Content area

|
|

Korrekt behandling af akut akillesseneruptur – det svære valg

Forfatter(e)
Kristoffer Weisskirchner Barfod1, Ann Ganestam2, Bjørn Lindegård Madsen2, Lars Bo Ebskov2, Maria Swennergren Hansen3 & Per Hölmich4 1) Ortopædkirurgisk Afdeling, Køge Sygehus 2) Clinical Orthopedic Research Hvidovre, Ortopædkirurgisk Afdeling, Amager/Hvidovre Hospital 3) Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling, Amager/Hvidovre Hospital 4) Sports Orthopedic Research Center – Copenhagen (SORC-C), Artroskopisk Center, Ortopædkirurgisk Afdeling, Amager/Hvidovre Hospital Ugeskr Læger 2015;177:V06150532

Gennem de seneste fem år har behandlingen af akut akillesseneruptur ændret sig markant i Danmark. Frem til 2010 lå operationsfrekvensen stabilt på ca. 50%, men i perioden 2010-2014 er operationsfrekvensen halveret til under 25% af rupturerne [1]. Formålet med denne artikel er at diskutere denne praksisændring i forhold til den eksisterende evidens på området og at komme med anbefalinger med henblik på en vellykket ikkeoperativ behandling.

AKILLESSENERUPTUR

Anatomi og funktion

Akillessenen er kroppens største og stærkeste sene [2]. Den overfører kraft fra lægmusklen til foden og er afgørende for gang, løb og postural kontrol [3]. Senen er opbygget af 95% type I-kollagen orienteret i parallelt forløbende bundter [4]. Ved cykliske bevægelser absorberer og frigiver senen energi, og ved gentagne hop på stedet er det påvist, at den raske sene genererer op mod 60% af den nødvendige energi [5], egenskaber, som går tabt ved ruptur af senen, hvorfor behandlingen stræber mod at genskabe disse egenskaber.

Forekomst

Der forekommer ca. 1.500 akutte akillessenerupturer om året i Danmark [1]. Incidensen er størst hos personer i alderen 31-50 år (85/29 (mænd/kvinder) pr. 100.000 personår) efterfulgt af de 51-70-årige (58/15 (mænd/kvinder) pr. 100.000 personår) [1]. Over de seneste 20 år er der set en støt stigning i incidensen i aldersgruppen over 50 år, mens incidensen for personer i alderen 31-50 år har ligget konstant og for 18-30 årige er faldet [1].

Ætiologi

Trods intensiv forskning i senepatologi diskuteres det stadig, hvorfor akillessenen rumperer [6]. Det er påvist, at kernen af akillessenen stort set ikke fornys efter vækstspurten [7], hvilket formentlig fører til en progredierende degeneration af senen [8]. Overbelastning,
alder og nedsat blodtilførsel er foreslået som disponerende faktorer [8, 9]. Brug af fluroquinoloner er påvist at øge risikoen for ruptur med en oddsratio på 2 [10]. Kortikosteroider er associeret med akillesseneruptur, men det har ikke været muligt at vise en kausal sammenhæng [11].

Heling

Heling af den rumperede akillessene kan inddeles i tre faser: 1) inflammationsfasen, hvor hæmatomet dannes, blodpladerne og neutrofilocytterne aktiveres, og vækstfaktorer samt kemotaktiske faktorer frigives, 2) proliferationsfasen, hvor angiogenesen tager over, og produktion af kollagen type III øger senecallus’ styrke. Efter 10-14 dage har senecallus nået en styrke, hvor den tåler mekanisk belastning, produktionen af kollagen type I tager gradvist over, og senecallus når sin maksimale størrelse [12]. 3) Remodelleringsfasen indtræder efter 1-3 måneder og varer i flere år. Kollagenfibrillerne aflejres i et mere parallelt mønster og antallet af krydsbindinger øges [13].

Stimulering af heling

Mekanisk belastning er påvist at bidrage positivt til heling af læderede fleksorsener hos mennesker samt overskårne akillessener hos rotter [12-14]. Stimulering med vækstfaktorer og autologe blodplader er forsøgt, men har ikke vist effekt i kliniske forsøg [15].

Diagnose

Patienter med akut akillesseneruptur har ofte en anamnese med et smæld i læggen, der kan føles som et spark bagfra. Skaden er hyppigt opstået ved sport. Der er en palpapel defekt i senen, typisk 4 cm proksimalt for calcaneus, som kan kamufleres af en intakt plantarissene. Der er altid bevaret en grad af aktiv plantarfleksion
betinget af de resterende posteriore muskler, men patienten er ude af stand til at gå på tæer på det afficerede ben [6]. Der er positiv Thompsons og Matles test
(Figur 1) [16, 17].

Diagnosen skal stilles klinisk ud fra ovenstående kriterier. Ultralyd- eller MR-skanning skal ikke anvendes i den normale udredning af akut akillesseneruptur, da en total akillesseneruptur kan fejltolkes som en partiel akillesseneruptur med billeddannende modaliteter [18].

BEHANDLING AF AKUT AKILLESSENERUPTUR

Den bedste behandling af akut akillesseneruptur har været intenst diskuteret gennem mere end 30 år [6, 19]. Nye behandlingsmodaliteter er kommet frem i form af minimalt invasive teknikker og teknikker til dynamisk rehabilitering, men der er fortsat uenighed om, hvilken behandling der er den bedste [6, 19]. Behandling af akut akillesseneruptur kan overordnet opdeles i operativ og ikkeoperativ. Rehabiliteringen kan være immobiliserende eller mobiliserende. De seneste 4-5 år er der i Danmark sket et paradigmeskift, idet antallet af operativt behandlede patienter er halveret [1]. En så markant ændring af behandlingen, uden samtidig klar evidens for at vælge det ene behandlingsregime frem for det andet, giver anledning til eftertanke. Af Figur 2 fremgår forfatternes forslag til et behandlingsregime.

Operativ behandling

Operation kan foregå åbent, minimalt invasivt eller perkutant [6]. Formålet med operationen er at adaptere enderne og derved skabe optimale vilkår for heling af senen i korrekt længde. Ved åben operation opnås et godt overblik over senestumperne, hvilket muliggør en stabil sutur. I et nyligt publiceret randomiseret kontrolleret forsøg har man ved denne suturteknik helt undgået reruptur i en serie på 50 patienter [20]. Ved minimalt invasiv og perkutan operation bevares peritendiet som en hinde omkring senecallus, hvilket modvirker adhærens til de omkringliggende strukturer og potentielt muliggør bedre heling [6]. Der er kasuistiske rapporter om øget risiko for nerveskade, men dette er ikke fundet i randomiserede studier og metaanalyser [19]. Efter operationen bandageres foden typisk i spidsfod og rettes gradvist op til neutral position over 6-8 uger [6].

Ikkeoperativ behandling

Ikkeoperativ behandling foregår ved, at foden initialt bandageres i spidsfod og over de følgende otte uger gradvist oprettes til neutral stilling [6, 21]. Bandageringen kan være lavet af gips eller bestå af en funktionel bandage, der muliggør støtte og/eller bevægelse i ankelleddet [3]. Det er forfatternes opfattelse, at en stabil bandagering de første 10-14 dage efter rupturen er afgørende for at bevare en sene af korrekt længde.
Af denne grund bør patienter med oversete rupturer (mere end fem dage gamle) formentlig tilbydes operativ behandling. Rupturer på degenerativ basis (f.eks.
efter behandling med binyrebarkhormon eller fluroquinoloner) fremstår med degenererede senestumper, der ikke viser tegn til heling. Det er forfatternes opfattelse, at patienter med sådanne rupturer og patienter med rupturer klos på calcaneus bør tilbydes operativ behandling. Af Tabel 1 fremgår forfatternes forslag til et ikkeoperativt behandlingsregime.

Rehabilitering

Traditionelt blev patienterne immobiliseret i hele behandlingsperioden, men over de seneste 20 år er der kommet tiltagende fokus på dynamisk rehabilitering
[3, 22]. Det er blevet foreslået, at valg af et dynamisk rehabiliteringsregime er vigtigere end valget mellem operativ og ikkeoperativ behandling [23, 24]. Den dynamiske rehabilitering kan opdeles i tidlig kontrolleret vægtbæring og tidlig kontrolleret bevægelse over ankelleddet [3]. Tidlig kontrolleret vægtbæring er påvist at øge livskvaliteten uden at have negativ effekt på det funktionelle resultat [25, 26]. Tidlig kontrolleret bevægelse over ankelleddet er foreslået at give en bedre og hurtigere seneheling, men det er endnu ikke testet
i randomiserede kontrollerede forsøg [24, 27]. Af Tabel 2 fremgår forfatternes forslag til et genoptræningsregime.

Funktion og behandlingsvalg

Det er en oplagt tanke, at operativ behandling, hvor seneenderne blotlægges og sys sammen i korrekt længde, giver optimale betingelser for et godt funktionelt resultat. Men det har man ikke kunnet påvise i den række af kontrollerede randomiserede forsøg, hvor det er undersøgt. Nilsson-Helander et al fandt, at operativ behandling førte til let øget udholdenhed ved hælløft efter seks og 12 måneder [21], og Olsson et al fandt minimalt bedre evne til at hoppe efter seks og 12 måneder [20], men i metaanalyser er der ikke påvist funktionelle fordele ved operativ behandling [19, 24, 28].

Komplikationer og behandlingsvalg


Da der ikke er påviselige forskelle i det funktionelle
resultat ved operativ og ikkeoperativ behandling, har man traditionelt set på risikoprofilerne i forsøget på at fastlægge det bedste behandlingsvalg. Klassisk har man set på risikoen for at pådrage sig en reruptur. Denne er, når samtlige randomiserede kontrollerede forsøg på området gøres op, 3-5% ved operativ behandling mod 9-13% ved ikkeoperativ behandling [3, 19]. Ser man kun på studier, hvor der anvendes et dynamisk rehabiliteringsregime i begge grupper, bliver forskellen imidlertid nonsignifikant [24, 28]. På den baggrund er det blevet foreslået, at valget mellem operativ og ikkeoperativ behandling er underordnet, når blot man vælger et dynamisk regime [24, 28]. Denne slutning indebærer dog en markant risiko for bias, idet de analyserede studier ikke var designet til undersøgelse af indflydelsen af dynamisk behandling. Ser man på andre komplikationer end reruptur, vendes billedet på hovedet, idet risikoen for at pådrage sig en komplikation er 27-33% ved operativ behandling mod 3-8% ved ikkeoperativ behandling [3, 19]. Komplikationerne varierer fra de lette i form af arkontraktur og overfladisk infektion til de invaliderende i form af dyb infektion og nerveskade [3].

Hverdagen på danske hospitaler

De randomiserede studier er alle udført under kontrollerede omstændigheder, hvor patienterne er fulgt nøje af dedikerede læger og har fået standardiseret genoptræning [19]. Det er forfatternes opfattelse, at denne ideelle situation ligger et stykke fra hverdagen på mange danske ortopædkirurgiske afdelinger, hvor patienten tilses på skadestuen/skadeambulatoriet af en yngre læge, for derefter at blive sendt hjem med instruktion i selvtræning eller viderehenvist til et ukendt genoptræningstilbud i kommunen. Det er uvist, om resultatet af denne behandling kan sidestilles med den kontrollerede behandling, vi bygger vores viden på.

Det er vigtigt at understrege, at ikkeoperativ behandling formentlig er en mere krævende behandlingsform end operativ behandling. Ved operation sikres længden af senen ved suturering, og patienten påføres et sår, som i ugerne efter operationen vil føre til en
naturlig immobilisering og hensyntagen til foden. Ved ikkeoperativ behandling har patienten som oftest ingen eller få smerter, og det er forfatternes opfattelse, at det af denne grund er afgørende med korrekt bandagering og vejledning, for at senen kan hele uden forlængelse. Ved valg af ikkeoperativ behandling er det afgørende, at den rette ekspertise og logistik er til stede i behandlingsforløbet, så man ikke risikerer, at ikkeoperativ behandling i stedet bliver til ingen behandling.

Individualiseret og ultralydvejledt behandling

Den bedste behandling varierer muligvis fra patient til patient. Vi ved, at de fleste får et godt resultat efter
ikkeoperativ behandling, men nogle patienter får et uacceptabelt resultat. Mens ultralyd- og MR-skanning ikke skal bruges til diagnosticering af akut akillesseneruptur, argumenterer flere for, at billeddannende modaliteter kan være vejledende ved behandlingsvalget [29, 30]. Ved dynamisk ultralydskanning er det muligt at vurdere, om der opnås en tilfredsstillende adaptering af seneenderne ved plantarfleksion i ankelleddet [29, 30]. Det er dog fortsat uvist, om metoden kan bruges til forudsigelse af, hvem der får et suboptimalt resultat. Der forskes i disse år i at kunne prædiktere forlængelse og dårlig funktion for derved at kunne individualisere behandlingen [18, 30]. Tanken er, at behandlingen skal vejledes af rupturens morfologi, tenocytternes evne til at hele, patientens alder og komorbiditet samt krav til postmorbidt aktivitetsniveau [18, 30].

KONKLUSION

Ikkeoperativ behandling af akut akillesseneruptur fører til øget risiko for reruptur, og operativ behandling fører til øget risiko for andre komplikationer. Der er ikke klar evidens for, hvilken behandling der fører til det bedste resultat. Ved ikkeoperativ behandling er det afgørende, at den rette ekspertise og logistik er til stede i behandlingsforløbet, så man ikke risikerer, at ikkeoperativ behandling i stedet bliver til ingen behandling.

Korrespondance: Kristoffer Weisskirchner Barfod.
E-mail: kbarfod@dadlnet.dk

Antaget: 26. august 2015

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 9. november 2015

Interessekonflikter:

Reference: 
Ugeskr Læger 2015;177:V06150532
Blad nummer: 
Sidetal: 
2-6
Correct treatment of acute Achilles tendon rupture – the difficult choice
Treatment of acute Achilles tendon rupture in Denmark has changed from being predominantly operative to being non-operative treatment over the past five years. However, no clear evidence is found in the literature in favour of one treatment modality over another. Non-operative treatment leads to an increased risk of re-rupture and operative treatment to an increased risk of other complications such as adhesions, infection and nerve injury. When a non-operative treatment protocol is chosen it is paramount that sufficient expertise is present to guide the treatment and rehabilitation.

LITTERATUR

  1. Ganestam A, Kallemose T, Troelsen A et al. Increasing incidence of acute Achilles tendon rupture and a noticeable decline in surgical
    treatment from 1994 to 2013. Knee Surgery, Sport Traumatol Arthrosc 2015. http://link.springer.com/10.1007/s00167-015-3544-5 (22. apr 2015).

  2. Bojsen-Møller F. Bevægeapparatets anatomi. København: Gyldendal, 1996.

  3. Barfod KW. Achilles tendon rupture; assessment of non-operative
    treatment. Dan Med J 2014;61(4):B4837.

  4. Silver FH, Freeman JW, Seehra GP. Collagen self-assembly and the development of tendon mechanical properties. J Biomech 2003;36:
    1529-53.

  5. Voigt M, Bojsen-Møller F, Simonsen EB et al. The influence of tendon Youngs modulus, dimensions and instantaneous moment arms on the efficiency of human movement. J Biomech 1995;28:281-91.

  6. Karlsson J, Calder JD, Maffulli N et al, red. Achilles tendon disorders – a comprehensive overview of diagnosis and treatment. First ed. Guildford: DJO Publications, 2014.

  7. Heinemeier KM, Schjerling P, Heinemeier J et al. Lack of tissue renewal in human adult Achilles tendon is revealed by nuclear bomb 14C. FASEB J 2013;27:2074-9.

  8. Strocchi R, de Pasquale V, Guizzardi S et al. Human Achilles tendon: morphological and morphometric variations as a function of age. Foot Ankle 1991;12:100-4.

  9. Maffulli N, Longo UG, Maffulli GD et al. Marked pathological changes proximal and distal to the site of rupture in acute Achilles tendon ruptures. Knee Surg Sports Traumatol Arthrosc 2011;19:680-7.

  10. Wise BL, Peloquin C, Choi H et al. Impact of age, sex, obesity, and steroid use on quinolone-associated tendon disorders. Am J Med 2012;
    125:1228.e23-8.

  11. Gill SS, Gelbke MK, Mattson SL et al. Fluoroscopically guided corticosteroid injection for Achilles tendinopathy. J Bone Joint Surg Am 2004;86-A:802-6.

  12. Aspenberg P. Stimulation of tendon repair: mechanical loading, GDFs and platelets. Int Orthop 2007;31:783-9.

  13. Lin TW, Cardenas L, Soslowsky LJ. Biomechanics of tendon injury and repair. J Biomech 2004;37:865-77.

  14. Matsumoto F, Trudel G, Uhthoff HK et al. Mechanical effects of immobilization on the Achilles‘ tendon. Arch Phys Med Rehabil 2003;84:
    662-7.

  15. Schepull T, Kvist J, Norrman H et al. Autologous platelets have no effect on the healing of human achilles tendon ruptures: a randomized single-blind study. Am J Sports Med 2011;39:38-47.

  16. Thompson TC, Doherty JH. Spontaneous rupture of tendon of Achilles: a new clinical diagnostic test. J Trauma 1962;2:126-9.

  17. Matles AL. Rupture of the tendo achilles: another diagnostic sign. Bull Hosp Jt Dis 1975;36:48-51.

  18. Nilsson-Helander K, Olsson N, Eriksson BI et al. Individualiserad behandling viktig vid akut hälseneruptur. Läkartidningen 2014;111:CXWT.

  19. Khan RJ, Carey Smith RL. Surgical interventions for treating acute Achilles tendon ruptures. Cochrane Database Syst Rev 2010;9:
    CD003674.

  20. Olsson N, Silbernagel KG, Eriksson BI et al. Stable aurgical repair with accelerated rehabilitation versus nonsurgical treatment for acute Achilles tendon ruptures: a randomized controlled study. Am J Sports Med 2013;41:2867-76.

  21. Nilsson-Helander K, Silbernagel KG, Thomeé R et al. Acute Achilles tendon rupture: a randomized, controlled study comparing surgical and nonsurgical treatments using validated outcome measures. Am J Sports Med 2010;38:2186–93.

  22. Barfod KW, Nielsen F, Helander KN et al. Treatment of acute Achilles tendon rupture in Scandinavia does not adhere to evidence-based guidelines: a cross-sectional questionnaire-based study of 138 departments. J Foot Ankle Surg 2013;52:629-33.

  23. Twaddle BC, Poon P. Early motion for Achilles tendon ruptures: is surgery important? Am J Sports Med 2007;35:2033-8.24.

  24. Holm C, Kjaer M, Eliasson P. Achilles tendon rupture – treatment and complications: a systematic review. Scand J Med Sci Sports 2015;
    25:1-10.

  25. Barfod KW, Bencke J, Lauridsen H et al. Nonoperative dynamic treatment of acute achilles tendon rupture: the influence of early weight-bearing on clinical outcome: a blinded, randomized controlled trial.
    J Bone Jt Surg Am 2014;96:1497-503.

  26. Barfod KW, Bencke J, Lauridsen HB et al. Nonoperative, dynamic treatment of acute Achilles tendon rupture: influence of early weightbearing on biomechanical properties of the plantar flexor muscle–tendon complex – a blinded, randomized, controlled trial. J Foot Ankle Surg 2015;54:220-6.

  27. Mark-Christensen T, Troelsen A, Kallemose T et al. Functional rehabilitation of patients with acute Achilles tendon rupture: a meta-analysis of current evidence. Knee Surg Sports Traumatol Arthrosc 24. jul 2014 (epub ahead of print).

  28. Soroceanu A, Sidhwa F, Aarabi S et al. Surgical versus nonsurgical treatment. J Bone Joint Surg Am 2012;94:2136-43.

  29. Amlang MH, Zwipp H, Friedrich A et al. Ultrasonographic classification of Achilles tendon ruptures as a rationale for individual treatment selection. ISRN Orthop 2011(2011):869703.

  30. Hutchison AM, Topliss C, Beard D et al. The treatment of a rupture of the Achilles tendon using a dedicated management programme. Bone Joint J 2015;97-B:510-5.

Right side

af Bodil Jessen | 01/10
5 kommentarer
af Elo Aagaard Rasmussen | 01/10
1 Kommentar
af Kaja Kastberg Faurø | 30/09
1 Kommentar
af Jesper Peter Schou | 30/09
2 kommentarer
af Simon Graff | 27/09
2 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer