Konvertering af nyopstået atrieflimren

Atrieflimren er en meget almindelig årsag til akutte indlæggelser. I en ny blindet, randomiseret undersøgelse belyses effekten af to strategier til genoprettelse af sinusrytme hos patienter, som henvender sig i skadestuen med akut opstået atrieflimren: medicinsk konvertering med infusion af et klasse 1A-antiarytmikum (procainamid) over 30 minutter efterfulgt af elektrokonvertering (drug-shock) versus elektrokonvertering alene (shock). Ca. 400 patienter blev randomiseret til de to behandlingsarme, hvor den primære effektparameter var opnåelse af sinusrytme efter start af behandlingen. De to strategier var lige effektive: 96% opnåede sinusrytme i drug-shock-gruppen og 92% i shock-gruppen, men ca. 50% opnåede sinusrytme efter infusion af antiarytmikum alene og behøvede derfor ikke at gennemgå elektrokonvertering. Blandt de ca. 80% af patienterne, som kunne følges op efter 14 dage, havde 95% sinusrytme, uanset den initiale behandling.

Overlæge Niels C.F. Sandgaard, Elektrofysiologisk Sektion, Hjertemedicinsk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Studiet viser en klar effekt af et klasse 1A-antiarytmikum med en mediantid til konvertering på 23 minutter. Elektrokonvertering vælges udført relativt hurtigt ca. 1 time efter administrationen af antiarytmikum. Procainamid er ikke registreret som antiarytmikum i Danmark. I stedet anbefaler Dansk Cardiologisk Selskabs behandlingsvejledning vernakalant, flecainid eller propafenon. Det er dog også interessant, at 9% i kontrolgruppen konverterer på placebo med en mediantid til konvertering på 59 minutter, hvilket illustrerer, at tidsfaktoren har en stor betydning. Tidligere studier har vist, at op mod 70% af de akut indlagte patienter med nyopstået atrieflimren konverterer spontant inden for 24 timer. I disse år med øget pres på medicinske senge er det naturligvis interessant at kunne konvertere atrieflimren medicinsk, så man sparer ressourcer, tid og eventuelle komplikationer i forbindelse med anæstesi. Man skal blot holde sig for øje, at man formentlig kan opnå mindst samme effekt ved at vente mindst 24 timer uden nogen form for behandling. Det kunne for eksempel implementeres ved information af patienten om den nyopståede arytmologiske lidelse og derefter hjemsendelse til hurtig ambulant opfølgning.

Stiell IG, Sivilotti MLA, Taljaard M et al. Electrical versus pharma-cological cardioversion for emergency department patients with acute atrial fibrillation (RAFF2): a partial factorial randomised trial. Lancet 2020;395:339-49.

Interessekonflikter: NCFS er aflønnet foredragsholder for Johnson & Johnson og ikke aflønnet foredragsholder for Merit Medical