Konstriktiv perikarditis udløst af cabergolin

Konstriktiv perikarditis (KP) er en sjælden, men alvorlig senfølge til kronisk perikarditis. Symptomerne er relateret til højresidig hjerteinkompensation og besværet fyldning af hjertet. Årsagerne til KP er mangeartede, men oftest idiopatiske [1, 2]. I behandlingen af Parkinsons sygdom har dopaminagonisterne pergolid og cabergolin været associeret med mulig udvikling af perikarditis og fibrose af hjerteklapper [3-5]. Vi præsenterer en sygehistorie, hvori vi finder det sandsynligt, at cabergolin har været en medvirkende årsag til udviklingen af KP.

Sygehistorie

En 72-årig mand med kendt Parkinsons sygdom var gennem fire år blevet behandlet med cabergolin 4 mg × 1. Han var et år forinden blevet indlagt med brystsmerter og inferiore ST-elevationer i elektrokardiogram (EKG). En akut koronarangiografi viste etkarssygdom med okklusion af en mindre obtusus marginalis-gren, som ikke kunne åbnes med perkutan koronar-interventionsteknik. En ekkokardiografi viste, at venstre ventrikels uddrivningsfraktion (EF) var reduceret til omkring 45%, og der sås et mindre, ikkebetydende perikardieekssudat på 5-10 mm lokaliseret posterolateralt over venstre ventrikel.

Patienten havde gennem to måneder haft funktionsdyspnø, ascites og underekstremitetsødemer. En fornyet ekkokardiografi viste uændret, let reduceret EF på 45-50% med posterolateral hypokinesi i det tidligere infarktområde. Der påvistes biatrial dilatation med restriktivt fyldningsmønster bedømt med Doppler-teknik over såvel mitral- som tricuspidalklapperne. Under inspiration sås der signifikant faldende tidlige fyldningshastigheder (peak E-hastigheder) over mitralklappen og stigende tidlige fyldningshastigheder over tricuspidalklappen. Septum interventriculare udviste kompensatorisk sendiastolisk forskydning (udbuling), og perikardiet syntes at være fortykket.

En hjertekateterisation viste ensartede forhøjede slutdiastoliske tryk i såvel højre som venstre ventrikel og arteria pulmonalis samt indkilingstryk i arteria pulmonalis på 24-28 mmHg. Trykkurverne fra højre ventrikel var forenelige med såkaldte dip-plateau-kurver - et mønster som ses ved KP. Man kunne ikke sikkert påvise perikardiefortykkelse ved en computertomografi. Undersøgelserne tydede på KP, og patienten blev indstillet til perikardiektomi. Cabergolin blev seponeret på mistanke om årsagssammenhæng. Anamnesen var uden tidligere akut perikarditis, stråleterapi, hjertekirurgi og thoraxtraumer.

Ved perikardiektomien, som blev udført uden komplikationer, fandt man et fortykket, fibrotisk perikardium på 1-1,5 cm omkring vena cava superior, højre atrium og højre ventrikel. Perikardiet over venstre ventrikels forvæg og arteria pulmonalis var stramt. Der var fibrøse adhærencer mellem hjerte og perikardium. Perikardiet over det tidligere infarktområde var normalt. Ved en histologisk undersøgelse fandt man et cellefattigt bindevæv med lymfocytaggregater, hvilket er foreneligt med et kronisk inflammeret fibrotisk perikardium. Postoperativt var forløbet ukompliceret. En ekkokardiografi viste uændret venstre ventrikelfunktion, men nu med normale fyldningsmønstre over mitral- og tricuspidalklapper samt ophævet sendiastolisk udvidelse af septum. Klinisk havde patienten klart aftagende symptomer.

Diskussion

Cabergolin er en dopaminreceptoragonist og tilhører sammen med bromocriptin og pergolid gruppen af ergolinderivater. Stofferne kan udløse pleural og retroperitoneal fibrosedannelse, og i de senere år har cabergolin og pergolid været rapporteret associeret med hjerteklapfibrose [3]. Der foreligger to rapporter, hvori cabergolin er mistænkt for at føre til KP. I rapporterne beskrives to cabergolinbehandlede patienter med Parkinsons sygdom med diagnosticeret KP og senere tilkomst af lungefibrose, som førte til mistanke om sammenhæng mellem brugen af cabergolin og udviklingen af KP [4, 5].

Vi anser det for overvejende sandsynligt, at cabergolin var en væsentlig medvirkende årsag til KP hos denne patient, som ikke havde tegn på ledsagende lunge- eller retroperitoneal fibrose. Selv om patienten havde haft akut myokardieinfarkt, sås der ved operationen ingen forandringer i perikardiet over det mindre infarktområde. Perikardietykkelsen tyder på, at den kroniske perikarditis havde udviklet sig over længere tid. Dansk Cardiologisk Selskab anbefaler, at patienter i cabergolin- og pergolidbehandling tilbydes ekkokardiografi med henblik på undersøgelse for hjerteklapfibrose. Denne sygehistorie tyder på, at der tillige bør være fokus på perikardiets forhold. Den eneste effektive behandling er kirurgisk fjernelse af det fortykkede perikardium. Hos den her omtalte patient blev perikardiektomien gennemført uden komplikationer og med tilfredsstillende klinisk og ekkokardiografisk resultat.

Søren Pihlkjær Hjortshøj, Kardiologisk Afdeling S, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital, DK-9100 Aalborg. E-mail: sph@dadlnet.dk

Antaget: 27. april 2006

Interessekonflikter: Ingen angivet

Taksigelser: Forfatterne takker overlæge Vibeke Jensen , Patologisk Institut, Aalborg Sygehus og overlæge Ulrik Baandrup, Patologisk Institut, Aarhus Sygehus for gennemgang af det histologiske præparat.

1. Maisch B, Seferovic PM, Ristic AD et al. Guidelines on the diagnosis and management of pericardial diseases executive summary; the task force on the diagnosis and management of pericardial diseases of the European society of cardiology. Eur Heart J 2004;25:587-610.
2. Troughton RW, Asher CR, Klein AL. Pericarditis. Lancet 2004;363:717-27.
3. Baseman DG, O'Suilleabhain PE, Reimold SC et al. Pergolide use in Parkinson disease is associated with cardiac valve regurgitation. Neurology 2004;63: 301-4.
4. Ling LH, Ahlskog JE, Munger TM et al. Constrictive pericarditis and pleuropulmonary disease linked to ergot dopamine agonist therapy (cabergoline) for Parkinson's disease. Mayo Clin Proc 1999;74:371-5.
5. Townsend M, MacIver DH. Constrictive pericarditis and ple uropulmonary fibrosis secondary to cabergoline treatment for Parkinson's disease. Heart 2004; 90:e47.