Skip to main content

Kort nyt

Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

5. dec. 2005
6 min.

Tre nye bakterier associeres til vaginose > N Engl J Med

Kvinder med bakteriel vaginose er inficeret med flere, hidtil ukendte, bakteriestammer, herunder tre bakterier i Clostridiales-gruppen, som er højspecifikke for tilstanden. Dette er hovedkonklusionen på en artikel publiceret i november i New England Journal of Medicine.

David Fredricks fra Fred Hutchinson Cancer Research Center i Seattle og kollegaer anvendte en kombination af tre teknikker til at identificere bakterierne: to modificerede polymerasekædereaktion (PCR)-metoder til påvisning af ribosomal RNA og fluorescens in situ-hybridisering (FISH). Vaginalt sekret fra 27 patienter med, og 46 uden bakteriel vaginose blev undersøgt.

Kvinder uden vaginose havde mellem en og seks (gennemsnitlig 3,3) species bakterier per prøve, og lactobacillus-bakterier var de mest hyppige. Kvinder med vaginose havde større bakteriel diversitet (9 til 17 typer, gennemsnit 13). 35 hidtil ukendte bakteriestammer blev påvist blandt kvinder med vaginose, herunder flere bakterier, som var høj-prævalente blandt dem, men sjældne hos kvinder uden vaginose. Tre bakterier, som blev omtalt som bacterial vaginosis-associated bacteria (BVAB) 1, 2 og 3, blev associeret med vaginose. »De var stærkt associeret med vaginose, og BVAB2 var til stede i 89% af kvinderne med vaginose«, skriver forfatterne. Disse tre bakterier er ikke tæt relaterede til kendte bakteriestammer.

Jette Marie Bangsborg, Klinisk-mikrobiologisk Afdeling, Amtssygehuset i Herlev, kommenterer: »Artiklen er et interessant eksempel på molekylærbiologiens anvendelse i studiet af komplekse polymikrobielle sygdomstilstande. Undersøgelsen bidrager med ny viden om bakteriel vaginose, men relevansen bygger især på, at resultaterne kan være et vigtigt udgangspunkt for design af nye kliniske/terapeutiske studier.«

Fredricks DN, Fiedler TL, Marrazzo JM et al. Molecular identification of bacteria associated with bacterial vaginosis. N Engl J Med 2005;353:1899-911.

Pædiatere er mere tilbøjelige til at vaccinere deres egne børn end andre læger
> Pediatrics

Børnelæger og læger fra andre specialer har forskellig holdning til vaccinationer - i hvert fald når det angår deres egne børn. Dette fremgår af en undersøgelse publiceret i november i Pediatrics.

Klara Posfay-Barbe og kollegaer fra flere universiteter i Schweiz spurgte 2070 læger om, hvordan de vaccinerer, eller ville vaccinere, deres egne børn. 458 pædiatere (hvoraf 43% var kvinder) og 559 ikke-pædiatere (hvoraf 26% var kvinder) returnerede spørgeskemaet. Dette svarede til en responsrate på cirka 50% i hver gruppe.

I forhold til ikke-pædiatere vaccinerede signifikant flere børnelæger (92 vs. 85%) deres børn med alle rekommanderede vaccinationer, som i Schweiz inkluderer hepatitis B vaccine. Efter justering for variabler som køn og anciennitet, var der signifikant færre ikke-pædiatere der vaccinerede deres børn mod mæslinger (97 vs. 95%) , fåresyge (95 vs. 93%), hepatitis B (68 vs. 65%), og Haemophilus influenzae type B (71 vs. 69%).

Blandt ikke-pædiatere ville 10% ikke følge det officielle vaccinationsprogram, hvis de havde et barn i oktober 2004, hvor undersøgelsen fandt sted. Det skyldes bl.a., at 5% ikke ville give Haemophilus influenzae type B-vaccinationen til deres børn. »Dette er uforventet og bekymrende«, skriver forfatterne. »Især i lyset af sygdomsforløbet og vaccinens sikkerhed og effektivitet.«

Niels Henrik Valerius, Børneafdeling, H:S Hvidovre Hospital, kommenterer: »De påviste ganske små forskelle i holdningen til vaccination mellem pædiatere og andre speciallæger, hovedsagelig i almen medicin, afspejler måske især, hvordan udvælgelsen af svarpersoner har fundet sted. Det er bl.a. fra danske undersøgelser kendt, at til-/fravalg af vaccination beror mere på forudfattede holdninger end konkret viden. Undersøgelsens resultat har mindre relevans i Danmark, hvor meget få børnevaccinationer foretages af pædiatere, hvis holdning til vaccination derfor kommer til at spille en mindre rolle.«

Posfay-Barbe KM, Heininger U, Aebi C et al. how do physicians immunize their own children? Pediatrics 2005;116:623-33.

Proteinrig kost reducerer blodtryk og kolesteroltal
> JAMA

Seks uger på en proteinrig kost (25% vs. 15% af energien), hvor cirka halvdelen af proteinerne er vegetabilske, har en større gavnlig effekt på blodtrykket og på lavdensitetslipoprotein (LDL)-kolesterol, end den samme periode med en kost rig på kulhydrater. En kost med højt fedtindhold (37% vs. 27%), hvor hovedparten er monoumættet fedt (21 vs 13%), reducerer også blodtrykket men ikke LDL-kolesteroltal, i forhold til en diæt som er rig på kulhydrater. Alle tre kosttyper, som har en begrænset mængde af mættet fedt og natrium, har en gavnlig effekt på disse effektmål.

Dette fremgår af OmniHeart-studiet publiceret i november i JAMA. Lawrence Appel fra Johns Hopkins University og kollegaer randomiserede 164 raske personer til en af diættyperne, og patienterne skiftede kost to gange efter en seks ugers periode (cross-over design). Patienterne havde et systolisk tryk mellem 120-139 (præhypertension) eller 140-159, de var ikke-diabetikere og havde LDL under 5,7 mmol/L. Cirka 80% havde høj BMI (overvægt eller fedme), 45% var kvinder og 55% var farvede. Patienterne fik deres måltid enten leveret eller serveret i en speciel kantine.

I forhold til kosten med højt kulhydratindhold, fremkaldte proteinkosten en reduktion i det systoliske blodtryk på 1,4 mmHg (hos de præhypertensive patienter) og 3,5 mmHg (hos de hypertensive patienter). Faldet i LDL-kolesterol var, uanset blodtrykket, 0,09 mmol/L. Reduktionerne i blodtrykket hos patienter med den fedtrige kost var 1,3 hhv. 2,9 mmHg; der var ingen signifikant reduktion i LDL-kolesterol.

Arne V. Astrup, Institut for Human Ernæring, Frederiksberg, kommenterer: »Undersøgelsens resultater er ét af en længere række publiceret de senere år, der finder, at en kost med et højere protein eller umættet fedt har mere gunstig virkning på risikofaktorer for hjertekarsygdom hos overvægtige. Da kostinterventionerne blev foretaget isokalorisk, forblev patienternes vægt uændret, men havde kosten været ad libitum, måtte det forventes, at vægten var faldet mere på den proteinrige kost.

Appel LJ, Sacks FM, Carey VJ et al. Effects of protein, Monounsaturated fat, and carbohydrate intake on blood pressure and serum lipids. JAMA 2005;294:2455-64.

Reiters syndrom er på vej ud af klinikken
> J Am Acad Dermatol

Reiters syndrom (reaktiv artrit) er på vej ud - idet eponymet anvendes mindre og mindre i den internationale engelsksprogede litteratur, især hvis forfatterne er fra Europa, ifølge en opgørelse publiceret i Journal of the American Academy of Dermatology. Ifølge Dave Lu og Kenneth Katz fra University of Pennsylvania var Hans Reiter (1881-1969) et højstående medlem i det nazistiske parti. Han var ansvarlig for eksperimenter på fanger i koncentrationslejre, bl.a. med plettyphus. Siden 1977 har der været en polemik om eponymet, som kulminerede i 2003, hvor en række redaktører fra reumatologiske tidsskrifter besluttede sig for ikke længere at anvende det.

Forfatterne g ennemgik Medline-indekserede artikler mellem 1998 og 2003, og fandt eponymet 539 gange i engelsksprogede artikler. De artikler, der handlede om eponymets anvendelse, blev ekskluderet.

Eponymet anvendtes mindre i 2003 i forhold til i 1998 (34 vs. 57%). Det blev også mindre anvendt i højimpact-tidsskrifter i forhold til i tidsskrifter uden citation impact (37 vs. 57%). USA-baserede forfattere brugte eponymet oftere end forfattere i Europa (61 vs. 31%).

Udover den etiske årsag nævner forfatterne to andre grunde til, at eponymet ikke skal anvendes i klinikken. Den første er nosologisk, idet »reaktiv artrit« ifølge dem er mere egnet. Den anden er historisk: syndromet var allerede beskrevet inden Reiters rapportering.

Bjarne Svalgaard Thomsen, Reumatologisk afdeling U, Århus Sygehus, kommenterer: »De historiske, men især de nosologiske aspekter af problemstillingen er for nylig beskrevet af M. Leirisalo-Repo i en oversigtsartikel om reaktiv artrit i Scand J Rheumatol (2005; 34:251-259).«

Lu DW, Katz KA. Declining use of the eponym "Reiter's syndrome" in the medical literature. J Am Acad Dermatol 2005;53:720-3.