns forældre og læge.

Forsker og ph.d. Signe Sørup, Statens Serum Institut, kommenterer: ”I Danmark anbefales MFR-vaccinen ved 15 måneder, men der vaccineres ikke mod skoldkopper. Derfor har disse resultater ikke betydning for dansk praksis, men de understreger nødvendigheden af at overvåge både tilsigtede og utilsigtede effekter af vacciner”.

Interessekonflikter: ingen

MacDonald SE, Dover DC, Simmonds KA et al. Risk of febrile seizures after first dose of measles-mumps-rubella-varicella vaccine: a population-based cohort study. CMAJ 2014 Jun 9. pii:cmaj.140078 (e-pub ahead of print).